Her er du: Anmeldelser - På med vinylen 15 17. december 2018 | 06:13   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


På med vinylen 15
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [02.10.2018] Print testen
Så er der atter udstyr til afspilning af de sorte vinyler på testbænken. Endnu en meget versatil riaa, og en pickup i den dyre ende. Og som altid er der gode oplevelser i vente

ZYX 4D Ultimate

ZYX behøver næsten ikke nogen præsentation. Men for dem der ikke kender mærket, så er der tale om en mindre japansk producent med speciale i MC pickup’er. Og de har masser af specielle løsninger på lager, der gør at en ZYX pickup ikke bare er en pickup som mange andre. Og sammenligner man med Benz Ebony’en i lytterummet, så er denne nærmest helt almindelig og traditionel til sammenligning.

ZYX har nemlig tradition for, at gå anderledes veje med deres pickup’er. Og selv om spolerne er viklet omkring et firkantet anker, så er de alligevel forskudt på en måde, som skulle give endnu mere præcist output fra de fire spoler. Men også selv ankeret er specielt, og er lavet af to stykker, som er sat sammen på en måde, så det magnetiske felt der opstår, er 100 % symmetrisk.

Det der er helt nyt med Ultimate pickup’erne, er det nye materiale til nålefanen. Det er kulfiber! Og ikke bare kulfiber, men 1000 individuelle fibre, der er lagt sammen, så nålefanen er helt symmetrisk. Og det gør den ikke bare lettere, men også stivere end for eksempel boron, som ZYX også selv tidligere benyttede. Rygtet siger, at markedet muligvis er ved at løbe tør for boron, og det gør materialet dyrt. Og nød lærer som sagt nøgen kvinde at spinde, og ud af nød kom et nyt og bedre produkt.

ZYX’s pickup’er er også specielle ved, at de laves med forskellige materialer til spolerne, både kobber, sølv og guld(!) kan vælges, og med lavt og højt output på henholdsvis 0,24 og 0,48 mV. Til denne test har jeg valgt sølv, da jeg tidligere har prøvet både kobber og sølv, og finder det sidste mere korrekt, hvilket 4D Ultimate da også bekræfter i den grad. Den er også ret let, da huset er af plastik, og dertil er 4D Ultimate en halvåben konstruktion, men det ses ikke så tydeligt, da siderne på huset er dækket til uden at være massive. Så den leveres som standard fra den danske forhandler med en TB vægt, der øger massen med 65 %, så den bedre kan begå sig i almindelige tonearme. Der findes også en SB vægt, der fordobler 4D Ultimate’s vægt.

Opsætningen var umiddelbart meget ligetil, selv om 4D er en ret lille og væver sag. Men lidt eftertrimning er absolut på sin plads, og selv om Fozgometeret sagde en ting om azimuth-vinklingen, så var det tydeligt at 4D Ultimate havde en anden holdning. Og her er det ørerne, der er overdommer. Og man er ikke i tvivl, for når det hele står korrekt, så falder lydbilledet i hak på en helt unik og superpræcis måde!

Lytteindtryk

ZYX 4D Ultimate er en stærk konkurrent til Benz Ebony TR’en i lytterummet, men er alligevel så himmelvid forskellig, at de to sagtens kunne leve side om side. Og i denne S (sølv) version leverer den en mere korrekt dagsorden. Og af mangel på bedre, så er ordet neutral det, der kommer nærmest en beskrivelse af 4D Ultimate’s klang.

Men med korrektheden følger også en evne til, at suge samtlige detaljer op af rillerne, og præsentere dem med en fantastisk tydelighed, sætte tingene i lag i lydbilledet, og i den grad adskille sanger og kor på alle plader man byder den. Ligeledes er holografien i lydbilledet lige en anelse mere skarp, end jeg er vant til… der er lige den mængde ekstra luft mellem og omkring detaljerne og de udøvende, som giver en ekstra dimension på oplevelsen. Ja, ikke bare tredimensionalitet, men 4D! Og set i det lys – og lyd, så giver navnet lige pludselig mening.

Der er masser af bredde ud forbi højtalernes yderside, højde som ikke er begrænset af loftets fysiske position, og en dybde som går langt ind i lokalet bag bagvæggen. Ganske som jeg oplever det med Ebony TR til hverdag, hvor jeg slet ikke er i tvivl om placeringerne i alle dimensioner. Men med 4D Ultimate fornemmer jeg derudover, at jeg kunne rejse mig op, og gå ubesværet rundt mellem alle detaljer og musikere i lydbilledet, helt fri af rum og tid. Jeg ved, at det lyder virkelig ”corny”, men det er sådan det opleves!

Og så har vi ikke engang været omkring klangen af 4D Ultimate S endnu, men den beskrives bedst som direkte, ligetil og uden omsvøb. Og jeg vil ikke kalde den musikalsk som Ebony TR. Det betyder også, at lyden nogle gange kan bevæge sig på en knivsæg, og det stiller krav til det udstyr, som 4D Ultimate skal spille sammen med. Men det er præmissen med en ”støvsuger” som 4D Ultimate, der i den grad hiver alt op af rillerne, for det er nådesløst men alligevel retfærdigt. Dog vil jeg understrege, at det ingenlunde betyder hårdhed eller kølighed i lyden.

For stemmer lyder stadig korrekt, og der er masser af luft opad i diskanten, men man tænker ikke over det på samme måde som med Ebony TR, der er mere fokuseret på den del af musikken. En bi-effekt ved denne præcise aflæsning er, at 4D Ultimate kommer så dybt i rillerne, at den faktisk også er fantastisk støjsvag! Jeg husker ikke nogen anden pickup, hvor jeg har bemærket fraværet af støj på samme måde. Og bassen som i den grad går afgrundsdybt, uden på nogen måde at virke oppustet eller pågående. Den går bare lige så dybt og rent som mediet tillader, med en tørhed, stramhed, præcision og nuancering, som jeg heller ikke husker fra andre pickup’er.

Jeg kan ikke undgå, at drage paralleller til tidligere tiders oplevelser, og 4D Ultimate læner sig fuldstændig op ad den oplevelse, jeg tidligere har haft med ZYX R100 Fuji S, der havde fuldstændig den samme klang, men hvor 4D Ultimate er meget mere raffineret med tydeligere detaljer og mere overskud. Eller Pathos’ In The Groove II, som besidder samme fantastiske overskud, og ikke mindst SoundSmith’s hundedyre Hyperion, der gør det meget tydeligt hvad, ZYX stiler efter med den nye 4d Ultimate, om end den ikke opnår helt det samme absolutte overblik som Hyperion. Men forskellene er endnu mindre i forhold til Ebony TR.

Og hvad er det så jeg prøver at sige med det? Jo, ZYX 4D Ultimate S gør fuldstændig det samme som R100 Fuji S gjorde for 7½ år siden. Den samler det bedste fra alle de andre, i en komplet pakke, hvor man får afmålte og rette portioner af det hele med, uden at forfordele eller fokusere på enkeltområder. Man får sandheden, hele sandheden, og kun sandheden…

Jeg er faktisk ganske imponeret over ZYX (igen-igen)!

Specifikationer:

  • Princip: MC pickup
  • Output: 0,24 mV (H 0,48 mv)
  • Frekvensområde: 10-100.000 Hz
  • Compliance: 15
  • Vægt: 4,1 gr. (TB 6,8 gr. / SB 8,0 gr.)

Pris: Kr. 19.600,-

Distributør:

Exotic Audio

Web: www.exoticaudio.dk
Mail: info@exoticaudio.dk
Tlf.: 35 11 27 70



Audio Analogue AAphono

AAphono er også en del af det nye produktsortiment fra Audio Analogue, og har udover navnet også en tung arv at løfte fra deres tidligere separate riaa Aria, der havde et rigtig godt renommé. Den samme riaa-del sad også i forforstærkeren Bellini, der i lang tid var reference i lytterummet.

Med AAphono er Audio Analogue startet helt forfra, og det interne layout giver i den grad udtryk for, at de mener det. Ikke mindre end tre separate strømforsyninger med hver deres trafo har fundet vej ind i det smalle men dybe kabinet. Og hver kanal har helt sit eget kredsløb med egen trafo og forsyning, så de er helt adskilt fra hinanden. Den sidste trafo forsyner de logiske kredsløb.

Og det er der brug for, for AAphono har et utal af indstillingsmuligheder, alt sammen styret af en række relæer i hver kanal. Og det styres fra en række ”skjulte” knapper på undersiden af fronten. Den store drejeknap, som går igen fra forstærkerne, benyttes her kun til tænd/sluk og trimning af lyset i rækken af dioder på fronten, der indikerer valg af indstillinger.

AAphono har den mest fleksible MM indgang jeg nogensinde har oplevet. Der kan vælges mellem 4 forskellige indgangsmodstande på 15k, 37k, 47k og 69k ohm. Hertil kommer så 4 forskellige indstillinger for kapacitet: Min. (tæt på 0), 100, 150 og 250 pF. Så her kan man i den grad eksperimentere med klangen, hvor mange andre producenter ofte blot har 47k ohm og 200pF som standard. Til MC er der også 4 indstillinger: 100, 400, 680 og 1000 ohm, hvilket passer til stort set alle MC pickup’er. Der er altså tale om en særdeles versatil riaa, som nok skulle kunne dække de flestes behov.

Internt er der et rigtig lækkert, no nonsense layout domineret af de mange relæer. Det er enkelt og kompakt på grund af brugen af SMD komponenter, som er af høj kvalitet. På bagsiden er der et sæt ind- og udgange, der sidder forskudt, så de passer med de to ens kredsløb internt. Kabinettet er af samme kvalitet som AAcento forstærkeren som tidligere har været forbi lytterummet. Det vil sige en front af lækkert forarbejdet aluminium, og det samme gælder for den store drejeknap i midten. Sider, top og bund er af bukket stålplade, lakeret i en støvet lak. Men her i den sorte finish er det faktisk ganske lækkert at se på, modsat det grå kabinet, som følger med den sølvfarvede version.

Lytteindtryk

AAphono er fintfølende dame, som i den grad giver udtryk for, når man ændrer indstillinger. Og til en start med MM delen på 47k ohm og 150pF, var lyden meget direkte, tangerende til analytisk, selv om lyden kom fra den aldeles musikalske Benz Ebony TR via en stepup. Men efter lidt justeren frem og tilbage viste det sig hurtigt, at indstillingerne i de yderste ender var det der passede bedst med Ebony’en. Og det kan virke helt mærkeligt at belaste det samme som en MM med indstillinger på 15k eller 69k ohm, med tilsvarende høj eller meget lav kapacitet. Men det betød at klangen blev mere ørevenlig, om end stadig direkte.

Men den skulle selvfølgelig også prøves sammen med ZYX 4D Ultimate, og det var meget tydeligt, at samarbejdet med den var en helt anden historie, og den klarede sig fint med standardindstillingerne. Og hvor ZYX’en klangmæssigt balancerede på en knivsæg med Vincent riaa’en, og Ebony TR var svær at tune ind med AAphono, så faldt det klangmæssigt helt i hak med ZYX’en og AAphono sammen, men stadig med den direkte og neutrale klang in mente.

For AAphono er en helt igennem neutral riaa, som ikke selv lægger noget til musikken, men blot lader signalet gå lige igennem. Og kun afrulningen mod toppen lader sig ændre let i små trin, så klangen kan trimmes ind til den pickup, man lader spille igennem MM indgangen. Og det betyder i grove træk, at det er pickup’en, der bestemmer klangen af den samlede lyd. Og set i det lys, så giver det slet ikke mening, at beskrive lyden yderligere, for med AAphono er det helt klart den tilsluttede pickup (og trafo), som bestemmer den endelige lyd.

 

Dog er lydbilledet anderledes i forhold til Vincent’en, og musikken er mere fokuseret mod midten, men det betyder på ingen måde at der mangler bredde. Det er bare fokuseret på en anden måde, og der er stadig masser af dybde og højde, når pladerne fordrer det. Men den specielle ”4D” fornemmelse der var med ZYX’en via Vincent’en er desværre ikke lige så tydelig her. Til gengæld er klangbalancen så bedre samme med AAphono, hvilket igen handler om kompromissets kunst… hvad vil man helst have?

Som MC riaa opfører AAphono sig som mange andre aktive MC riaa’er… det bliver bare aldrig helt lige så godt som en god stepup trafo. Og det er hverken Audio Analogue’s eller andres skyld. Det er bare svært og meget dyrt, at konstruere en aktiv MC riaa med samme neutralitet, hastighed/dynamik og lave støjniveau. Mange har prøvet, og det ender ofte i nogle meget komplicerede og dyre konstruktioner.

Men når det er sagt, så er AAphono absolut en af dem, der slipper bedst afsted med det, og den er bestemt af samme kaliber Cyrus Phono Signature der tidligere har været forbi lytterummet. I forhold til MM indgangen, så ryger der noget størrelse på lydbilledet, og med ZYX’en bliver det en anelse for pågående i toppen. Og den fantastiske bas mister noget nuancering, som ellers er af allerbedste karat via MM delen.

Med AAphono kan jeg næsten ærgre mig over, at jeg ikke har et helt arsenal af både MM og MC pickup’er liggende klar, for det kribler i fingrene for, at trimme på lyden. Og jeg er helt sikker på, at den kan trimmes til tæt på perfektion med de fleste pickup’er. Men det er også helt klart, at AAphono er bedst via MM indgangen, der har indstillingsmuligheder i en grad, jeg aldrig har set før. Derfor er den måske også mest for MM connaisseuren, eller til en topklasse MC med en ditto stepup trafo?

Specifikationer:

  • Princip: MM/MC RIAA
  • Modstand: 100, 400, 680, 1000, 15k, 37k, 47k & 69k ohm
  • Kapacitet: Min(0), 100, 150, 250 pF
  • Gain: 40 & 65 dB
  • Dimensioner: 22 x 9 x 37 cm (B x H x D)
  • Vægt: 5,8 kg.

Pris: Kr. 12.000,-

Forhandler:

High End Stereo

Web: www.highend-stereo.dk
Mail: info@highend-stereo.dk
Tlf: 9396 0150


Konklusion

At vinyl igen er et aktivt medie, kan man vist ikke længere være i tvivl om med alle de produkter, der kommer frem til afspilning af de sorte skiver. Og det understreger i den grad også, at vinyl er tilbage for at blive. Og de to produkter i denne test bekræfter, at oplevelserne stadig venter derude, og at undertegnede måske endnu ikke er nået helt ned i bunden af rillerne.

Men efter flere besøg af riaa’er med særdeles versatile indstillingsmuligheder, så er Audio Analogues AAphono i den grad med til at understrege, at en god stepup trafo altid er den mest optimale løsning til en MC pickup. Men omvendt viser den også at en MM pickup ikke bare er en fast standard. Og så selv med en MC med trafo via MM indgangen kan der tydeligt trimmes på lyden. Til gengæld forholder den sig praktisk taget helt neutral og lader uden omsvøb signalet fra pickup’en passere igennem, uden at tilføje egne egenskaber.

Og så er der ZYX, som igen-igen imponerer i en uhørt grad med deres nye 4D Ultimate, hvor kulfiber har gjort sit indtog som nyt materiale til nålefanen. Samtidig lægger den en lyd for dagen, hvor den her i lytterummet kun overgås af den mere end dobbelt så dyre Hyperion fra SoundSmith. Men forskellene er næsten uhyggelige små, og navnet ”4D” er i den grad rammende, for lydbilledets rammer er tydelige i en nærmest holografisk grad hvor fornemmelsen af, at kunne bevæge sig rundt omkring de udøvende er meget realistisk!

Og set i det lyd, så skal den have udnævnelse ”Editors Choice”, og den får lov at indgå som ny reference sammen med Benz Ebony TR fremover… jeg skal have en ekstra tonearm!


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Vincent SV-200
13.08.2018
Paradigm Persona B
23.06.2018
Taga HTA-2000Bv.2
17.05.2018
På med CD’en 4
15.04.2018
Audio Analogue AACento
10.03.2018
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Kinki Studio i Danmark
08.12.2018
Ny ISOL-8 distributør
27.11.2018
Ny Lumin importør
15.11.2018
Lab12 Melto2
23.10.2018
Clearaudio Jubilee
16.10.2018
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2018 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes