Her er du: Anmeldelser - På med vinylen 9 21. november 2017 | 12:52   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


På med vinylen 9
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [26.01.2016] Print testen
Hvilken budget-pickup er bedst, og hvad får man for sine penge? I denne test ser vi nærmere på de mest omtalte modeller, og giver et overblik over for og imod, billig og dyr

Hvad giver man afkald på, når man sparer på pickup’en? Det er jo trods alt den, der leverer signalet. Så kan en god arm og et godt værk kompensere for det manglende signal? Det prøver vi at finde svar på i denne gruppetest hvor, de mest omtalte budget-modeller, sættes op mod hinanden. Og til slut kommer en lille bonus, bare for lige at sætte tingene i perspektiv og på plads.

Modellerne er: Audio Technica AT-95E, Denon DL-103, Nagaoka MP-300, og som bonus ZYX R-1000 Airy 3 Cosmos. Og som med alle andre pickup’er så er det også vigtigt, at man bruger tid på monteringen af de billige modeller, så de sidder præcist, hvis man skal have klemt de sidste små ting i musikken ud af dem. Så man må godt bruge lidt ekstra tid på det, selv om de er billige.


Audio Technica AT-95E

AT-95E er den billigste i testen, så den starter vi med, og så arbejder vi os ellers opad. Et af de største problemer med billige pickup’er er monteringen. Dels er der meget sjældent gevind i huset, og til trods for, at jeg benyttede SoundSmith’s EZ-mount, så kunne AT-95E ikke spændes stramt nok i armen, da kun finger-møtrikker kunne finde plads under pickup’en. De gled rundt, men da AT-95E først sad hvor den skulle, så spændte jeg efter bedste formåen, og den blev testet som sådan.

Stikkene er ikke farvekodede, så her skulle manualen i spil. AT-95E var også meget svær at stelle, så der var meget tydelig brum gennem højtalerne. Dog var det ikke noget, der generede, når musikken spillede. Samtidig kunne den ikke klare tortur-sporene på testpladen, og var fuldstændig ufølsom for azimuth-justering! Til gengæld er AT-95E overraskende nok helt fri for overfladestøj fra pladerne.

Lydmæssigt er AT-95E meget ligetil, og så analog i sin lyd, som det er muligt fra nogen pickup. Her scorer den en del point hos undertegnede. Den har en meget naturlig og behagelig mellemtone, hvor der er masser af nærvær fra sanger og instrumenter. Diskanten er blid og let afrundet, men bækkener kan dog godt få lidt ”tst”-lyde alligevel. Lige så er bassen god og solid med masser af tryk.

Dog mangler raffinementet, og nuanceringen er næsten ikke eksisterende, om end detaljeringen er fin. AT-95E overrasker ikke, og har ingen tricks gemt i ærmet, men leverer en meget ærlig lyd, hvor musikken er i højsædet. Og det betyder så også, at de tekniske sider savner en del. Lydbilledet er OK, men smalt uden dybde, og lyden kommer aldrig rigtig ”ud” af højttalerne, og Q-sound på Amused To Death bliver inde i højttalerne. Ved voldsomme udladninger roder lydbilledet fuldstændig, og det kan godt blive en smule skarpt i klangen.

Samlet er der ingen tvivl om, at reference setup’et løfter AT-95E til, at have de allerbedste betingelser, så resultatet vil uden tvivl blive ringere på en billig pladespiller. Men til prisen gør den faktisk rigtig godt, og jeg blev lidt overrasket ved dette genlyt, hvor den fik de allerbedste betingelser.

Specifikationer:

  • Princip: MM
  • Output: 3,5 mV
  • Compliance: 20
  • Vægt: 6,5 gr.

Pris: Kr. 300,-.

Distributør:

Bergsala A/S

Web: www.bergsala.dk
Mail: info@bergsala.dk
Tlf: 70 21 20 80


Denon DL-103

Denne pickup behøver vist ingen yderligere introduktion. Den er oprindeligt lavet til radiobrug, og er kun skabt med hårdførhed in mente. Derfor er ophænget meget stift, og nålen er af den gammeldags sfæriske slags.

Også her var monteringen besværlig, og kun det ene(!) medfølgende sæt skruer kunne benyttes, da huset er ret højt, og uden gevind. Igen kan skruerne ikke spændes helt så stramt, som de burde. Samtidig sidder DL-103 ret langt tilbage ved korrekt sporing, og skal også have et ret højt nåletryk, hvilket gør at kontravægten sidder helt inde ved lejehuset, og rette nåletryk kun lige kan opnås. Men den sporer godt, og reagerer positivt på azimuth-justering. Men overfladestøjen er tydeligere her. Og også her kræver det et kig i manualen for, at få stikkene forbundet korrekt.

Lydmæssigt er DL-103 også meget ligetil, og bortset fra en strammere og mere nuanceret bas, så er den klangmæssigt fuldstændig som Audio Technica AT-95E. Naturlig mellemtone med masser nærvær, og en let afrundet diskant med bækkener, som står lidt tydeligere frem. Dog er der stadig en anelse ”tst”-lyde med.

Der er også lidt mere raffinement her, og teknikken er ligeledes blevet bedre. Lydbilledet er blevet bredere og der er mere fornemmelse af dybde, om end placeringerne stadig står ret fladt i lydbilledet. Q-sound kommer mere til sin ret, og effekterne står bedre fri af – og lidt ved siden af – højttalerne. Lyden kommer simpelthen mere ud af pladerne til anlæg og højtalere. Men der er heller ikke her gemt nogen tricks i ærmerne, og lyden er meget ærlig og ligefrem. Dog kaperer DL-103 voldsomme udladninger i musikken bedre, uden at det begynder at rode sammen.

Og ingen tvivl om, at vi lige er steget et par trin op ad stigen. Men igen er det fordi, at DL-103 får de allerbedste betingelser. For hvem ville normalt sætte den sammen med en stepup til 12.000,-? DL-103 er en rigtig god pickup, som sagtens kan måle sig med pickup’er til over den dobbelte pris, især på et rigtig godt setup… men dog uden at træerne vokser ind i himmelen.

Specifikationer:

  • Princip: MC
  • Output: 0,3 mV
  • Compliance: 5
  • Vægt: 8,5 gr.

Pris: Kr. 2199,-

Forhandler:

Hi-Fi Klubben Online

Web: www.hifiklubben.dk
Mail: online@hifiklubben.dk
Tlf.: 70 80 90 00


Nagaoka MP-300

Nagaoka er lidt af en outsider i dette selskab, og de fleste har sikkert aldrig hørt navnet før. Men de bliver oftere og oftere nævnt i debatten her på siden, som et rigtig godt bud på en budget-pickup. Mærket har masser af historie bag sig, og har eksisteret i mere end 70 år.

Monteringen af MP-300 var ikke anderledes end de to forrige. Intet gevind i huset, og kun dens egne skruer er lange nok. Så igen skulle der fumles med skruer, små fingermøtrikker og værktøj på én gang. Hvem der bare havde tre hænder… til gengæld var stikkene endelig farvekodede! MP-300 er også meget let, og trods en placering forholdsvis langt fremme i huset, så var det kun lige, at nåletrykket kunne opnås, da kontravægten ligeledes skulle sidde helt inde ved lejehuset. Og nåletrykket skal ligge i den høje ende af det anbefalede for, at den sporer bedst. MP-300 er også lidt følsom for brum, og var lidt svær at stelle. Men det var ikke noget der generede, når musikken spillede.

Lydmæssigt er Nagaoka MP-300 et stort løft i forhold til de to forrige. Lyden er meget Benz’sk, og klangmæssigt savner jeg ikke umiddelbart den 5 gange dyrere kombi, som normalt spiller i lytterummet. I det hele er det en meget naturlig og ligetil lyd, der strømmer ud af denne lille perle. Intet stikker ud, eller mangler. Jeg kunne faktisk blive helt i tvivl en gang imellem om, det var Benz’en der spillede eller ej! Teknisk savner den dog noget, men det er kun ved direkte sammenligning, at man tænker over det? Samtidig er den fantastisk dynamisk, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er den lave masse i MI princippet, som har æren for dette!

Bassen er veldefineret, og ligeledes enormt solid. Der er tryk på og masser af nuancering. Og i den anden ende er der en meget fin og ren, ja næsten luftig diskant, helt fri af ”tst”-lyde. Mellemtoneområdet giver et rigtig godt nærvær og masser af stemning, med meget plastiske placeringer af de udøvende, og sanger og kor står helt fri af hinanden. Der er her meget bedre fornemmelse af dybde og rum, end de to billigere deltagere, og Q-sound’en fra Amused To Death kommer helt fri af højtalerne, og står fint ude i siderne, eller glider rundt imellem dem.

Men træerne vokser ikke helt ind himmelen, for der mangler noget størrelse på lydbilledet og det sidste ”puf” for, at lyden slipper helt fri. Men til prisen, er det slet ikke noget problem! MP-300 giver bare lyst til mere, og den ene plade afløste den anden, igen og igen. Og synes man, at en Benz Ebony ”lyder” for dyr, så skal man tage et lyt til denne lille perle i stedet!

Specifikationer:

  • Princip: MI
  • Output: 3,0 mV
  • Compliance: 20
  • Vægt: 8 gr.

Pris: Kr. 5821,-

Importør:

PS Audio

Web: www.psaudio.dk
Mail: ps@psaudio.dk
Tlf: 97 12 12 52


ZYX R1000 Airy3 Cosmos

Egentlig var denne artikel kun ment som en test af pickup’er i budget-klassen, hvor de fleste kan og vil være med. Men for at få begreberne helt på plads, så må man også kigge nærmere på hvad, det er man får, når man ligger et større beløb for en pickup.

Og her faldt valget på en model fra ZYX. Og den er ikke bare nøgen… den er helt nøgen! Alt er blottet, og der kræves ekstra forsigtighed, da en finger det forkerte sted, nemt kan ramme en lille litzetråd. Og den er så åben, at selve ”huset” kun er en plastik-skal øverst, hvor de små pinde til forbindelsen sidder på et lille glasfiberprint(!) bagtil. Huset er monteret med en SB-vægt, som giver noget ekstra masse og dæmpning. Monteringen af Airy3 Cosmos var forbilledlig nem, da der er to små metalgevind fastmonteret (ZN Nuts). Dog manglede farvekodningen, så et kig i manualen er nødvendigt. Airy3 Cosmos sporer rigtig godt, og reagerede fantastisk positivt på azimuth-ændringer.

Med Airy3 Cosmos bliver man igen lige løftet nogle trin højere op ad stigen, og får mere raffinement med, og mere præcision på de tekniske sider af musikken. Fornemmelsen af rummet er helt eminent, og er nogle gange bedre end det, jeg normalt hører fra Ebony TR’en! Og samtidig er lydbilledet også lige vokset i alle 3 dimensioner, hvilket også understreges af den fantastiske 3D oplevelse med meget plastiske placeringer af de udøvende. Lige så er Q-sound-fornemmelsen af allerbedste klasse her.

Klangmæssigt er ZYX’en helt sin egen, og lyder absolut ikke af, at være en nøgen pickup. Normalt er disse en anelse direkte og analytiske i deres lyd, da de ikke har et hus til, at dæmpe resonanser. Men Airy3 Cosmos lyder helt anderledes. Det første indtryk man får, er en usædvanlig direkte dynamik; der er tryk på over hele frekvensområdet i en meget speciel grad. Og da bassen også har lidt ekstra niveau med, så var der et par gange, hvor genstande i lytterummet vibrerede med, når den dybe bas slog sig løs. Her skal man nok tænke det resterende setup med, da det ellers kan blive lidt for meget af det gode. Men der gås ikke på kompromis med detaljering eller nuancering!

I resten af toneområdet er lyden meget lig Ebony TR; letflydende og naturlig, med masser af nuancer og detaljer. Men mod toppen kan jeg godt savne lidt luft, og det kan måske skyldes valget af spolemateriale, som er kobber. ZYX pickup’er kan leveres med spoler af henholdsvis kobber, sølv og guld(!). Jeg har før haft en ZYX til test, som havde spoler af sølv, og det var umiddelbart mere udstrakt og luftigt mod toppen. Og dermed siger jeg vel også at Airy3 Cosmos hælder lidt mod den varme side, hvilket er meget atypisk for en nøgen pickup. Men at ZYX Airy3 Cosmos stadig er i ”Top Klasse”, er der ingen tvivl om!

Specifikationer:

  • Princip: MC
  • Output: 0,24 mV
  • Compliance: 15
  • Vægt: 7 gr. (inklusiv SB)

Pris: Kr. 13.825,- (SB-vægt: Kr. 725,- & ZN-nuts: Kr. 300,-)

Importør:

Exotic Audio

Web: www.exoticaudio.dk
Mail: info@exoticaudio.dk
Tlf.: 35 11 27 70


Samlet konklusion

Der er kompromisser, når man vælger en billig pickup! Men overraskende nok, så er det ikke lyden/klangen, man går på kompromis med. For de billigste modeller i denne test spillede rigtig godt, og med musikken i højsædet. Til gengæld var de tekniske sider af musikken, afspejlet af prisen. Jo lavere pris, jo ringere placeringer, rumfornemmelse og så videre. Men sådan er det med vinylafspilning… jo højere pris, man betaler, jo større præcision får man (som regel).

Til gengæld er der et stort kompromis ved budget pickup’er: Monteringen! Dels mangler de ofte gevind i huset, og man skal fumle med skruer, møtrikker og værktøj, på én gang! Ortofon og Goldring kan godt finde ud af det, så hvorfor kan andre ikke? Nogle vil så mene, at det er ligegyldigt, da de ikke skal skifte pickup ofte. Men det handler også om stabilitet. For hvis pickup’en ikke kan spændes ordentlig fast i huset, så vil den løsne og flytte sig, med degradering af lyden til følge… og hvis pickup’en allerede er billig, så bliver det ikke bedre af, at den ikke sidder optimalt.

Men når alt det er sagt, så er der ingen tvivl om, at alle fire deltagere i denne test spiller musik med stort M! Og jeg må ærligt sige, at de største overraskelser var Audio Technica og Nagaoka. De to giver bare så meget mere for pengene, end jeg havde forventet. Og især at en pickup som Audio Technica AT-95E til 300,- kan levere så meget musik til prisen, er et under.

Og Nagaoka MP-300… den er bare en perle! Den spiller klangmæssigt fuldstændig som den fem gange dyrere Benz/Ortofon kombi i lytterummet, og på de tekniske sider af musikken, er det ikke meget der mangler… det er næsten uhørt godt! Og med MP-300 savnede jeg ikke Benz’en, hvilket tidligere kun er sket med en pickup til 46.000,-! Eneste anke er, at den er lidt for brum-følsom. Men den får stadig titlen ”Best Buy” med!

Denon DL-103 er bedre end den billigere Audio Technica, men kræver enten en stepup eller en aktiv MC-Riaa, og derfor er forbedringen ret dyr. Og med dette in mente, så er der lige pludselig ikke længere så langt op til Nagaoka’en, som er så meget bedre. Denon’en er en gammel konstruktion, og det kan den ikke længere løbe fra.

ZYX Airy3 Cosmos får sat tingene på plads, og demonstrerer med overlegenhed, at skal man have det hele med, så koster det! Den har det overskud med på teknikken, som de 3 billigere deltagere ikke har. Men trods at den er en nøgen konstruktion, så har den helt sin egen klang, og en dynamik af en anden verden. Klangmæssigt ville jeg nok vælge, at kombinere den med et par mindre højtalere i den dyre ende. For hvor de måske mangler lidt i bunden, der skal ZYX Airy3 Cosmos nok levere varen. Og da den er af bedste klasse, så får den ligeledes titlen ”Top Klasse” med.


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streamer: Audiophilleo 2
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini, Norma Revo PA 150
  • Højtalere: Xavian XN360
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Norma Revo SC-2 LN
13.11.2017
PS Audio Stellar Gain Cell Dac & S300
23.10.2017
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Audio Analogue importør
17.11.2017
Hegel 190
07.11.2017
GoldenEar Triton Reference
25.10.2017
Nyt fra Thorhauge
24.10.2017
Ny butik i København
19.09.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes