Her er du: Anmeldelser - På med vinylen 17 26. juni 2019 | 02:23   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


På med vinylen 17
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [21.05.2019] Print testen
Selv om tonearmen er en vigtig del af afspilningskæden, så er det også sværere at lave tests af dem, da det kræver tilpasning af selve pladespillerværket. Men vi har taget springet, og lytter her til en nyhed fra Jelco

Jelco er vist ikke ligefrem et mærke, der kræver præsentation, da mange entusiaster kender det som et mærke, der giver masser af lyd for pengene. Derfor var det helt naturligt at lytte nærmere, når der kommer nyt fra dem. Og man ser ofte deres tonearme på både dyre og økonomisk overkommelige værker, men også på hjemmebyggede værker er de ofte et valg. Men fælles for dem alle er, at det ofte er et bevidst valg, hvor mere kommercielle værker sjældent har Jelco arme som standard.

Men Jelco laver ikke kun tonearme, og er specialister inden for præcisionsmåleværktøj, blandt andet juvelvægte, hvorfra erfaringen går videre. Men her er det en tonearm, der er kommet på testbænken… eller snarere på referenceværket, den gamle tro væbner GyroDec SE fra Michell. Fordelen her er, at det er relativt nemt at komme til alle dele inklusiv armbasen, som kan skiftes på få minutter. En base blev bestilt hjem fra Michell, og fordelen ved Jelco-basen er, at den deler montering med mærker som Linn, Pro-ject og ved at dreje den, Clearaudio. Så der er lagt i ovnen til flere test af tonearme fremover!

Selve armen hedder TK-850S og er en 9” arm, men fås også i 10” og 12” versioner. Mekanikken deler den med topmodellen TK-950. TK-850 har udelukkende statisk nåletryk, hvor indstilling af kontravægten sætter trykket. Modellen større har oveni dynamisk nåletryk, hvor trykket også kan sættes med fjederbelastning. Ellers er de to modeller mekanisk ens.

Og det nye er, at de har fået knivlejer til det vertikale leje, altså nålens bevægelse op og ned på pladen. Tanken er at knivlejer giver mindre friktion, så pickup’en kan bevæge sig friere, og nålen dermed kun aflæser rillens bevægelse op og ned, og ikke ujævnheder i pladen. Selve lejet sidder ”skævt” i forhold til armrøret og ikke vinkelret. Det horisontale leje er mere traditionelt, men er heller ikke udsat for samme form for dynamiske bevægelser.

Selve monteringen var forbilledlig nem, og den ”gamle” Reed-arm blev afmonteret sammen med sin base, hvorefter den nye base blev monteret, efterfulgt af en særlig VTA-base, som ved hjælp af en mikrometerskrue kan løfte armen nemt. Herefter blev TK-850 monteret i VTA-basen, og kontravægt, headshell og kabel sat på. Alt sammen tog mindre end 15 minutter!

Monteringen og indstilling af pickup’en var ligeledes nem, og tog også kun ganske kort tid. Med til testen fik vi en ekstra headshell HS-30, primært for sammenligning af materialerne af disse, da det erfaringsmæssigt har vist sig, at det har stor betydning på selv pickup’en, så hvorfor ikke armen?! Og der var tydelig forskel, kan jeg allerede nu afsløre. Fit og Finish på TK-850 og det medfølgende tilbehør er af allerbedste klasse, og rent æstestisk var den en fremragende partner på GyroDec'en!

Lytteindtryk

Lydmæssigt er TK-850S mildest talt en kamæleon, og skifter lyd efter udseende, men mere om det om lidt. Og så er TK850 helt unik ved, at være fuldstændig fri for brum! Opsætningen af pickup’en var som sagt nem, men det var ikke muligt at spore pickup’en 100 % præcist med ProTractor’en?! Jelco anbefaler selv Baerwald, men Stevenson blev også prøvet med samme resultat. Og så skal der benyttes en digital nåletryksvægt da skalaen på kontravægten ikke er præcis nok. Ligeledes skal der også benyttes mere antiskating, end jeg er vant til, men så klarer TK-850 også tortursporene på testpladen med bravur.

Men lydmæssigt fejler TK-850 bestemt ikke noget, og den er både præcis og meget dynamisk. Klangen bestemmer man selv – det er her kamæleonen kommer i spil, da materialet på headshell’en i den grad influerer på den samlede klang, fuldstændig som med en pickup. Som standard medfølger der en headshell af magnesium (HS-25), og sammen med ZYX 4D blev det for meget af det gode, med en meget direkte og lidt kølig klang med for meget energi i toppen. Det var dog en helt ren klang uden forvrængning af nogen art, bare lidt for direkte til undertegnedes smag.

Men med skift til en anden headshell (HS-30) med et lag af træ sammen med magnesium, ændrede det sig fuldstændigt, og straks lød musikken meget lig det jeg kender fra Reed 3P armen! Til gengæld havde Benz Ebony TR med sit træhus det klangmæssigt rigtig fint i headshell’en af ren magnesium. Dog kunne det høres at kablingen i standard headshell’en påvirker præcisionen en del. Her har den dyrere headshell også bedre kabling.

Klangmæssigt er det som sagt bedst med træ/metalkombinationen og ZYX 4D, hvor den samlede lyd bliver meget naturlig, let, luftig og ligetil. Og det er faktisk kun på nogle få af de tekniske sider at Jelco TK-850 med HS-30 står i skyggen af den 3 gange dyrere Reed 3P. Det kan primært høres på størrelsen af lydbilledet, som er lidt smallere og ligeledes fornemmes dybden og højden heller ikke lige så præcist.

Men placeringerne af de udøvende er rigtig god, og der er naturlighed i stemmerne, om end de står lidt længere fremme i lydbilledet. Bassen får også noget mere tyngde og pondus, og detaljerne hernede bliver tydeligere. Det skyldes primært at den dyrere HS-30 headshell får dæmpet nogle unoder i toppen, som standard headshell’en har, hvor klangen er mere pågående i mellemtone og diskant.

En ting som jeg især bemærkede med TK-850 er dens dynamiske formåen, som er helt exceptionel, og en gang imellem også en tand mere markeret end Reed 3P! Ligeledes får detaljerne en lækker ”sprødhed” over sig, som især metal-instrumenter af enhver art nyder særligt godt af. Den gode detaljering betyder også, at for eksempel Q-Sound præsenteres rigtig godt.

Og det er meget tydeligt, at kombinationen af materialer på pickup’ens hus og headshell har rigtig stor betydning med TK-850, og man er på den måde selv med til at påvirke den endelige klang fra vinylen. Og så følger de tekniske egenskaber også med, når det er sat korrekt sammen. Og jeg ville faktisk sagtens kunne benytte TK-850 med HS-30 som reference, da forskellen til Reed 3P ikke er kæmpestor! Og læg hertil versatiliteten med nemme skift af headshell og pickup. Skal jeg en dag have en ekstra arm på GyroDec’en, så er valget ikke svært!

Samlet konklusion

At en tonearm har indflydelse på lyden af ens vinylskiver, er der vist ingen tvivl om. Her handler det dels om præcisionen af det mekaniske, som er med til at sikre at pickup’en får samlet mest muligt op fra rillen. Men også valget af materiale har indflydelse, om end det mere handler om den samlede klang fra pickup og tonearm.

Og her er Jelco TK-850 en vaskeægte kamæleon, som i den grad skifter karakter alt efter materialet på den headshell, man benytter. Og det går lige fra det direkte, fyldt med energi i de øverste lag, til en mere naturlig, afslappet klang med masser af nærvær. Det giver i den grad mulighed for, at få lige den lyd man ønsker. Og har man flere pickup’er, så vil man nemt kunne få dem alle til at spille godt sammen med TK-850.

På de tekniske sider af musikken er forskellen til den 3 gange dyrere Reed 3P ikke kæmpestor, og vil kræve det bedste grej for at kunne høre forskellen. Og jeg skal ærligt sige, at TK-850 sagtens kunne klar opgaven som reference her i lytterummet… bedre anbefaling fås vist ikke! Jelco TK-850S med HS-30 er "Editors Choice", men den er faktisk også et vaskeægte "Best Buy"!


Specifikationer:

  • Princip: Tonearm med vertikale knivlejer
  • Længde: 9”, 10” eller 12”
  • Effektiv masse: 13,4/13/13 gram, afhængig headshell
  • Overhæng: 18/16/13 mm
  • Offset vinkel: 23,75/21,33/17,7 grader

Pris:

Jelco TK-850S tonearm: Kr. 8500,-
Jelco HS-30 headshell: Kr. 1250,-
Easy VTA base: Kr. 1775,- 
Jelco JAC-502 kabel: Kr. 1225,-


Forhandler:

Lydprodukter

Willemoesgade 16, kld th
2100 København Ø

Web: www.lydprodukter.dk
Mail: info@lydprodukter.dk
Tlf: 35 38 40 40 :


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: ZYX 4D Ultimate, Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700/Psvane
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Kinki Studio EX-M1
25.03.2019
På med vinylen 16
25.02.2019
Heco Celan Revolution 3
05.02.2019
Taga TTA-1000
29.12.2018
På med vinylen 15
02.10.2018
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Acoustic Signature distributør
02.06.2019
Gato går direkte
28.05.2019
Ny forhandler - Custom Audio
26.05.2019
Synergistic Research Blue Quantum
23.05.2019
Audio Classic PP EL84
29.04.2019
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2019 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes