Her er du: Anmeldelser - På med vinylen 11 27. marts 2017 | 16:36   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


På med vinylen 11
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [11.10.2016] Print testen
Så er det endelig blevet tid til en anmeldelse, som jeg har set meget frem til. To spritnye pladespillere, fra to lige så toneangivende producenter: Rega og Pro-ject. Begge modeller er af ”Plug’n play”-typen, hvor de næsten kan spille direkte ud af papkassen

Der er gang i vinylen derude, hvilket de to deltagere i denne artikel også vidner om. Udviklet fra bunden til et voksende marked, med stigende interesse for de sorte skiver. Men da ”menigmand” også vil have komfort og nem betjening, så hjælper det ikke, hvis pladespilleren ankommer som et større byggesæt. Det skal være nemt at tage i brug, hvilket deltagerne her også er.

Det er dog en sandhed med modifikationer, da en vis samling/montering er nødvendig pga. transporten, hvor de sarte dele kunne lide skade, hvis de ikke lå separat, hver for sig. Men Rega er dog gået lige et skridt videre, og skal kun samles ganske lidt, uden at det er nødvendigt med efterfølgende justering!


Rega Planar 1:

Så lad os starte ud med den. Frisk ud af kassen, skal kun låg, tallerken, strømforsyning og kontravægt monteres… samlet fem minutters arbejde, og så spiller musikken faktisk. Helt særligt er det dog med kontravægten, for den er lavet til, at den bare skal bare skubbes helt ind, bagerst på armen, og så er nåletrykket korrekt, for pickup’en er allerede monteret fra fabrikken!

Hvilket bringer os videre til den nye RB-110 arm. Den er ny på flere punkter, og Rega har blandt andet fået udviklet nye lejer, som gør, at de nemt kan monteres, uden at efterfølgende justering er nødvendig. Huset til pickup’en har også fået en pænere udformning, og muligheden for justering af antiskating er væk, og erstattet med en fast middelværdi, som passer sammen med de fleste pickup’er, inkl. den medfølgende Rega Carbon, der som navnet siger, har et nålerør af kulfiber. Ikke den vævede slags, men støbt. Den sporer rigtig godt, og giver kun fortabt ved ”tortur”-sporet på testpladen.

En anden særlig detalje, som er gået videre på Planar 1, er pladetallerkenen lavet af Phenol (også kendt som bakelit), der er et plastik med en hårdhed tæt på glas. Plinten er af MDF-træ, dækket af Termoset, som ligeså er et plastik a la akryl. Og motoren er af 24 volts typen med ekstern standard strømforsyning. Fit og finish er både elegant og enkel.

Alt sammen meget enkelt og ligetil, hvilket præcis er idéen med Planar 1. Den skal være nem at tage i brug, og nem at vedligeholde. Remmen kan nemt skiftes, og Carbon pickup’en har udskiftelig nåleforpart, så denne kan også skiftes, uden at der skal justeres efterfølgende. Men at udvikle en ”billig” pladspiller er ikke altid nemt, og kan faktisk være sværere, end når man har alverdens ressourcer til sin rådighed. Men Planar 1 sætter alligevel helt nye standarder for sin prisklasse, når det kommer til kvalitet, ibrugtagning, og faktisk også på lyden!

 

Lytteindtryk

Rega Planar 1 er en meget speciel pladespiller, også lydmæssigt, for udover at den er velkonstrueret, og nem at tage i brug, så leverer den usædvanlig meget vellyd for pengene. Musikken er i højsædet med en meget naturlig og letflydende klang. Og den leverer et nærvær i musikken, som er uhørt godt for denne prisklasse!

Selv om alle dele har deres ansvar for den gode lyd, så er jeg på ingen måde i tvivl om, at meget af æren for dette lægger i den lille, fine Carbon pickup. Men det er også helt sikkert, at den specielle Phenol-tallerken, har stor betydning for den samlede lyd. Og til trods for, at vi i den grad er i budgetklassen, så er også fraværet af forvrængning helt fantastisk.

Kun i bassen kan man tale om en lille betoning, der giver den øvre bas et lidt ”bloomy” skær, som faktisk klæder musikken rigtig godt. Men derudover er bassen god og solid med masser af tryk. Systemresonansen er lidt høj for arm og pickup, og det kan muligvis være medvirkende til, at bassen samlet også savner lidt detaljer og nuancer.

I mellemtone- og diskantområdet glider det afsted på aller-naturligste vis, og især diskanten opleves silkeblød og lækker. Stemmer fremstår, som tidligere nævnt, med et usædvanlig nærvær og præsens, men også instrumenter nyder godt af det. Det er indbegrebet af lækker vinyllyd.

Lydbilledet er ligeså overraskende stort, og meget tæt på det jeg er vant til. Dog er præcisionen begrænset, og selv om detaljering er fin, så mangler der en smule her og der. Til prisen må der også forventes et par kompromisser. Men det der overrasker helt fantastisk med Planar 1 er, at det ikke gås på kompromis med musikaliteten og klangen, som læner sig op ad det allerbedste der findes inden for vinylafspilning. Og det gør Rega Planar 1 til en ret unik pladespiller i det hele taget! Og jeg ville lyve, hvis jeg ikke skrev, at jeg blev ret bjergtaget af den ”lille” Rega.

Pris: Kr. 2595,-

Importør:

Bigture/Medlyd

Web: www.medlyd.dk
Tlf.: 7025 3009

 

Pro-ject The Classic:

The Classic er i en anden prisklasse, og kræver lidt mere montering/samling, om end det kun tager et kvarters tid. Her er pickup’en også monteret fra fabrikken, men man skal selv justere nåletrykket. Dog medfølger der en simpel nåletryks-vægt, samt en udførlig manual. Men ellers skal man kun montere fødder, fjerne transportskruer, og montere låg, rem og tallerken, strømforsyning og kontravægt. Men modsat Rega’en så har The Classic stik monteret på bagsiden, i stedet for et fast kabel i tonearmen. Kablet medfølger også, og er af en ganske god kvalitet.

Pickup’en er fra Ortofon, den hedder 2M Silver, og er ikke en standard model. Den er udviklet til Pro-ject, og har nålen fra 2M Red, mens selve huset er unikt, og rummer spoler af rent sølv! Den sporer ligeledes rigtig godt, og klarer næsten også tortursporet på testpladen.

Men The Classic byder også på et par nyskabelser, trods sit klassiske udseende. Dels er værket fjedret/afkoblet, men ikke i traditionel forstand. I stedet for fjedre benyttes der tre kugler af elastomer, som afkobler toppladen med leje og tonearm fra omgivelserne. Hertil har fødderne lignende afkobling af selve plinten. Men også armen er ny med et rør lavet af en ”sandwich” af kulfiber og aluminium, og antiskating klares her af et lod. Igen er vedligeholdelsen nem, og rem og nåleforpart kan nemt skiftes, uden at justering er nødvendig.

Tallerkenen er også speciel, for dels er den lavet af aluminium, og er rimelig tung. Men for at undgå ”ringning”, er yderkanten drejet med et hulrum, der er fyldt med et par cm bredt stykke elastomer. Motoren er monteret på den nederste plint, og er dermed også afkoblet fra leje og arm. Der medfølger en standard ekstern strømforsyning.

Finishmæssigt er vi lige rykket en klasse op, og udseendet vækker kraftige minder om pladespillere fra 70’erne. Plinten er lavet af fineret MDF-træ, med aluminium på toppen. Alt i alt en rigtig lækker pladespiller, som i den grad har retro-stilen med sig.

 

Lytteindtryk

Lydmæssigt er der ingen tvivl om, at vi med Pro-ject The Classic, lige er rykket en klasse eller to opad. Men også her er klangen usædvanlig naturlig uden spor af forvrængning eller lignende. Så musikken er sat i højsædet. Normalt er jeg ikke så pjattet med de ”billigere” pickup’er fra Ortofon, som nemt bliver lidt for direkte i deres lyd. Men med 2M Silver, som er lavet efter Pro-ject’s egne specifikationer, har de ramt noget helt rigtigt, og klangen kan bedst beskrives som lækker og ”gylden” a la det, jeg har oplevet med de sidste test af højtalere fra Audiovector.

Men bassen er også strammet op i forhold til Rega’en, og er mere korrekt med flere detaljer og nuancer, og har stadig med masser af tryk på trommesættet.

Det samme opleves i mellemtonen, hvor der igen er masser af naturlighed og nærvær på stemmer og instrumenter, men hvor der også er sket en opstramning, som gør, at det er nemmere at placere de udøvende i lydbilledet. Samtidig har det store lydbillede fået en bedre definition af højde og dybde. Og det er lige det, der er forskellen mellem billig og lidt dyrere, og det man får for de ekstra penge, man betaler for The Classic. De tekniske sider af musikken bliver bedre og mere præcise. Ligeledes er detaljeringen blevet bedre, og intet går tabt i musikken.

Diskanten er silkelækker og føjer ekstra luft til musikken, hvilket igen giver en god fornemmelse af perspektiv og rum ind mellem højtalerne. Samtidig kan man også nyde fornemmelsen af Q-sound bedre, fordi den fine 2M Silver ganske enkelt hiver flere informationer op af pladen, og har bedre styr på fasen.

Med The Classic er vi samlet tættere på den totale hi-fi oplevelse, fordi den bedre får nuancer og finurligheder i musikken med. Og med vinyl-aftastning er det sådan, at musikaliteten er ret nem at få med, hvorimod det er de tekniske sider af musikken, der koster ekstra. Og det er netop det Pro-ject The Classic gør til forskel. Det er en ”rigtig” pladespiller for den mere seriøse lytter.

Specifikationer:

  • Dimensioner: 46 x 13 x 35 cm (B x H x D)
  • Vægt: 10,2 kg.

Pris: Kr. 8495,-

Importør:

Tekni-fi Import

Web: www.tekni-fi.dk
Tlf: 3325 0620

 

Samlet indtryk:

Det er simpelthen intet mindre end fantastisk, når man får en oplevelse, som den både Rega og Pro-ject giver med deres pladespillere i denne anmeldelse. De har i den grad lagt sig i selen for, at skabe nogle produkter, som kan give os musiknydere en god oplevelse med ører - og øjne.

Især den ”lille” Rega Planar 1 imponerer helt vildt til prisen, med sin naturlighed, musikalitet og fantastiske nærvær, samtidig med et fuldstændigt fravær af støj og forvrængning. Det er simpelthen uhørt godt til prisen! Og jeg har været i syv sind, for på den ene side lægger den i den grad op til titlen ”Best Buy”, fordi den fuldstændig sparker benene væk under konkurrenterne i prisklassen. Men på den anden side har jeg også være fristet til, at give den ”Editors Choice” fordi, den fuldstændig sparkede benene væk under mig! Men jeg må styre mine følelser, og forholde mig rationel, og derfor får Rega Planar 1 udmærkelsen ”Best Buy” med. Den er rigtig, rigtig god til prisen, men ikke uden kompromisser.

Project The Classic er det, jeg vil kalde en ”rigtig” pladespiller dels fordi, at den lægger mere op til fremtidige opgraderinger, men også fordi den er mere korrekt i sit udtryk, og får også de tekniske sider af musikken med. Om end den stadig forholder sig meget naturlig og musikalsk i klangen, med masser af nærvær og nerve. Samtidig oser den af overskud med sin lækre finerede plint med aluminium på toppladen, og den lækre pladetallerken af drejet aluminium, hvori der er indlagt elastomer til at dæmpe den. Ligeså med den nye arm, og den specielt udviklede Ortofon 2M Silver pickup, som er så meget anderledes end det man normalt hører fra Ortofon, og har lydmæssigt mere tilfælles med SPU-serien, end de ”almindelige” 2M’ere.

Jeg kan kun - med stor respekt for Rega og Pro-ject - på det varmeste anbefale disse to fantastiske pladespillere til dem, som enten skal have pladespiller igen, eller skal have opgraderet et gammelt vinylsetup. Fantastisk!!!

 

Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini, Norma Revo PA 150
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
På med vinylen 12
05.03.2017
På med CD’en 3
28.01.2017
Belles Aria
27.12.2016
Vincent SA-T7
19.11.2016
Audiovector QR 1
27.09.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Denon Heos AVR
23.03.2017
Auralic Polaris
15.03.2017
Chord Electronics tilbage i DK
04.03.2017
Audio Classic SE 6C33-9
21.02.2017
Oppo Sonica DAC
20.02.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes