Her er du: Anmeldelser - Dali Helicon 300 - En oplagt mulighed !! 24. marts 2017 | 16:49   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Dali Helicon 300 - En oplagt mulighed !!
Anmeldelse af: Bruno Barcelli - Fotos: Dali & BB  [23.04.2004] Print testen
Så kom det foreløbige sidste skud på Helicon stammen. Dali Helicon 300 er en standerhøjttaler, som fortsætter lydfilosofien efter de store brødre i både Euphonia- og Helicon serien.

Med Helicon seriens model 400, tog Dali hul på en spændende udvikling, som i korthed gik ud på at overføre de dyre erfaringer fra Euphonia serien til et mere prisbilligt segment, men under forudsætning af, at de basale kvaliteter skulle bevares. De, der har indgående kendskab til klangen fra Euphonia serien og Helicon 400 vil vide, at det lykkedes. Kort tid efter kom flagskibet, Helicon 800 på scenen og satte sig tungt på de øverste trin i klassen lige under 20.000 kroner. Herefter gik det slag i slag med introduktionen af centerhøjttaler, subwoofer og on-wall baghøjttalere – alle med klare fælles akustiske egenskaber.

Hermed skulle man mene, at serien var komplet, men nej… Der manglede lige et seriøst bud på en standerhøjttaler, som dels skulle afslutte prisklasserne for fronthøjttalere nedadtil, men også tilgodese de entusiaster, der ønsker et seriøst hjemmebif setup med baghøjttalere i den gode mellemklasse. Svaret på disse krav hedder Helicon 300.

Helicon 300 er sammensat af særligt afstemte enheder, som har baggrund i den øvrige Helicon serie. Lettest er det at se, at det kombinerede diskantmodul er det samme som i 400 og 800 med en domediskant, som i den sidste oktav assisteres at et bånd. Bunden varetages af en 6½” enheden, som ligeledes har en assistent – nemlig en velafstemt port på bagsiden. Systemresonansen er ifølge sat til ca. 34 Hz.

Helicon 300 er en ualmindelig lækker højttaler, som i testudgaven kom i et klar pianolakering over kirsebærtræsfiner. Kabinettet holder de samme buede former, som 400 og 800 højttalerne, hvilket ud over et lækkert design reducerer resonanser.
Bagsiden er udstyret med glimrende terminaler til biwiring / biamping, der kan holde langt de fleste termineringstyper. Den store basport er nydeligt integreret og samlet er der tale om en særdeles helstøbt højttaler. Alligevel er det lykkedes at holde vægten nede på ca. 10 kg pr højttaler, hvilket gør den nem at håndtere.

Vi har haft besøg af Helicon 300 i godt en måned og var desuden så heldige, at modellerne allerede var tilspillede ved ankomsten. I den periode har vi haft et særdeles righoldigt udvalg af udstyr og kabler forbi, så de små 300’ere virkelig kunne få lov at vise, hvad de duede til. Blandt de mange produkter var også TacT RCS 2.2 forforstærker med rumkorrektion, som gav nogle interessante timer sammen med Helicon 300. Også på kabelfronten kunne vi forkæle højttalerne med snore fra vores high-end test, som du kan finde andetsteds på disse sider. Endelig fik de plads i både surround- som stereoopsætningen.

Black Angel med Savage Rose, som jeg ikke kan undlade at rose i hver eneste anmeldelse, var første skive i maskinen, og allerede i nummere ”What Do You Do Now”  kommer du i tvivl om der skulle være en lille indbygget sub i de små 300. Den dybe og snerrende bas i nummeret er umiskendelig nedarvet fra de større modeller og Euphonia serien. Den er både dyb, hurtig og velopløst og vidner om et velafstemt portsystem, som du dog nødvendigvis skal tage behørigt hensyn til, når du stiller højttalerne op. De skal have rimelig luft til bagvæggen – vi endte med en afstand på 45 cm i stereoopstillingen. Kommer de længere fra væggen, kan jeg forestille mig, at niveauet i de dybeste oktaver godt blive en anelse spagt sammenlignet med den initiale oplevelse. I vores lytterum er der en kendt forstærkning ved 39 Hz, som kommer mindre højttalere til gode nærmest uanset placering.  Afstanden til sidevæggene har vi ikke eksperimenteret med, da der i vores setup er 1,5 meter til nærmeste sidevæg.

Den dybe, rene bas burde være rigeligt til at holde den relativt lille 6½” enhed beskæftiget, men selv om delefrekvensen ligger helt op på 3400 Hz, har enheden rigeligt overskud til at varetage en engageret og slagkraftig mellemtonegengivelse, der hænger pænt sammen med det solide fundament. Selv om de øvre registre hænger fint sammen med niveauerne i mellemtone og bund, er højttaleren klangligt placeret blandt de varme.

Anisettes stemme står med mange af sine vidunderlige detaljer flot placeret i det let genkendelige lydbillede, der er meget præcist – faktisk en anelse mere præcist i visse sammenhænge end de oplevelser, jeg har haft med Helicon 800. Det er der dog ikke noget nyt eller odiøst i, da højttalere med mindre afstand mellem enhederne besidder potentialet til virkelig fremragende pin-point placering af instrumenter og stemmer i lydbilledet. Den høje præcision betyder dog samtidig, at den samlede bredde, højde og dybde i lydbilledet ikke er helt på højde med de storebrødre, Helicon serien har som forbillede, men det vil også være et urimeligt krav.

Den udprægede varme i klangen betyder, at højttaleren har en tendens til en mild grad af behagesyge, som gør oplevelsen meget rar, mens monitorpurister sandsynligvis vil rynke lidt på næsen. Personligt har jeg absolut intet imod rar og behagelig lyd, specielt ikke i de tilfælde, hvor den samlede oplevelse både er musikalsk og besidder god reproduktion af koncertsalen sammen med god detaljering af de mindste informationer.

Netop disse egenskaber er kendetegnet for Helicon 300. Savage Rose’s ubeskrivelige letflydende univers af højfrekvente detaljer er en liese for ører såvel som sjæl. Bånddiskanten, som arbejder over 13 kHz giver virkelig luft mellem overtonerne og bidrager i kraft af sine detaljeringsevner og spillestil til både den behagelige som den detaljerede oplevelse. Kun ved niveauer, der sætter det samlede system på en alvorlig prøvelse, sporer du en smule ubalance mellem niveauerne op igennem frekvensområdet – spørgsmålet er måske, om det er enhederne eller ørerne, der starter med at komprimere først…

Mozarts klaverkoncert No 21 på Deutche Grammophon er en glimrende optagelse, der kan fortælle en hel del om dit anlægs evne til at håndtere transienter i det kritiske mellemtoneområde. Samtidig er flyglet så rigt på overtoner, der som bekendt er afgørende for oplevelsen af instrumenternes særlige klangegenskaber. Jo mere præcist overtonerne reproduceres, jo større chance har du for at skelne det ene instrument fra andet – også selv om det er to flygler, violiner osv. Selv om Helicon 300 lægger sig langt frem i denne disciplin sammenlignet med markedets øvrige højttalere i 8000 kroners klassen, er der stadig stor forskel på, at være den, der skal give arven videre og den, der skal arve…. Med det mener jeg, at Euphonia serien giver kendere mulighed for eksempelvis at lytte til hver enkelt violin i orkesteret, mens Helicon 300 må nøjes med at samle violingruppen til en (nuanceret ganske vist) stemme i det samlede orkester. Igen er det ikke usædvanligt for prisklassen, men den varme tendens øger i denne sammenhæng ikke denne særlige detaljeringsøvelse. Det er lige præcis her, at de føromtalte monitorpurister vil finde andre alternativer.

Når det kommer til at genskabe gode oplevelser i din stue, er Helicon 300 dog særdeles velegnet til stort set alle musikgenrer. Musikken hænger nemlig rigtig godt sammen og højttalerne er vældig gode til at fjerne fokus fra det analytiske til den samlede musikalske oplevelse. Live-optagelser af vellykkede koncerter emmer af stemning nærmest ligegyldigt hvilken lydkvalitet, der er på skiven. Jimi Hendix’ ”Band of Gypsys” damper simpelthen fra start til slut.

For at få det bedste udbytte af Helicon 300 bør du nødvendigvis finde en god stander til højttalerne. Du ved det sikkert allerede, men alligevel: De må IKKE placeres i reoler, op ad bagvæggen eller hænges op nogen steder.

Konklusion

Her har du en højttaler, der til en beskeden pris medtager en meget lang række af gode kvaliteter fra de hundedyre brødre i Euphonia serien. Helicon 300 har vægten lagt på at henføre dig i musikalitet, ikke stille musikkens enkelte aspekter for en undersøgelsesdommer med samme nidkærhed som en emsig skatterevisor. Spille stilen er dog alligevel både nærværende og detaljeret og sammen med et eksklusivt design, er Helicon 300 samlet set et stærkt bud i klassen under 8000 kroner, som du er nødt til at lægge øjne og ører til, hvis det er i dette område, din næste højttalerinvestering kommer til at ligge.

Pris: 7995,- / stk

Tech Spec

For yderligere information, kontakt:
Hi-Fi Klubben Online
Mølbakvej 4
8520 Lystrup
Tlf.: +45 7010 4434
Mail: [email protected]
Web: www.hifiklubben.dk 

 

Nye anmeldelser
På med vinylen 12
05.03.2017
På med CD’en 3
28.01.2017
Belles Aria
27.12.2016
Vincent SA-T7
19.11.2016
På med vinylen 11
11.10.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Denon Heos AVR
23.03.2017
Auralic Polaris
15.03.2017
Chord Electronics tilbage i DK
04.03.2017
Audio Classic SE 6C33-9
21.02.2017
Oppo Sonica DAC
20.02.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes