HIFI4ALL.DK | ||
Kabel test Mikkel Gige [08.08.2006] | ||
| ||
Af denne grund, er jeg også selv meget skeptisk i forhold til kabler. Kabler til 10.000,- eller 20.000,- er efter min mening fuldstændig hul i hovedet. Det kan aldrig retfærdiggøres at kabler skal koste så meget. Selv sølvkabler er ikke så meget værd. Med en vestlig timeløn, og specielt fjernøstlig timeløn, skal det godt nok tage lang tid at strikke sådan et kabel sammen. For det er arbejdslønnen der koster, ikke materialerne. De priser, må de altså længere ud på landet med. Der er dog altid kunder til overflodsprodukter, og det lever producenterne godt af. Der er også stadig nogle producenter, som forstår at lave gode kabler til fornuftige penge. Kablerne i denne test koster fra 250,- for en meter HT-kabel og op til 3600,- for et sæt signalkabler. Ofte er klangen den samme, når man sammenligner signalkabel og højtalerkabel fra samme producent. Til gengæld koster et sæt højtalerkabler tit mindre end et sæt signalkabler. Hvorfor? Der er jo mere materiale i et sæt højtalerkabler. Jeg forstår simpelthen ikke denne branche. Der er ligeledes 220V kablerne i denne test. Mage til fallossymboler skal man lede længe efter. Store, tykke og lange. Om det virker, det finder vi ud af. Forskellen på kablerne i denne test er ikke stor, så du må endelig ikke tro at der er en verden til forskel. Tag mine udtalelser som en præcisering af forskellen. Og sådan forholder det sig altså også i forhold til meget dyre kabler. Forskellene er små, specielt når prisen stiger. Testen byder også på flere overraskelser.
Signalkabel fra Clearaudio? Jeg troede kun de lavede pladespillere og PU’er. Men dette kabel er faktisk ganske fornuftigt. Konstruktionen er god med de strammeste stik jeg nogensinde har oplevet. Det var lige før jeg flåede stikkene ud og bukkede bagpladen på min CD-afspiller, da jeg skulle skifte til et andet kabel. De er lavet af massivt kobber med en let forgyldning, hvilket giver dem et rødligt skær som rødguld. Selve kablet er lavet af kobber med en central leder og en skærm omkring. Det er blødt og meget føjeligt. Lyden er også ganske god, om end lidt anonym (og kedelig). Bassen har et godt anslag, men har lidt løse kanter. Dog ikke være end at det giver den samlede lyd lidt glød. Mellemtonen er ligetil. Ikke noget specielt eller revolutionerende. Diskanten mangler præcision, og bækkener bliver nemt udtværede og irriterende at høre på. Perspektiv og detaljering er god, men igen gør det ikke meget væsen af sig. Det er hørt bedre. Dette kabel fra Clearaudio kom med i denne test, som et bud på et kabel som kan redde lyden fra mange cd-afspillere op til 10.000,- eller med nogle år på bagen. Men det mangler noget saft og kraft, og kan ikke følge med de andre kabler i denne test. Til 1700,- for et sæt på en meter, må det se sig slået af Silver Sonic Air Matrix.
Dette er den mellemste model blandt Silver Sonic’s interconnect-kabler, og koster 1400,- for en meter termineret med enten RCA eller XLR stik. Det består af to ledere af forsølvet kobber, isoleret med det som Silver Sonic kalder Air Matrix. Det er teflon, som er blandet med 60 % luft for at forbedre isoleringen omkring lederen. Som vi alle ved, er luft den bedste isolator, men ret upraktisk i brug. Derfor denne specielle isolering, som tager det bedste fra både teflon og luft. Herudover er der en folieskærm og en tredje leder som bruges til balanceret og pseudobalanceret terminering. Alt sammen pakket ind i en blød Matrix-grøn gummislange. Og lyden… oh lyden. Hold da kæft, nu bliver jeg helt kåd igen. Der er simpelthen så meget hul igennem, at jeg slet ikke tror min egne ører. Jeg har hørt mange kabler i alle prisklasser, men det her slår alt. Det første jeg bemærkede var perspektivet: 200 m. dybt, 40 m. bredt og 20 m. højt til det buede loft. Så præcist kan det beskrives. Du får det, som det er på indspilningen. Alt bliver fremstillet i ren 3D. Under testen lyttede jeg bl.a. til en super duper indspilning af tryllefløjten, fra Deutche Grammophone. Det var fuldstændig som at være til stede. Så meget rum og luft, at det slet ikke var nødvendigt at lukke øjnene, for at ”se” teatersalen. Du sidder og ser på/lytter til en fuldstændig sort tavs baggrund. Alt er animeret i farver. Lydene popper frem, for så at forsvinde igen. Lyden er nærmest organisk i sin fremtræden. Detaljeringen er fuldstændig fantastisk. Det myldrer frem med ting som jeg aldrig før har hørt på mine plader. Alle disse detaljer prikker på en dejlig, men knivskarp, måde i ørerne. Jeg ville ha’ mere, og blev ved med at sætte ny musik på. Også plader som aldrig bruges i testøjemed. Jeg fik en hel ny pladesamling med dette kabel. Der er masser af luft omkring alle de udøvende musikere. Alt er placeret præcist, og bliver på sin plads hele tiden uden at rode rundt. Stemmer er super klare og detaljerede med alle de små lyde der følger, når man synger. Vejrtrækning, smask og klik fra tungen. Musikken blomstrer! Det er sprødhed, som når en frisk gren knækker fra et træ. Sprødt og saftigt. Selv dårlige indspilninger, præsenteres silkeblødt. Lyden er dog ikke farvet, som det måske lyder på det jeg skriver. Faktisk er lyden fra dette kabel meget neutral, men mangler dog lige det sidste for at nå hele vejen. Bassen er lidt løs, og diskanten en lille bitte smule skarp og afrundet. Men det er virkelig småting. Jeg savner intet. Det er analytisk/monitoragtigt på den gode måde uden hårdhed. Det er som at få en ny og meget bedre/MEGET dyrere CD-afspiller. Dette kabel er ren narko. Har du først prøvet det, så hænger du på det. Du kan ikke give slip. Det her er high end. Basta!
Her har vi så Silver Sonic’s topmodel i interconnect-kategorien. Til 2300,- for en meter, med RCA eller XLR stik? Øh, hvad for noget? Get out of here! Har du drukket? Mangler der ikke et nul? Nej, det gør der altså ikke! Kablet er konstrueret med 6 massive ledere i det reneste og mest blankpolerede sølv som kan opdrives. De ligger individuelt i en ring drejet om hinanden. Her er der også benyttet Air Matrix isolering, men i stedet som en slags tape spundet omkring lederne, uden spænding eller varme. Her udnyttes alle fordelene ved at bruge luft som isolator, sammen med teflonens evne til at forhindre korrosion. Det yderste lag består af en fin blå eller rød vævet ”jakke”. Hvorfor rød eller blå? Rød til balanceret, og blå til RCA. Nydeeeeligt! Der er også forskel indeni. Til RCA Bruges der tre ledere (hver anden) til plus og stel. Men i den balancerede version bruges kun to (hver tredje). Om det gør nogen forskel? Det er svært at vurdere, da de fleste afspillere med både alm. og balanceret udgang, typisk også lyder lidt forskelligt fra disse. Min erfaring er, at den balancerede udgang er bedst, hvis der benyttes rigtige balancerede, dobbelte kredsløb. Men det er der lige så mange meninger om, som der er hi-fi interesserede på denne klode. Det er nærmest en religion. Så tror man at det ikke kan blive bedre?! Dette er ”hul igennem mk.II”. Det her er simpelthen for vildt!!! Perspektivet er som på Air Matrix og så lidt til, nærmest 4D. Det når helt ud i hjørnerne, der hvor hverken kost eller støvsuger kan nå ind. Hvis lyden var animeret på Air Matrix, så er det her computer-animeret. Superpræcist. Og super kontrol med HELE lydspektret! Detaljerne? Jeg som troede at Air Matrix havde hevet alle detaljerne frem. Om igen! Der var mere hvor det kom fra. Utroligt at det overhovedet kan lade sig gøre! Alle mine plader blev egnet til testbrug med disse kabler. Hvem troede at der var perspektiv på en Peter Plys børneplade?! Stemmer er super skarpe, bedre end Air Matrix, som i forvejen er super på dette område. Musikken bliver præsenteret på den mest behagelige måde du overhovedet kan forestille dig. Selv System Of A Down, med deres hårde stil, lyder som engle. Dette kabel må næsten være referencen for neutralitet. Bassen er tør og stram. Mellemtonen sprød og silkeblød. Diskanten så åben og udstrakt, at du nærmest kan række ud og røre ved skyerne på den lyseblå himmel. Så luftigt… Nærmest som at side i en park med de udøvende kunstnere foran dig. Hvis det lød som en ny og bedre CD afspiller med Air Matrix, så har du også lige opgraderet til væsentligt bedre højtalere med disse kabler. Her handler det ikke om narko. Nej, det er nærmest guddommeligt (Apropos religion!). Revelation er kendt for at give bøllebank til kabler, som koster 10 (skriver TI) gange så meget. Dette er ganske enkelt verdens bedste kabel, når man måler i lyd pr. betalt krone. Og nej, det kan slet ikke diskuteres.
Stikkene fra Silver Sonic er en historie for sig selv, for Silver Sonic var ikke tilfreds med kvaliteten af de stik de kunne få leveret udefra. Men så laver man da bare sine egne! Stikkene er lavet af 99 % rent kobber, både RCA og XLR stikben. Lad mig lige tilføje, at de er ret lækre. På billeder ser de ikke ud af meget, men når du står med dem i hånden… savle! Og så koster de næste ingenting i løssalg.
”Send DC-strøm gennem dit kabel!” Øh, undskyld, jeg forstår ikke. Sagde du DC-strøm? Ja ja, den er god nok. Det er selvfølgelig ikke i signalvejen, men i en ekstra leder langs kablets længde. Ideen er at skabe et elektrisk felt/skærm, som får styr på støj og udstråling, så det ikke fløjter rundt i takt med musikken. Og jo, det virker! Men mere om det senere. Selve kablet er opbygget med det som Synergistic Research kalder ”Silver Matrix”, og har to ledere drejet om hinanden med en ekstra leder ved siden af til den aktive skærm. Det hele er pakket ind en lækker ”strømpe”, som desværre afsluttes ved stikkene med en masse krympeflex. For gummiagtigt til min smag. Stikkene er af en ordinær type, sidder OK, men ikke af samme kvalitet som de fleste andre signalkabler i testen. Selve kablet er fleksibelt og føjeligt, med undtagelse af de sidste 10 cm ved stikkene. Pga. af indpakningen til den aktive skærm, er begge ender sindsygt stive, der kræves mindst 15 cm luft til disse kabler. En fræk lille detalje ved dette kabel er den lille blå diode, som titter frem under krympeflexen i afsender enden. Den indikerer om skærmen er aktiv. Prisen er 3650,-. Så sagde jeg noget med, at den aktive skærm virker?! Til at starte med monterede jeg kablet uden at tilslutte den aktive skærm. Mage til småhysterisk kabel og rodet lydbillede skal man lede længe efter. Støj og larm var næsten det eneste der kom ud af højtalerne. Det holdt kun 5 min, så havde jeg fået nok. Den aktive skærm blev koblet til, og med det samme var der en verden til forskel (Jeg ved godt, at jeg tidligere skrev, at der ikke var en verden til forskel mellem kablerne i denne test. Men uden den aktive skærm er dette kabel altså noget ringere end de andre deltagere!). Som sagt faldt der med det samme en ro over lyden, så jeg ikke troede mine egne ører. Det virker sgu’! Ikke noget voodoo eller hokus pokus her. Det er virkelig forcen ved dette kabel – roen. Så iørefaldende at du slet ikke behøver anstrenge dig for at høre detaljer, perspektiv osv. Der er rigeligt af det hele, dog uden at det når helt op på siden af signalkablerne fra Silver Sonic. Hertil mangler den sidste luft. Der er masser af attack og præcision, dog har bassen lidt for meget fylde til at det kan kaldes superpræcist. Mellemtone og diskant flyder bare derudaf. Her kan der ikke sættes en finger på noget. Dette kabel fås også til 2300,- uden den aktive skærm. Men hvis det lyder som det jeg oplevede, så er de 1350,- godt givet ud for at få den aktive skærm med.
Dette kabel er Silver Sonic’s dyreste højtalerkabel. Men når lydkvaliteten fra dette kabel holdes op mod prisen på 250,- for en meter, så er der dømt slagtilbud uden lige. Fuldstændig latterlig billigt. Kablet består af fire ledere i forsølvet kobber, to ledere på 4 mm2 til bas/mellemtone og to på 2,5 mm2 til diskanten. Isoleringen er det bedste teflon som kan opdrives, og hele kablet er pakket ind en mørkegrøn gummislange. Tykkelsen er kun 1 cm, så det er altså heller ikke en haveslange man skal have liggende. Testkablet som vi modtog, var fabrikstermineret til biwiring med originale forgyldte kobberspader fra Silver Sonic. Meget lækker udført. 1600,- for 2 x 2 meter kabel fabrikstermineret til biwiring. Kan det virkelig lade sig gøre, high end lyd til den pris? You better believe it! Lyden? Ja tak, så kører vi igen. Silver Sonic kan altså bare et eller andet med kabler. Det er simpelthen umuligt at finde nogen fejl ved dette kabel. Det spiller med en neutralitet som kun sjældent høres uanset prisklasse. Det er musikalsk demokrati, hvor alle/alt bliver hørt. Der er tonsvis af nuancer, opløsningen er simpelthen fænomenal. Normalt omtaler man lyden fra apparater og kabler som værende grov eller finkornet, men det rækker ikke her. Dette er fint som flormelis. Bassen er tør som Sahara med superpræcise stortrommedump, mellemtonen er både sprød og mør, og raffineret som bedre fransk madlavning. Diskanten er luftig som en brise på en varm sommerdag, og især med den hede der har hærget, har denne luftighed en evne til at få en til at glemme alt om varme og sved. Man mærker nærmest brisen i lytterummet. Bækkener klinger ud på vidunderligste vis med en raslende messinglyd, efter et skarpt og præcist anslag. Stemmer er ikke bare naturlige, men levende. De præsenteres med en helt ekstraordinær 3-D fornemmelse. Du kan række ud og kramme sangerne. Perspektivet er åbent som en ladeport, intet holdes tilbage. Fuldstændig som Revelation signalkablet fra samme producent. Detaljeringen er fænomenal. Du sidder tilbage med en fornemmelse af, at have fået 100 % indsigt i PET’s arkiver. Alt er fremme i offentligheden. Der findes ikke ord nok til at beskrive dette kabel. Når man tager prisen i betragtning, så er der dømt rockerbank til alle de dyre højtalerkabler derude. Jeg vil gå så langt, som at kalde dette kabel et bedre tilbud end Revelation signalkablet. Der findes dog ikke en bedre partner til dette højtalerkabel end netop Revelation signalkablet. Tilsammen er de Nirvana. Og så behøver man ikke engang bruge hele opsparingen for at få high end lyd. Det er simpelthen fantastisk!
Alpha Quad kablet er bygget op med fire kobberledere på 4 mm2 hver, beregnet på biwiring. Alt sammen pakket ind i en lækker blød gennemsigtig gummislange. Kablet kan kun købes termineret, men med den finish de har, er det helt OK med mig. Lækkert! Slet ikke gummiagtigt som deres signalkabler. Bare lækkert, blødt og føjeligt. Kablerne vi modtog til test var 3 meter, og kun termineret til singlewiring og derfor testet som sådan. Prisen er 2550,-, men det fås også med aktiv skærm til 5400,-. Lyden fra dette kabel kan umiddelbart sammenlignes direkte med signalkablet Alpha Sterling Active her i testen. Bassen er lidt fyldig, men bortset fra dette, er lyden præcis med masser af attack. Detaljeringen er høj, og den generelle klang kan der ikke sættes en finger på. Det flyder derudaf. Perspektivet er godt, med masser af rum, og en fin opløsning. Der er også rigeligt luft om de udøvende. Når man tænker på den forandring signalkablet viste med den aktive skærm, så tør slet ikke tænke på hvad det kunne blive til med dette kabel. Ud over en lidt fyldig bas er der ikke noget som helst galt med dette kabel, men det må alligevel se sig slået af Q10 fra Silver Sonic.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg tror på at man kan tæmme strømmen til ens anlæg. Det kan gøres på flere måder. Et netstøjsfilter er aktivt og fjerner ”spikes” og støj, og gør dermed jobbet nemmere for strømforsyningerne i dit anlæg til fordel for lyden. En skilletrafo gør lidt af det samme, dog på en passiv og ikke lige så effektiv måde. Men hvordan 1½ meter kabel med lidt større kvadrat kan gøre en forskel, når mange meter kabel før dette er af mindre kvadrat, har jeg svært ved at forstå. For god ordens skyld skal du vide, at jeg benytter et netstøjsfilter. Det er en billig selvbyg-variant som har gjort en hørbar forskel på mit anlæg. Større ro i lydbilledet og mere luft om de udøvende. Pris: under 200,-. Jeg benytter selv standard 220V kabler. De 220V kabler som deltager i denne test, har jeg samlet i et afsnit. Det er nemlig hurtigt overstået.
Lyden/forskellen? Den er der ikke… Jeg lavede en simpel AB test, hvor jeg skiftede i mellem et af specialkablerne og standardkablet. Jeg lyttede til den samme musik igen og igen… og igen. Jeg vendte fasen på strømkablerne. JEG KAN IKKE HØRE FORSKEL! Heller ikke mellem specialkablerne. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg var i tvivl om der var forskel. Men i så fald var det så lidt, at det ikke vil være aktuelt med en udskiftning af 220V kablerne på mit anlæg. Det handler om at prøve sig frem. Måske virker et specielt 220V kabel på dit anlæg. Måske er det et netstøjsfilter du skal bruge. Måske noget helt tredje. Du skal op i dyre systemer, før du bør bruge flere tusinde på strømkabler. Sørg for, at anlæg, signalkabler og HT-kabler er i orden først. Derefter kan du gå amok i 220V tilbehørsjunglen.
Alle signal- og højtalerkabler i denne test er gode. Forskellene er som tidligere nævnt ikke store, og kræver at du sætter dig ned og lytter efter dem. Husk på, at bare fordi CD-afspilleren koster en bondegård, så behøver signalkablet ligeledes ikke, at koste en bondegård. Det samme gælder for højtalerkablerne. Hifi er et hobby område. Der er ikke noget rationelt ved hobbyer. De koster penge eller tid. Problemet med lyd og hifi-udstyr er, at vil du høre en forskel, jamen så hører du en forskel. For din hjerne snyder dig til at høre denne forskel. Pure and simple. Dette lever nogle kabel-producenter højt og fedt på. Så kig dig omkring, for der er masser af muligheder, og brug dine ører og vær kritisk. Kan du ikke høre forskel, så vær ærlig og hold på dine penge eller køb det billigste produkt. Så er det da i hvert fald dig selv, der griner hele vejen ned til banken. Dog bliver jeg lige nødt til at nævne Silver Sonic kablerne igen. De skiller sig væsentlig ud, og det i en sådan grad, at du bør give dem et seriøst lyt når du skal investere i nye kabler. Også selv om dit anlæg koster en bondegård eller mere. Så gode er de. Deltagerne i denne test er kun et lille udvalg af fornuftige producenter. Der findes stadig et par stykker til derude med hjertet på det rigtige sted. God jagt!
Jumon Audio
Activ Hifi | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |