Her er du: Indsigtsartikler - Sådan køber du højttalere 28. marts 2024 | 12:37   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Sådan køber du højttalere
Af: Bruno Barcelli  [01.07.2002] Print artikel
Hvordan er det? Er der plads til højttalerne ude på gulvet eller skal de i reolen? Kan jeg flytte lidt om, så lyden tilgodeses uden ægteskabet opløses?

OK, du har lige sendt vovse på gaden efter han aflivede de gamle højttalere, du byggede for 16 år siden. Nu står du tilbage med problemet: Anskaffelse af nye højttalere. FORTVIVL EJ, artiklen giver hjælp til de generelle overvejelser, men det er samarbejdet mellem dig, dine ører og budgettet, der må træffe den endelige afgørelse.

Afsæt en beløbsramme
Når du er ude i højttalerjunglen vil du ALTID finde en højttaler, som liiige koster en lille smule mere end planlagt og som liiige spiller en anelse bedre og som liiiiige..... Som grov "spareregel" kan du uanset musiksmag finde god lyd fra ca. 2.000, til 2.500, pr højttaler. En højttaler i denne klasse kan levere et ganske neutralt og defineret lydbillede, mens klassen op til ca. 5.000, generelt, ikke altid, spiller dybere, mere detaljeret, giver bedre afstand mellem instrumenterne og definerer optagerummet bedre. Op til 10.000, og mere, er disse kvaliteter naturligvis endnu mere udtalte, dog skal du tænke på, at det øvrige udstyr hele tiden skal svare i kvalitet og dermed pris.

Tag en rask beslutning, sæt et maksimumsbeløb, læs 510 sider på¨HIFI4ALL.DK samt denne artikel og tag af sted med nypudsede ører, en løssluppen tegnedreng og fruens velsignelse...

Gennemgå din musiksamling
I dag er der højttalere, der er udviklet specielt til hver genre. Det betyder, at den højttaler, der spiller en heavyrock guitarsolo, så safterne driver op og ned af væggen, sandsynligvis vil få instrumenterne i Albinonis obokoncerter til at lyde, som om de er bygget af hærdet glas, stål og avancerede aluminiumslegeringer.

Vurdér dit lytterum.
Hvordan er det? Er der plads til højttalerne ude på gulvet eller skal de i reolen? Kan jeg flytte lidt om, så lyden tilgodeses uden ægteskabet opløses? Generelt skal gulvhøjttalere have en del plads både til bagvæggen og til siderne, især hvis basreflexåbningen er på bagsiden. Sidder den på forsiden, er basgengivelsen generelt mindre generet af en placering tættere på bagvæggen. Hvis højttalerne skal i reolen eller på væggen, skal de enten være med helt lukkede kabinetter (trykkammer) eller have reflexåbningen anbragt på forsiden. Desuden skal du sikre dig, at enhederne ikke placeres bag reolens sider, da det vil give refleksioner. Uanset om du beslutter dig for store eller små højttalere, må du lytte dig til den bedst mulige placeringen. På den netop afholdte HiFimesse lyttede jeg til et sæt højttalere i 30.000 kroners klassen og foreslog konstruktøren at vippe dem et par grader bagover. Resultatet fik den kære mand til at gå halvt i koma, idet lyden åbnede sig med et særdeles stort perspektiv og virkelig fornem placering af de enkelte instrumenter som resultat.

Hvad med mit øvrige isenkram?
Vil du beholde den gamle krystalradio, er det nok lidt vildt af afsætte mange tusinde kroner til et sæt moderne højttalere. Både højttalere, forstærkere og CD‑spillere er i dag meget højtydende, så den gamle regel om, at kæden ikke er stærkere end det svageste led gælder naturligvis stadig. Befinder vi os i et almindeligt mellemprisleje, kan et sæt moderne højttalere puste betydelig mere liv i en ældre forstærker og CDspiller end omvendt.

En højttaler begynder i realiteten allerede ved forstærkeren, hvor du sætter kablerne fast. I de seneste år er der dukket mange kabler op, som hver især hævder at gøre lyden bedre. Interesserede musikelskere ved, at det er et faktum, at lyden kan ændres en hel del til det bedre ved det rigtige kabelvalg. Visse entusiastiske forhandlere har en kuffert med forskellige kabler, du kan låne og dermed lytte dig frem til det kabel, der passer dit anlæg bedst. Det rigtige kabel kan f.eks. blødgøre lyden til det varmere og kompensere lidt for en ældre CD-spiller med tendens til hårdhed. Mange højttalere har desuden tilslutning til to sæt kabler, som du kan trække fra både højttalersæt A og B på forstærkeren (kaldes biwiring). Hvis din nye højttaler muliggør dette, bør du udnytte det. Du vil typisk få en bedre definition af stemmer og instrumenter samtidig med at bassen bliver fastere. Purister kan anskaffe et elektronisk delefilter og separate forstærkere til de enkelte højttalerterminaler (biamping). Kabler koster fra 25 til mange tusinde kroner pr meter.

Surround på menuen
Hvis du planlægger at udbygge til surround, er de ovenstående principper stadig gældende. Til surround skal du ud over de almindelige højttalere bruge en centerhøjttaler og to baghøjttalere. Centerhøjttaleren bør have samme klangfarve som hovedhøjttalerne. Det lyder lidt besynderligt, hvis Sharon Stone hvisker dig blidt i øret, når hun står til højre i billedet, men lyder som en forkølet ælling, når stemmen kommer midt fra. Centerhøjttaleren skal desuden helst have en god spredning af lyden, så alle kiggere i stuen kan få en god centerlyd. Baghøjttalerne er langt mindre kritiske, men bør også have nogenlunde samme grundklang som de øvrige højttalere.

Gå ud og lyt!
Lad det være helt klart med det samme. Den lyd, du hører i forretningen har meget lidt at gøre med den lyd, du får derhjemme. Men tag alligevel nogle CD'ere med, som du kender godt og forsøg at lytte dig frem til højttalerens basale kvaliteter: Er bassen så dyb, som du forestiller dig, er niveauerne mellem bas, mellemtone og diskant o.k, lyder en violin som en violin og ikke som en sav, kan man skelne, om musikken er optaget i en slagtehal eller på en café osv. Find især ud af, om kabinettet er velkonstrueret, lyder det solidt og resonansfattigt, når du banker på det, er meget allerede vundet. Selvom du skal sikre dig at få højttalerne på prøve, er det jo praktisk umuligt at teste hele markedet derhjemme. Hvis du ikke har haft fingeren på HiFipulsen i længere tid, kan det være en hjælp at tage en velorienteret musikelsker med.

Uanset de mange overvejelser om teknik og isenkram er det dog musikken, det hele drejer sig om. Det ville være herligt, hvis der var endnu flere, der lod sig forføre af god musik fra gode anlæg. Heldigvis viser det sig ofte, at får du først god lyd i stuen, er det svært ikke at lade musikken overtage større og større opmærksomhed.

God jagt !

Andre artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Nye Besøgsartikler
SoundSociety 2024
03.03.2024
På besøg hos Dantax/Raidho
18.04.2023
På besøg hos Nordsø Records
07.03.2022
CPH HighEnd 2019
27.10.2019
På besøg hos Michell Engineering
26.09.2019
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes