Her er du: Anmeldelser - Vienna Acoustics Strauss under lup ! 30. marts 2017 | 14:41   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Vienna Acoustics Strauss under lup !
Anmeldelse af: Ronni Pedersen  [07.05.2004] Print testen
Alene navnet Vienna Acoustics signalerer klasse, og det er da også navnet på et højt estimeret højttalermærke, hvor udgangspunktet i allerhøjeste grad er musik for musikkens skyld.

Vienna Acoustics hører til i Østrig, og lancerede deres første højttalerserie i 1989, med stor opmærksomhed til følge. Kvalitetsmæssigt lå de i topklasse og høstede megen ros for deres behagelige og musikalske indgangsvinkel. Denne stil har de holdt indtil nu, og mærket nyder høj status hos highend elskere verden over. Baggrunden for det musikalske islæt er ganske enkelt passion for musikken og inspirationen hentet i mange af de forskellige steder hvor man kan opleve musik, hvilket spænder over alt fra caféoplevelser til store symfoniorkestre.

Gennem tiden har Vienna prøvet en del ting i musikkens tjeneste, og i 1992 lancerede de en rørforstærker, Cubus hvilken var en KT-88 triode-spille på 2x30 watt, som supplement til højttaler-serierne, men fokus blev alligevel rettet mod højttalerne og målene de ville opnå, så projektet blev skrinlagt, og Vienna Acoustics er i dag udelukkende højttalerproducent med fokus på maksimal value-for-money. Høj kvalitet hele vejen igennem lige fra kabinet finish til valg af enheder er kendetegnet for Vienna i dag, og mærket er nu repræsenteret i Danmark til stor fornøjelse for entusiasterne.

Vienna Acoustics har et tæt samarbejde med Scanspeak, hvor deres enheder bliver finpudset til nøjagtigt de specifikationer, som Vienna ønsker, at de skal opfylde. Komponentvalget er derfor udelukkende i nogle af de bedste enheder der kan købes for penge hos bl.a. Scanspeak. Vienna har blandt andet selv været med i udviklingen af deres XXP-enheder, som produceres i samarbejde med SEAS, og som f.eks. kan findes i den lidt mindre Beethoven, hvor selve membranen er en såkaldt Spider-cone, som ved hjælp at et specielt udviklet materiale, der bliver produceret hos Vienna selv og kan frembringe mere bas end hidtil med en 7” enhed. Folk der har hørt Beethoven vil vide nøjagtigt, hvad der menes her.

Kabinetdesignet er en anden ting der er stort fokus på hos Vienna. Gode enheder spiller ikke tilpas, hvis ikke omgivelserne er gode, og Vienna fokuserer derfor på et kabinetdesign, der er tilpasset enhedernes opførsel og ikke omvendt. Massive kabinetstykkelser forhindrer unødvendige vibrationer i at forplante sig, og samtidig er en altødelæggende ting som stående bølger stort set elimineret i form af kabinetter, der på topmodellerne skråner bagud. Kabinetterne er samtidig smalt designet for at forhindre så mange refleksioner som muligt. Timealignment er ligeledes et af nøgle-punkterne hos Vienna.

Finishen er nøje udvalgt for nøjagtigt at give det kvalitative indtryk, der gør at netop deres højttalere skiller sig ud. Specielle krav til f.eks. kontrasten i træet, gør at kun 3-5% af al den finér, der bliver betragtet, helt reelt er brugbart i deres produktion. Dette er måske for nogle ekstremt, men hvis kvaliteten skal være second-to-none, så er det naturligvis den eneste måde.

I denne omgang er det derfor en af deres efterhånden helt store klassikere, Strauss, der er blevet prøvet af, for at se om den lever op til dens fornemme ry.

Selve højttaleren.

Vassagohifi, som er den danske importør, leverede selv højttalerne, og det var med en smule forundring at de store højttalere blev placeret i stuen. I forvejen stod Meadowlark Nighthawk plantet solidt, så rummet var efterhånden godt udnyttet. Problemet med at have flere højttalere stående er ikke stort, men når de kommer op på størrelse med de klepperter her, begynder det at syne af noget.

Strauss står, når spikes er monteret, med en imponerende højde på 126 cm, men selv om den rager godt i vejret, er den pga. det smalle kabinet ikke voldsom at se på. Placeringsmæssigt viste de sig heller ikke at være problematiske selv med bass-systemet i baghovedet. Den optimale placering blev dog, på baggrund af en lytterumsberegning, sat til en afstand på 118 cm til det akustiske centrum, 124 cm til den ene sidevæg og 176 cm til den anden. Afstanden fra sweet spot var 332 cm og afstanden mellem højttalerne var 3 meter. Den optimale placering viste sig samtidig at være med de sidevendte bass-enheder væk fra hinanden, men mere om det om lidt.

Strauss er i enhver henseende en utrolig elegant sag at betragte. Kun sidevejs lægger man mærke til at der faktisk er tale om en stor højttaler med et fodaftryk på næsten 50 cm pga det skrånende kabinet. Hver højttaler vejer 55 kg / stk, og det er der en væsentlig grund til bl.a. i form af en front- og bagbaffel på mere end 50 mm. Alt sammen konstrueret til enhedernes ve og vel. Selve testeksemplarerne stod i mahogni lakeret i en satin lak, og for at være ærlig – det er overall den flotteste finish, jeg har set på en højttaler uanset pris. Der er ingen samlinger at spotte på finéren overhovedet – vidste man ikke bedre ville man tro at højttaleren var fræset ud af en massiv blok af træ. Samtidig er finéren parret højttalerne imellem, så udover at de er spejlvendte, så er de identiske at se på – virkelig lækkert.

Tilslutningerne varetages af nogle kraftige terminaler, som tager næsten alt hvad man kan finde på at tilslutte med, og samtidig er de så store, at man kan få et godt greb om dem, hvis f.eks. spader skal strammes til. Eneste problem var nogle af spaderne på et par kabler i testen, som var lige nøjagtigt for smalle til at de kunne bruges, men det er bare et spørgsmål om at spadevalget bliver gjort med de bredeste typer. Tilslutningen er ikke bi-wiring – på lige fod med f.eks. Dynaudio mener Vienna ikke, at det er en fordel. Vienna mener, at det er bedre at have et solidt punkt til lyden end at dele det, så signalet er leveret gennem flere punkter. Umiddelbart under terminalerne finder man en knap, hvor det er muligt at regulere diskanten. I nogle tilfælde, afhængigt af omgivelserne, materialet og grejet bag, kan diskanten blive lidt spids, men det kan man regulere her, så man lettere kan integrere højttaleren. Der er tale om en knap som enten er i neutral eller dæmper med ganske få dB, og altså ikke et drejepotmeter. Vienna kunne dog have gjort den lidt lettere tilgængelig, idet man skal have fat i en relativt spids genstand for at komme ind og prikke til knappen.

Delefilteret er lokaliseret på den anden side af akrylpladen hvor terminalerne er monteret. Selve akryl-pladen er valgt med det formål at afkoble delefilteret, så man har valgt at lægge silikone mellem delefilteret og selve pladen, så det er afkoblet bedst muligt. Resultatet skulle bl.a. give bedre klarhed i stemmeregiet.
Selve delefilteret er konstrueret udelukkende af topklasseprodukter, der nøje er udvalgt efter Vienna´s krav, og det meste er lavet in-house. Blandt andet har man udviklet en speciel robot til at vikle spolerne, således at man kan holde tolerancerne så lave som 0,7%. Delefilteret er konstrueret med så få komponenter som muligt for at have så lidt som muligt til at påvirke lyden, og samtlige komponenter er derfor udmålt ned til mindste afvigelse – kun det bedste får lov at indgå i produktionen.

Selve højttaleren er, ifølge Vienna Acoustics, en 2-vejs konstruktion (selvom den er opgivet i specs som 3-vejs) med et integreret sub-modul. Dette modul varetager alle frekvenser under 70 Hz og går så langt ned som til 27 Hz, hvilket både kan høres og mærkes.

Valget af enheder er ikke tilfældigt – kun det bedste er godt nok. Samtlige enheder er derfor matchede sæt fra Scanspeak, og diskanten er en kraftig modificeret standardenhed som bl.a. rummer et tredobbelt neodymium magnetsystem og ventileret bagkammer for at forhindre kompression. Selve membranen er af silikonebelagt silke, og er en naturligt medvirkende faktor til den luftige gengivelse.

Bas / melllemtoneenhederne er heller ikke tilfældigt valg. Scanspeak´s 7” driver med en membran af lufttørret papir og kulfibre går stadig i dag for at være en af de absolut bedste, der kan opdrives. Selve magnetsystemet vejer omkring 2,5 kilo og borger for overlegen kontrol selv ved kraftige udladninger. Selve chassiset er støbt hvilket naturligvis giver den fornødne stabilitet når der spilles højt. I Strauss er der to af disse enheder monteret – den øverste varetager udelukkende mellemtone området, mens den nederste først kommer med efterhånden, som frekvensen falder og dermed varetager overgangen mellem nedre mellemtone og overgangen i basområdet fra denne enhed og ned til subdelen. Denne prioritering er gjort for at sikre maksimal kontrol over alle de lave frekvenser.

Den side-monterede 11” Scanspeak basenhed er modificeret ligeledes til Viennas krav, og den er konstruktionsmæssigt opbygget på samme måde som de to 7” enheder. Modifikationen består kraftigere svingspole med længere vandring. Chassiset er ligeledes støbt for maksimal stivhed, og ophænget er på lige fod med 7” enhederne af gummi med fokus på så lidt tab som muligt. Selve subdelen træder ind ved 70 Hz og varetager alt ned til 27 Hz.

Det imponerende ved Strauss er samtidig at samtlige enheder er magnetisk afskærmede – en fornem feature som gør det muligt at placere højttalerne tæt op ad andre elektroniske ting som f.eks. et tv i et hjemmebiffen. Sådan skal det gøres.

Hele herligheden er placeret på en flot forarbejdet fod, hvor man har mulighed for at montere højttaleren på både tre og fire spikes. Det optimale er på tre spikes pga. vægtfordelingen og overførsel af energien fra kabinettet, men har man f.eks. små børn til at rende rundt, er det en god ide at placere Strauss på 4 spikes. Pga. det smalle kabinet er balancen ikke overvældende god, så man skal lige være lidt varsom. Vienna leverer i øvrigt rondeller med, så man behøver ikke være betænkelig over sit trægulv når der skal købes et sæt Strauss.
Strauss er i øvrigt monteret med frontstof, men det blev dog skippet under testen pga. en svag gardineffekt.

Lyden.

Efter en del flytteri og opmåling kom de store højttalere endelig på plads, og for en gangs skyld var der ingen smarte kommentarer fra husets krigsminister, så hun har forhåbentlig opgivet og indset, at det er en håbløs mission. Meningerne omkring designet kan slet ikke kommenteres – det er fornem klasse i en fornem finish. Efter at højttalerne blev sat til og systemet kom i omdrejninger, var det ikke med fordomme af nogen som helst art, både fordi at jeg ikke på forhånd kendte højttalerne, men også fordi jeg i forvejen havde læst alt hvad der var skrevet om dem.

Reaktionen kom dog prompte mellem den første tilhører, der var forbi og kigge de længe ventede højttalere, og jeg selv var identisk ”Det er sgu godt det her”. Efterhånden som musikken kom i gang, var der bare en lind strøm af lutter vellyd. Det er altid skønt med en overraskelse af de store, og musikken strømmede bare ud af Strauss med en overlegen behagelighed og afslappethed, som jeg ikke har hørt på andre højttalere i prisklassen. Strauss er så rolig og afbalanceret at selv ved høj volumen træder stress-faktoren ikke ind bare et splitsekund. Uanset hvor meget man fyrer den i vejret, spiser den det med velbehag og bliver aldrig ubehagelig eller ukontrolleret.

Diskanten fremstår meget fri og behagelig, men tendensen med at stikke lidt af kom til tider. Der gik et par dage inden jeg blev gjort opmærksom på at man kunne regulere den, og efter det blev gjort, var det problem løst – desværre havde jeg kun et par dage efter at jeg fandt justeringen til at køre turen gennem møllen igen, men det fik udredt de ting jeg havde sat spørgsmålstegn ved. Skulle den endelig stikke efter justeringen, kunne jeg godt mistænke den for ikke at være helt tilspillet. På trods af at Vienna kun anbefaler 100 timer på deres højttalere, er det ikke ukendt at Scanspeak enheder skal have mellem 300 og 500 timer før de giver fuld valuta for pengene, og ifølge importøren havde de ikke fået så mange timer, så det kunne ikke udelukkes. Desuden er der det faktum at alle dome-diskanter kan presses til at stikke lidt af når niveauet bliver tilpas højt – det er svært at komme udenom, og jeg har personligt ikke hørt en dome som ikke bliver hidsig i en eller anden facon hvis man giver den gas.

I hele spekteret får man serveret en overflod af overtoner og detaljeringsevnen er virkelig i særklasse. Ved første lyt er Strauss lidt mørk i klangen, men ved nærlytning er det alligevel slet ikke tilfældet. Det er ganske enkelt bare balancen i systemet, der gør at fokus bliver lagt helt andre steder pga. den afslappede gengivelse.

I mellemtone-området er der vitterligt langt imellem noget der er så godt og ”naturligt” som på Strauss. Stemmer står med forbilledlig varme og klang, som man skal lede længe efter selv i denne prisklasse – nuanceringen er i top helt fra det nederte på stemmebåndet, over vandringen af bevægelserne i stemmebåndet og struben og helt op i det højeste leje, og alt sammen uden nogensinde at blive anstrengende. Sang og tale er let forståeligt, og selv når f.eks. Celine Dion går helt op i limningen på f.eks. nummeret ”All by myself” fra den i øvrigt fremragende plade ”Falling into you” bliver hun på intet tidspunkt presserende at høre på, og selv da orkesteret går løs, følger Strauss pænt med i et enormt stort lydbillede hvor det hele gengives med en overlegen kontrol og masser af saft, kraft og følelse. Hele lydbilledet er næsten uendeligt dybt, og alligevel er det hele nærværende og ganske interessant.

Lydbilledet bliver demonstreret på fornemste vis på Mozarts 40. symfoni, som viste sig at være en af Strauss´ specialiteter, og jeg fik endnu engang demonstreret Strauss´ overlegne autoritet. Man har nemt følingen med orkestret, og kan pinpointe musikerne med næsten nøjagtig placering. Violiner står klart ned til mindste detalje, og man kan tydeligt høre at en violin ikke nødvendigvis er behagelig at høre på, når den kommer op i de øverste frekvenser.

Claptons ”Unplugged” var naturligvis endnu en gang med i løjerne, og det gav vitterligt en ”ud-af-huset”-oplevelse, for mens den spillede sad jeg ikke hjemme, men tværtimod ovre i MTV´s studier under hele koncerten. Nærværende, musikalsk og nuanceret er de 3 ord der bedst beskriver oplevelsen, kombineret med en glimrende timing – helt ned til den stille summen fra det rørgrej, der er blandt musikernes udstyr, havde jeg en fornemmelse af at være tilstede og opleve det hele.
Mr. Slowhand sad præcist placeret ud for mig en anelse til venstre. Guitaren lyder som en guitar med alle overtoner og detaljer, og hans fodstamp kunne næsten mærkes i gulvet.

Noget af det der imponerede mest under testen var den tonale balance. Det er skønt hvordan man under f.eks. et stort orkesterværk kan følge samtlige instrumenter køre gennem hele spekteret af frekvenser uden at der er nogle områder der stikker af eller bliver glemt. På Strauss er det let både at fokusere på stemmegengivelsen, samtidig med at man henleder opmærksomheden på et enkelt eller samtlige instrumenter i baggrunden – på intet tidspunkt roder det sammen.

Som altid skal Strauss, på lige fod med alt andet grej, også have en gang hård rock. QueensRÿche og Dream Theater fik æren, og også her blev jeg overrasket. Strauss spiller med fornem kontrol og overblik, og samtidig er Strauss detaljeret på en måde der gør at alle områder bliver fremhævet lige meget. Sammenlignet med mange andre højttalere, hører man klart og tydeligt hvad der sker både mellem musikerne og i baggrunden. Dette kan Roger Waters ”Amused to Death” også tydeligt vise – pladen er slidt op i testsammenhæng, men den kan demonstrere nogle ting, som det er svært at finde på andre plader og jo mere man lytter til den, des mere lægger man mærke til både  forgrunden og baggrunden. Samtidig får man et indtryk af hvor stort et soundstage, der er på Strauss – med den rette placering med en smule vinkling får man et lydbillede der omslutter lytteren.

Selvom basrefleksporten er bagudvendt, blev det aldrig et problem – med den optimale placering som omtalt i toppen af teksten blev afstande på helt ned til 35 cm til bagvæggen imponerende nok aldrig et problem, om end bassen naturligvis blev mere voldsom.
Hele affæren omkring selve sub-modulet, som jeg havde skelet en smule til i starten, er fornemt integreret. Mange konkurrenter med lignende løsninger har god grund til at være misundelige på resultatet, for ikke mange er sluppet så godt fra det som Vienna. Selv opnåede jeg bedst resultat med at vende basserne fra hinanden.

Strauss var kommet i glimrende omgivelser med en Pathos forstærker og Luxman cd. Bassen fremstod med en imponerende timing og et virkeligt solidt punch. Der var aldrig tendens til bulderbas, men bare ren kontrol og en meget ”mørk” bas, som rækker næsten ufatteligt dybt. Når musikken er nede at rode rundt i maveregionen  fungerer det, og det var så absolut tilfældet på Strauss. Der var slet ingen tvivl om at Pathos og Strauss gik godt i spænd sammen – Pathos er så kraftigt dimensioneret, at den ikke havde de mindste problemer med at håndtere Strauss, og alt i alt var det en meget intens oplevelse.

Som altid er der dog intet der er perfekt, og der var da også en detalje som som jeg kunne pege på ved Strauss, nemlig overgangen mellem 7” bassen og selve sub-delen. Selvom det lød fremragende, savnede jeg alligevel lidt nuancering i området mellem nedre mellemtone og øvre basområde. Det kunne f.eks. høres ved gengivelsen af store trommer, congas osv. Jeg kunne tænke mig lidt mere detaljering. Hvor slaget på trommen stille og roligt ruller af og munder ud i vibrationerne på skindet, slutter Strauss af med et mere distinkt ”Bom” for så at blive stille. Det er dog ikke så voldsomt et kritikpunkt, da langt fra alle indspilninger viser eller kan vise netop dette punkt, og samtidig kan man muligvis eksperimentere lidt mere med opstillingen – der er ingen tvivl om at et rum på 45 kvm. i stedet for mine 25 ville gavne, og jeg kunne såmænd godt have brugt mere tid sammen med højttalerne, men desværre som med alt andet skulle de retur igen.

Konklusion.

Men alt i alt er der en god oplevelse i vente for folk der overvejer at købe denne model fra Vienna Acoustics. Det er en aldeles glimrende højttaler, der borger for lige nøjagtigt den helt rigtige indgangsvinkel til en musikalsk og engagerende gengivelse af kildematerialet. Den spiller med en fornem autoritet, og er så afbalanceret og behagelig at omgås og ikke mindst at lytte til, at man pr. automatik slapper af til musikken når de spiller.

Der er naturligvis mange om buddet, men der er ikke mange, der er ligeså opløftende og engagerende som Strauss og alene den suveræne mellemtone fører Strauss til tops blandt meget få andre reelle konkurrenter.

Tekniske specifikationer:

  • Konstruktion: 3-vejs med integreret sub-modul
  • Frekvens respons: 27 – 30.000 Hz
  • Følsomhed : 90 dB
  • Nominel Impedans: 4 ohm
  • Anbefalet effekt: 50 – 400 watt
  • Vægt: 55 kg/stk
  • Mål: 194 B x 1160 H x 426 D (uden den integrerede fod)
  • Farver: Bøg, Mahogni og sort

Vejl. Pris 24.500,00 kr / stk. uanset farve

Forhandler / importør:

Vassagohifi.com

Web: www.vassagohifi.com

Mail : [email protected]

Anvendt udstyr i testen.

  • Pathos Logos
  • Luxman D-600s
  • Meadowlark Nighthawk
  • kabler fra Gamut og JPS-labs
Nye anmeldelser
På med vinylen 12
05.03.2017
På med CD’en 3
28.01.2017
Belles Aria
27.12.2016
Vincent SA-T7
19.11.2016
På med vinylen 11
11.10.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Denon Heos AVR
23.03.2017
Auralic Polaris
15.03.2017
Chord Electronics tilbage i DK
04.03.2017
Audio Classic SE 6C33-9
21.02.2017
Oppo Sonica DAC
20.02.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes