Her er du: Anmeldelser - På kanten af teknologierne: Linn Unidisk 2.1 26. maj 2017 | 03:52   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


På kanten af teknologierne: Linn Unidisk 2.1
Anmeldelse af: Bruno Barcelli - Fotos: Bruno Barcelli  [25.12.2003] Print testen
I januar kan du vinde en Linn Unidisk 2.1 multiafspiller til 53.000 kroner. Redaktøren har haft den til test i hele december og lover, at vinderen får en helt fantastisk maskine.

Skotske Linn har kreeret en maskine, der er fuldstændig ligeglad med, hvilken disk, du hælder i den, så spiller den bare. Mød Linn Unidisk 2.1 til 53.000 kroner, som HIFI4ALL.DK i samarbejde med Linn Danmark sætter på højkant i januar 2004.

Som så mange andre entusiastfirmaer  blev også skotske Linn grundlagt af en entusiast, der mente han kunne gøre tingene bedre end andre på daværende tidspunkt. I 1972 grundlagde Ivor Tiefenbaum Linn. Virksomhedens første produkt kan bestemt ikke fremmed for hifi-entusiaster. Det var nemlig den legendariske Linn Sondek LP 12, der dannede skole for grammofoner.  Siden da er det gået støt fremad, så Linns mange produkter nu kan fås i 30 lande, som nu dækker både stereoudstyr, højttalere og surround. I 1994 kom Knekt systemet, som startede Linns æra som systemleverandør i højere grad end tidligere.
Gennem tiden har Linn taget flere og flere produktionsfelter inhouse og står i dag som ét af de firmaer, der producerer flest af deres egne råvarer til produkterne. Ud over produktion af isenkram har Linn også sit eget pladeselskab, der fremstiller disks i forskellige formater, men alle med særdeles høj lydkvalitet. Vi havde en række af disse udgivelser til rådighed under testen.

Unidisk 2.1 er et nyt produkt, der bygger på erfaringerne fra Unidisk 1.1, som i øvrigt stadig er på markedet. Målet med 2.1 var, at frembringe en multiafspiller, der klarer alle dagens formater i referenceklassen. Jeg kan med det samme sige, at det på en række punkter er lykkedes. Én af hemmelighederne er Linns Silverdisk Engine, som er en universel dekoder til en lang række formater. Unidisk 2.1 tager sig således af SACD, DVD-Audio, DVD-Video, VCD, SVCD, Data disks med MP3 og JPEG filer, CD, CD-R, CD-RW, DVD-R, DVD-RW og DVD +RW. De analoge og digitale udgange understøtter alle de gængse lydformater til hjemmebiografen. Efter flere ugers gæstevisit i begge HIFI4ALL.DKs labs, kan jeg kun bifalde ideen om en ægte multiafspiller. Det er ganske enkelt befriende bare at kunne hive disks ned fra hylderne uden at spekulere over hvilke lydformater, de er udstyret med. Vælger du at benytte Unidisk 2.1 i et stereo system, kan du via afspillerens setup få multikanalsporene mixet ned til to kanaler.  Alt dette repræsenterer er en udvikling, vi kun kan bifalde på det kraftigste.
På billedsiden understøttes naturligvis både PAL og NTSC i US / World. Det samme gælder billedformaterne 4:3 ( også i  pan scan), 16:9 og letterbox.  Endelig tilbyder Unidisk 2.1  progressive scan.

Det er bestemt ikke hverdagskost, at en afspiller til 50.000,- vejer mindre end 5 kg, men det er altså tilfældet her. Unidisk 2.1  er en meget stilig udseende afspiller i gråt alu-look med et 128 x 32 display lige under det centermonterede løbeværk, som er særdeles lækkert lavet og arbejder rigtig godt. Toppladen, som er en del af et lidt for let integreret ”karosseri,  sidder på testmodellen dog lidt løst på og knirker ved berøring. Displayet er diskret - faktisk alt for diskret. Selv om det er muligt at ændre lysstyrken, er det svært at aflæse noget som helst med mindre du er tæt på afspilleren. Centermodulet har symmetrisk placerede knapper til de grundlæggende funktioner, resten findes på den medfølgende remote, der både er tung og lækkert udført i slagfast plast. I en dunkel hjemmebio savner jeg dog muligheden for lys i remoten, da den er udstyret til at kunne varetage et komplet anlæg og derfor har ret mange, tætplacerede knapper. En anden besynderlighed er, at selv om remoten har en ”Power” knap, kan du ikke sætte Unidisk 2.1  på standby, når den arbejder som stand-alone maskine. Lidt et flop, da maskinen bliver temmelig varm – også når den ikke spiller – og dermed brænder en del energi af.

Bagsiden er pænt udstyret og understøtter en del eksotiske tilslutningsmuligheder. Her finder du

5.1 out med  2 sæt front out,  m. hhv. RCA og XLR
Digital Toslink out
SPDIF BNC out
Scart out
BNC med progressive scan eller YPrPb
2 stk SVHS out
2 x composite out
DVi / HDCp

Læg mærke til, at der ikke findes noget så almindeligt som en coaxial digital udgang med RCA-stik, selv om det er blevet een af de mest benyttede standarder. Besynderligt !!
Endelig er der RCA stik til Linns RC5 system (Knekt) samt RS232 in/out til flash uploads.
Mon ikke du skulle være dækket ind uanset hvilke enheder, du ellers har udstyret dig med.

Setup

Fra den danske importør fik vi et par sæt Linn Silver kabler med, selv om de medfølgende kabler er langt bedre end de kabler, man normalt bliver belastet med som standard. Faktisk repræsenterer standardkablerne til Unidisk 2.1 en værdi på ca.  600 kroner, mens Linn Silver kablerne ligger omkring 2500 kroner. Vi gennemførte dog testen med vore kendte og fuldstændig transparente Analysis Plus Golden Oval, som vi havde til rådighed i både single-ended og balanceret udgave. Retfærdigvis skal det understreges, at du kan få 8 sæt Linn Silver for et enkelt sæt Analysis Plus Golden Oval…. De to sæt RCA udgange på Unidisk 2.1  tillader umiddelbar A/B-test af liniekabler, hvilket vi fik stor glæde af. Resten af setup’et var som vanligt den herlige Bryston forforstærker, GamuT D200, Analysis Plus Silver Oval højttalerkabler i triwiring. Strømmen blev leveret jordet gennem Synthesis Audio Flos filteret, som du kan læse en test af her på HIFI4ALL.DK, mens strømkablerne var Analysis plus Power Oval. Endnu en gang havde vi fornøjelsen af at kunne benytte Dali Euphonia MS5, Dali Minuet, System Audio 1280 Mk II, System Audio 1270 samt DLS R55. Centerhøjttalerne var fra DLS og Gradient.  Alle højttalerne minus Gradient kan du finde tests af her på HIFI4ALL.DK.
På softwaresiden lyttede vi til B&W’s testdisk Vol 1, Terry Evans: ”Blues for Thought” i en 24 bit / 96 KHz udgave, Claire Martin på Linns eget forlag i SACD, Santanas ”Shaman”, John Lee Hookers Mr Lucky i 24/96, Linns Sound of Love på SACD, Savage Rose’ mesterværk Black Angel, alle CD’ere fra Dream Theater, Gerard Presencers The Optimist fra Linn på SACD, samt en uendelig række af udvalgte klassiske CD’ere, heraf flere i 24/96. På billedsiden benyttede vi flittigt serien af demo- og test DVDerne fra DTS, et udvalg fra Star Wars, Ringenes Herre, X-Men, Gladiator, Saving Private Ryan samt (igen) en lang række af fremragende koncerter inden for alle genrer.

CD

Den korte version er, at Unidisk 2.1 klarer de mange formater på en skala, der kun går fra ”særdeles god” til ”helt forrygende”. Den mindre korte starter med den regulære CD-gengivelse, som aldrig nogensinde kan beskyldes for aggressivitet. Du får her en helstøbt gengivelse, som bedst kan karakteriseres, som en anelse tilbagelænet forstået positivt. Bunden står fast og meget luftig med glimrende kontrol og udmærket dynamik. Én af de egenskaber, der gør Unidisk 2.1 rigtig god til CD-afspilning er det fremragende mellemtoneområde, hvor hovedparten af instrumenter og stemmer har deres naturlige grundtoneområde. Du får en virkelig realistisk reproduktion af dette område – ikke bare hvad angår god opløsning, dynamik og perspektiv, men det er især her, at timingen og den rytmiske indlevelse er i særklasse god. Når det øvrige udstyr også har fremtagende, musikalsk timing som mellemnavn, er symbiosen her perfekt. Det er ofte disse parametre, der gør, at jeg glemmer at lytte anlæg, men i stedet lader musikken overtage agendaen for lytningen. Selv om diskantområdet er fornemt opløst og understøtter de positive egenskaber fra de dybere frekvensområder. Det virker dog subjektivt som om området fra ca. 2-3 KHz og op rent dynamisk er trukket et knurrehår tilbage, så de skarpe kanter på f.eks. tætoptagene aggressive guitarer, som Extremes ”Three Sides to Every Story” får slebet graterne af kanterne og bliver en anelse mere glatte. I dette tilfælde betyder det faktisk, at jeg ikke bliver lige så hurtig træt af Extreme, som jeg plejer. ”Le Nozze di Figaro” af Mozart på Deutche Grammophon med danske Bøje Skovhus som Greven af Almaviva har en forbilledlig aftegning af placeringen af både sangere og orkester, som Unidisk 2.1 formår at placere særdeles flot. Også i både bredde og højde leverer Linn’en varen.
Skulle man være en lille smule unfair, mangler Unidisk 2.1 lige den allersidste evne til at lade musikerne optræde på den samme kulsorte baggrund, som eksempelvis Wadia 302 CD-spilleren, vi testede for nogen tid siden, men de koster også næsten det samme som Unidisk 2.1 uden at have anden funktionalitet end at afspille CD’ere.
Samlet set er CD-afspilning på Unidisk 2.1 en udsøgt fornøjelse.

DVD-Audio og 24/96

Vi har efterhånden et par dusin virkelig gode DVD-A og 24/94 skiver i samlingen. Unidisk 2.1 viser her mange af de samme gode kvaliteter som ved CD-afspilning, men der er langt bedre luft mellem instrumenter og stemmer, end jeg har hørt tidligere. Den dybeste bas er imponerende autoritativ og der slækkes ikke på noget uanset kompleksitet eller dynamik. Jeg har et par gange lagt øre til en lidt anstrengende gengivelse af kvindestemmer i 24/96, men igen er Unidisk 2.1 ualmindelig behagelig og indlevende. Chie Ayados ”Life”  DVD i 24/96 er et suverænt eksemplar til at skille fårene fra bukkende, da Chies kolossale stemme kun suppleres af et fremragende flygel i næroptagelse. Mindre kapable afspillere afsløres nådesløst, men Unidisk 2.1 klarer denne skærsild til UG.
DVD-A i multikanal hænger ganske godt sammen og leverer et fastlåst, homogent rum, hvis svagheder i første omgang skyldes det øvrige setup og dermed er kendte parametre. Diciplinen er igen en udsøgt fornøjelse.

SACD

Den grundlæggende tonale klang kommer helt til sin ret, når du afspiller SACD-skiver på Unidisk 2.1. Mange af skiverne i samlingen har tidligere været lidt for nærgående, men her falder stort set alt på plads. Der er en rummelighed i lydbilledet, som sammen med den behagelige og ligefremme gengivelsesmåde lader dig nyde de milliarder af detaljer i lydbilledet uanset om der er tale om 2- eller flerkanal. Unidisk 2.1 overgår i sandhed langt de fleste SACD.maskiner og samtlige kombimaskiner, jeg kender. I sandhed en referenceklasse.

Film

Desværre tillod vores setup i testperioden ikke at gå i dybden med samtlige tilslutningsformer, men én ting er sikkert: Næsten uanset hvordan du aftapper videosiden, vil du blive positivt overrasket. På vores kendte setup opnåede vi den hidtil bedste sort/hvid balance, fremragende farvereproduktion og tydelige beviser på videoprocessornes hurtigthed og præcision. Film efter film røg igennem maskinen og først da familien truede Linn’en med et boldtræ, måtte jeg modvilligt finde pauseknappen på remoten for at vende tilbage til livet udenfor Hollywood. Igen blev jeg mindet om, at grundlæggende høj kvalitet er præcis det samme som grundlæggende høje oplevelser – præcis som når børn skal lære at spille et instrument. Får de et billigt hakkebræt som første instrument damper lysten af lige så hurtigt, som kvaliteten er dårlig. Et godt instrument er derimod udfordrende og giver ungen oplevelser og fastholder dermed interessen.
Det er præcis det, der sker, når du propper en god film i Unidisk 2.1. ud over det glimrende billede, som altså også kan nydes med progressive scan, er filmlyden fremragende. Fuld af dynamik, overlegent LFE-spor med eminent komtrol og igen et særdeles præcist rum, der følger filmen til punkt og prikke. Jeg kan ikke lade være med at anbefale DVD’en ”Viva Vivaldi” med Cecilia Bartoli, som er udgivet på Arthaus. 16:9 billedet er i særklasse, DTS-lyden er i samme særklasse, men det allerbedste er, at koncerten er fortryllende, magisk, sensuel og åndeløs medrivende takket være verdensstjernen og det engagerede orkester. Unidisk 2.1 trækker det bedste frem i samtlige discipliner og leverer en totaloplevelse, der kun kunne overgås, hvis jeg havde haft en plads på dirigentpodiet ! Så er det sat på plads.

Konklusion:

Som multispilledåse betragtet er Unidisk 2.1 noget af det bedste, du pt. kan købe for penge. Der er naturligvis separate enheder, der overgår den i isolerede discipliner, men samlet set er den en forrygende maskine, som jeg får virkelig svært ved at undvære. Om ikke andet kan jeg trøste mig med, at jeg til daglig ikke behøver slæbe en afspiller med mellem vores stereo- og surroundlab. Havde jeg en Unidisk 2.1, ville jeg enten skulle købe to eller trække den frem og tilbage.
Eneste malurt i det herlige indhold i bægeret er detaljerne omkring display, finish, lys i remoten og den uforståelige mangel på en RCA–baseret digital udgang, som ikke hører til i denne klasse. Alt andet er varmt anbefalet.

Pris :  53.000 kroner

Hent den engelske manual

Distributør:
LINN DANMARK
Smouenvej 4
8410 Rønde

Tel: 70 26 22 22
Mob: 40 26 72 22
Fax: 86 37 01 09
Email: [email protected]
www.linn.dk

Nye anmeldelser
På med vinylen 13
22.05.2017
Dynaudio Contour 30
21.04.2017
På med vinylen 12
05.03.2017
På med CD’en 3
28.01.2017
Belles Aria
27.12.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny forhandler i Vodskov
24.05.2017
Thorhauge M. 70
17.05.2017
Ortofon MC Windfeld Ti
15.05.2017
Rogue Audio
21.04.2017
Ny KEF distributør
12.04.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes