HIFI4ALL.DK
GamuT DI 150
Redaktøren, tekst & fotos  [14.11.2005]
Det måtte jo komme efter de suveræne C3 og D200: GamuTs integrerede forstærker – og sikke én !!


Hvis man får en verdenssucces med en fremragende effektforstærker og bagefter konstruerer en forforstærker, der er mindst lige så god, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke forsøger at koge de to ned i samme kasse og fremstiller en integreret forstærker, som kombinerer alle plusserne fra begge apparater.

Det er lige præcis, hvad GamuT har gjort, men ikke nok med det: Det er også lykkedes at udvikle det traditionelle GamuT design, som ærlig talt var en smule for retro til et design, som afspejler både traditionalitet og moderne linier.

GamuTs nye DI 150 er nemlig et vanvittig flot apparat i mine øjne. Fronten er i traditionel GamuT stil lavet af en massiv aluminiumsplade, men denne gang er der faktisk lagt noget så usædvanligt som etn slags display ind i det centrale område. En nærmest spejlblank glasplade danner rammen om volumenkontrollen, som flankeres af 8 indikatorer for valg af indgang. Nedfældet i alupladen ligger 8 trykknapper svarende til indikatorerne, hvis farve er holdt i den sædvanlige GamuT-blå, som kendetegner dioderne i GamuTs øvrige produkter.

HTH-funktionen fra D3 er videreført i DI 150. Den giver dig mulighed for at føre signalet fra en surrounddekoders frontkanaler direkte uden om forforstærkeren til effekttrinnet. Herved kan du benytte DI 150 som muskelmand til et surroundanlægs fronthøjttalere, som passende kunne være de samme til stereobrug.

DI 150 ser bare uhyggelig godt ud for fuldt blus, men ønsker du alligevel at undgå lyset fra indikatorerne, kan det slukkes fra remoten, der er dan samme som benyttes til D3 forforstærkeren. Eneste klage fra fronten af forstærkeren var, at mute-knappen ikke virkede på testeksemplaret, men jeg kunne dog sagtens bruge remoten.

Toppen er forstærkeren har arvet ”grillen” fra D3 med GamuT logoet udskåret. Det signalerer stil, ventilerer, men lukker også en del støv ind i kabinettet.

Bagsiden er veludstyret uden at være overdådig. Den tilbyder to balancerede og fire single ended indgange, en tape-udgang, og både balanceret og single ended udtag fra forforstærkeren. Det er en god ting, hvis du vil benytte en ekstra amp til dine højttalere en dag.

Ja... fedt !

Højttalerterminalerne er i orden og de tager stort set alle termineringer, men benytter du spadestik, (som jeg gør) er de placeret helt og aldeles tåbeligt. Du kan nemlig ikke bruge den ene balancerede indgang, tapeudgangen og pre-out RCA-stikkene, med mindre dit højttalerkabel er lavet af lunken vingummi eller er tyndt som en ringeklokkeledning. Her er konstrukstionsprincipper kommet forud for det funktionelle design.

Bagsiden af medaljen..

GamuT havde lovet, at DI 150 bestod af en D3 og en D200 Mk III, så det var med en vis nysgerrighed, at låget røg af – jeg mener – kassen er samme størrelse som en D200 og der er da fyldt rimeligt op i en D3… ! Men jo.. Det er rent faktisk lykkedes – endda uden de helt store kompromiser. Bevares – trafoerne er en anelse mindre end i en D200 og DI 150 er da specificeret med en anelse lavere udgangseffekt – 180 watt i 8 ohm i stedet for D200’s 200 watt. Skal man tro specifikationerne, er strømforsyningen dog langt fra spag,  DI 150 fordobler nemlig sine watt i 4 ohm, som referencehøjttalerne i øvrigt er på.

Kigget i dybet afslører et par sæt lytter til udgangstrinnet som løber op i 32.000 uF pr kanal, men forforstærkeren ”nøjes med 11.000 uF pr kanal. Selv om det er en kraftig reduktion i forhold til D3, er det alligevel på højde med det, gode forstærkere benytter til deres udgangstrin. I frisk erindring står det netop testede Edge G3.

Et kig på preampen, som næsten er en tro kopi af D3

Nærstudier af den tekniske opbygning afslører naturligt nok flere mindre afvigelser fra D3, men selve grundprincippet med anvendelse af  FETs og opamps er bevaret sammen med den grundlæggende komponentanvendelse i en ægte dual mono konstruktion. Det hele er dog kogt væsentligt mere sammen og bortset fra trafoerne er alt samlet på ét print. Desværre er muligheden for eftermontage af en RIAA udelukket.

En anden skæg ting er den udprægede anvendelse af et af GamuTs ældgamle principper – nemlig total kontrol over strømmenes veje. Allerede GamuTs oprindelige ejer Ole Lund Christensen hyldede princippet om, at ikke bare signalvejen skulle være under fuld kontrol, det samme skulle de stærkere strømme. Det har givet mange ”indretningsarkitekter” grå hår i hovedet at se sære lodninger midt på ledninger osv, men faktum er, at mange forkromede løsninger med strømskinner og andet visuelt gejl rent faktisk laver ”turbulens i strømmen.

Det er derfor rart at se, at selv om GamuT har skiftet ejer og trukket andre konstruktørkræfter med ind i processen, er disse gamle dyder blevet hængende. Som den gamle ejer sagde: Don’t change a winner ! Det er også stadig enkelt-transistor topologien, der anvendes. En væsentlig årsag til GamuT store lydmæssige fordele er manglende på parallelle transistorer.

Lyd

Jeg har haft DI 150 gennem længere tid og én ting gjorde denne test særlig interessant: Jeg havde nemlig både D200 og D3 som reference. Forskellene er dybest set kun at finde i strømforsyningerne (og på fakturaen), så det ville være nærliggende at antage, at når DI 150 kom under pres, ville den måske miste lidt af det separate anlæg store styrke.

Med 360 watt i 8 ohm, dobbelte trafoer og masser af uF, synes DI 150 i første omgang på ingen måde at være tæmmet i forhold til D3 / D200. Efter 100 timers massage kom maskinen på rette plads i racket og kvitterede omgående med hovedparten af de kvaliteter, D3/D200 besidder.
Fra første skive er der ingen tvivl om, at her er der bunker af overskud sammen med en aldeles respektabel musikalsk tilgang til kildematerialet.

Kan du kende boardet fra D200 ? Alt er med !

Overskuddet manifesterer sig – som det oftest gør – i form af fornem kontrol med transienter over hele frekvensområdet. Uanset om du stiller din opmærksomhed ind på den kælderdybe bas i Orffs Carmina Burana eller vælger at nyde de milliarder af overtoner i Clark Traceys ”Stability” på SACD, er dynamikken forbilledlig i sin loyalitet mod kildematerialet. Mikrodynamiske detaljer lader ikke det 23.000 kroner dyrere sæt meget efter, det sammen gælder jerngrebet om de forvrængede tromboner i Carmina Burana, der ved naturtro lydtryk truer begge dine trommehinder med et rendezvous i midten af dit hoved.

Håndteringen af de mikrodynamiske detaljer er efter min mening én af de allervæsentligste egenskaber, som ligger til grund for gengivelsen af instrumenter og stemmer. Samtidig er denne egenskab heller ikke uden betydning for perspektivet, men mere om det senere.

Det, som DI 150 tager langt de fleste kegler på, er evnen til at levere et krystalklart lydbillede uden at der opstår aggressive tendenser. Det kan vel bedst beskrives som eminent kontrol om alle lydbilledets facetter helt fra den dybeste bas, til den sidste hørbare overtone. Det er ingen områder, som favoriseres eller negligeres, og selv om det kan lyde en smule trist, er det på ingen måde tilfældet. De basale gode kvaliteter, som dominerer gengivelsen synes alle at være født til at varetage det musikalske tarv.

Speedmetalbandet Nocturnal Rites’ adrenalindepot i form af CD’en ”New World Messiah” viser med al tydelighed, at DI 150 mestrer højoktan heavyrock på bedste vis. Integrationen mellem guitarerne, keyboards, de hidsige trommer sammen med sangen er aldeles fantastisk, så selv i dette komplekse lydbillede, står enkeltkomponenter som skåret ud i klipper, hvor andre forstærkere under tiden kan maskere detaljerne. Mine sædvanlige heavy klassikere fra Dream Theater, som ellers var sat på ufrivillig ferie efter et overforbrug, har igen fået lov at indtage CD-afspilleren.

I den anden grøft viser William Jackson & Mackenzie SACD ”Notes from a Hebridean Island” på Linn Records, at DI 150 sætter dig i stand til at gå i dybden med de simple folkemusikagtige lydbilleder. Her kan du fortabe dig i detaljerne over de flot optagne stemmer i et af de britiske øers for os ukendte sprog. De nøgne kvindestemmer kravler ganske enkelt ind under huden på dig. I øvrigt fortjener SACD’erne fra Linn Records meget mere opmærksomhed – deres optagelser er ganske enkelt åndeløs gode på både det tekniske og musikalske plan !


Tag lige en lyt engang..??!!

Tilbage til DI150:
Kontinuiteten i udbredelsen af overtoner gennem frekvensområdet er i meget høj klasse og overgås kun med et mulehår af D3/D200 sættet. Denne disciplin kan du iagttage med at vende din opmærksomhed mod de instrumenter, der i særlig grad breder sig med overtoner. Med det mener jeg, at instrumentets kendetegn er fordelt over et særlig stort frekvensområde med grundtoner langt nede og tydelige overtoner langt oppe. Det er f.eks. instrumenter som westernguitar (med friske strenge !!) harpe, visse bækkener, messingbæsere og mange andre.
 
DI 150 klarer indlevelsen og formidlingen af musikken i en besnærende stil. Det er én af de egenskaber, der gør, at du med tiden vil komme til at holde mere og mere af DI 150, da der går nogen tid, før disse egenskaber klarlægges helt i dine psykoakustiske referencer.

SÅ er der endelig perspektivet – altså i hvor høj grad er forstærkeren i stand til at give dig muligheden for at visualisere optagerummet, instrumenternes og stemmernes indbyrdes placeringer i rummet – kort sagt den tredimensionelle fornemmelse. Jeg benytter oftest en psykoakustisk teknik, som jeg kalder ”den virtuelle vandring”. Denne teknik vil jeg i en senere artikel gennemgå sammen med andre brugbare teknikker for at opnå større fleksibilitet i lytningen.

For DI 150’s vedkommende er det ikke småting, den viser. Der er virkelig styr på de fleste tredimensionelle aspekter. Korværker er en nydelse, idet du selv kan vælge, om din opmærksomhed skal rettes mod de enkelte sangere, det samlede lydbillede eller begge dele. Det samme gælder alle akustiske optagelser, hvor der ikke er anvendt lagkageteknik – altså spor på spor optaget i separate seancer. Selv om de tredimensionelle egenskaber er på højde og på visse områder overgår andre i prisklassen, er D3/D200 også på dette område en smule foran. Det kan der være mange forklaringer på. Under alle omstændigheder er der langt mellem integrerede forstærkere, der magter disciplinen så godt som DI 150.

Et nærmest perfekt eksempel er den netop udgivne SACD fra Linn Records med Dvoráks Violin Concerto Czech Suite med det skotske Kammerorkester. Denne optagelse er et følsomt studie i musikalitet og god lyd, som fortjener stor opmærksomhed. Den er optaget i Usher Hall i Edinburgh. Den sal er i særlig grad anonym på denne optagelse og det gør det ekstra spændende at registrere dens indflydelse på både tredimensionaliteten og instrumenternes indbyrdes placeringer.
I direkte sammenligning med D200 / D3 er DI 150 en anelse udglattende på definitionen af de allersidste kroge af koncertsalens geometri, men ligger stadig i disciplinens topklasse.

Indlevelsen er i høj grad en subjektiv parameter, da alle mennesker røres indvendigt af forskellige stilarter, musikalske udtryk, særegne fortolkninger osv. I denne disciplin skal du og din forstærker faktisk være enige om, hvor de emotionelle højdepunkter skal være i den musik, der tiltaler dig. For ikke at blive beskyldt for at være biorytme guru eller sådan noget, skal forstærkeren så at sige forholde sig loyalt til kildematerialets stemninger. Det er en meget svær disciplin, idet den største variabel er dig selv.

Uanset om det var Nocturnal Rites speedmetal, Dvoraks violin koncert, skotsk højlandsmusik eller Carol Kidd mainstrean jazz på SACD, tog DI 150 imod udfordringerne på bedste vis og søgte at trække det bedste ud af kildematerialet

DI 150 gav mig store oplevelser undervejs, Den er nærmest medlyttende og synes som D3/D200 sættet af leve sig ind i musikken for at finde den mest loyale præsentation.

Konklusion

Denne integrerede forstærker er utrolig inspirerende. Den lever sig ind i kildematerialet, den er yderst neutral, men samtidig bliver den på intet tidspunkt monitoragtig eller klinisk i sin tilgang.

DI 150 har præcis det, der skal til for at distancere sig fra resten af integrerede forstærkere – nærmest uanset pris. Den har lige den ekstra kraft, den har lige de ekstra evner til at holde sammen på ekstreme lydbilleder, den har lige det, der skal til på det tredimensionale område, og så er den forbandet musikalsk.

60.000 kroner er mange penge, men her får du en amp, du bare bliver gladere og gladere for hver gang du lægger en ny CD i skuffen. Og så kan den endda puste liv i småsløve højttalere – billige såvel som hundedyre.

Du skylder dig selv en oplevelse: Prøv den NU !!

HIFI4ALL.DK siger: TOPKLASSE

Tech Spec:
Se www.gamutaudio.com

Pris:  ca. 60.000,-

Producent og dansk distributør:

GamuT International A/S
Østerled 28
4300 Holbæk
Tlf.:  (+45) 70 20 22 68


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.