Her er du: Anmeldelser - Forforstærker stortest 17. januar 2017 | 07:51   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Forforstærker stortest
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [03.07.2013] Print testen
Hvor stor betydning har forforstærkeren, og er det bare en indgangsvælger og volumenkontrol? I denne test prøver vi en opgradering, for at se hvor meget ekstra, der kan hives ud af signalet, når prisen får et hak opad

Mange giver ikke altid forforstærkeren den opmærksomhed den fortjener, inklusiv flere producenter af disse! Men det er en stor fejl, for det er langt fra bare en kontrol af signalkilde og volumen... forforstærkerens opgave er mere kompliceret end som så. Den skal blandt andet sikre et godt impedansmatch mellem signalkilde og effekttrin ved alle niveauer, men også have power nok til, at kunne udstyre – og styre - effekttrinnet optimalt.

Det er efterhånden længe siden, at der er blevet testet forstærkere i større skala her på Hifi4all. Men efter et gevaldigt løft af signalkilderne i reference setup’et, er det oplagt at se på hvor meget mere, der kan trækkes ud af signalet. I første omgang ved opgradering af forforstærkeren. Vi ser og lytter på forskellige løsninger, og kommer også omkring et budgetprodukt, så vi får klar besked om hvor stor forskellen reelt er begge veje.

Jeg har før lyttet til forforstærkere fra Audio Research og Chord, som var dyrere end referencen Bellini, men blev i disse tilfælde slemt skuffet over, hvor meget ringere de var til sammenligning, hvilket bestemt heller ikke blev skjult i anmeldelsen af dem. Så det var selvfølgelig med en vis spænding, at jeg kastede mig ud i denne test af flere forforstærkere.

NuForce P-20

Den første forforstærker er fra NuForce, som primært er kendt for deres ”digitale” produkter, både dacs og klasse D forstærkere. Især sidstnævnte var det NuForce brød igennem med, og siden er blevet meget kendt for. Forforstærkeren i denne test er langt fra et ”digitalt” produkt, men byder på en helt traditionel konstruktion, om end der er gjort ekstremt meget for at opnå optimal ydelse.

Konstruktionen er som sagt meget traditionel, og der er 2 pænt store indkapslede ringkerne-trafoer, et ”lille” lager af ladelytter, og gængs kredsløbs-teknik. Men når det er sagt, så er der gået til langt større yderligheder for at opnå et ekstremt støjfrit miljø. En ting er valget af komponenter, som sikrer dette. Men de aktive kredsløb er også blevet pakket ind i et ”kar” af forkobret metal, samt temperatur-isolerende skum, for at sikre at kredsløbene altid arbejder ved optimal temperatur og uden indstråling. Til sidst er der lagt et låg på af samme forkobrede metal, og det har alt sammen givet resultat, hvilket I kan læse mere om længere nede.

Volumenkontrollen er en hel historie for sig selv. Den er konstrueret som en ”step-ladder”, hvor en række modstande sidder efter hinanden, i stedet for en variabel modstand eller potentiometer. Modstandene er af tyndfilmstypen, som skulle være endnu en garanti for bedre lyd. Også betjeningen af blandt andet volumen, er lige så alt andet end traditionel. Fronten har ingen knapper, men har i stedet et kombineret display og touchpanel i hele frontens bredde. Betjeningen er af den kapacitive type, som man kender det fra smartphones. Det vil sige, at panelet reagerer på varme, fra éns fingerspids. Og når man slukker, så trækker displayet ”gardiner” for, inden der slukkes helt. Det giver alt sammen en lækker B&O-feeling, à la deres produkter fra start 80’erne, når man betjener P-20.

Der medfølger også en fjernbetjening, og det er absolut en af de flotteste, der er set. Den er lang og smal, sekskantet i tværsnit, og kan styre de fleste funktioner. Knapperne sidder placeret i vinkel mellem to sider, og kan også betjenes fra selvsamme to sider, så man har kontrol uanset hvordan man holder fjernbetjeningen.

Kabinettet er lavet af fræsede, eloxerede aluminiumsprofiler, som er samlet uden en eneste synlig skrue eller bolt. Det var derfor også lidt af en opgave at få taget billeder af den lækre indmad. Det hele er nemlig samlet nedefra i flere lag! På bagsiden finder man rigeligt med ind og udgange, både balanceret og ubalanceret.

Det giver alt sammen et meget tydeligt indtryk af, at NuForce på alle måder har taget opgaven med denne forforstærker meget seriøst, hvilket i sidste ende også afspejler sig i det lydmæssige resultat.

Lytteindtryk

Mødet med NuForce P-20 var alt andet end en skuffelse. Den er tonalt mere korrekt, og teknisk bedre, end Bellini’en. Forskellene er ikke kæmpestore, men de er meget tydelige. Det er i øvrigt helt normalt, at forskellene ikke er så store, jo mere prisen stiger. Man betaler så at sige meget for den lille forskel.

P-20 møder én med en mere neutral lyd, end Bellini’ens romantiske twist. Det vil sige, at bassen er dæmpet og mere korrekt, men faktisk også mere detaljeret og nuanceret. Samtidig er diskanten mere udstrakt end Bellini’en, hvilket giver oplevelsen af mere luft i lydbilledet. Men lige her bevæger P-20 sig på en knivsæg, hvor antydningen af ”tst”-lyde er til stede! Det er dog tydeligt, at kvaliteten af indspilningen også har noget at sige her, for med gode indspilninger var det ikke noget problem.

Mellemtone-området er meget ligefrem og ligetil, og her kunne der ikke spores forskelle i forhold til referencen. Alting flyder helt naturligt, og stemmer og instrumenter lyder lige præcis som de skal.

Der hvor forskellen er tydeligst, er på de tekniske sider af musikken. Lydbilledet har generelt samme størrelse, men er tydeligere aftegnet, med endnu mere præcis placering af de udøvende. 3D fornemmelsen har lige fået endnu et hak opad, og afstanden mellem de udøvende er ligeledes blevet tydeligere. Det kan for eksempel høres på Pink Floyd nummeret ”Wish you were here”, hvor afstanden mellem David Gilmour og Roger Waters på kor er endnu mere tydelig, end via Bellini’en.

Det er tydeligt, at det ekstremt lave støjniveau gør sig gældende her. Nogle kalder det en sort baggrund, men i virkeligheden handler det blot om at støjniveauet er rykket så langt ned, at flere detaljer bliver hørbare, og vi dermed får mere indsigt i musikken!

Desværre afgiver P-20 nogle tydelige klik i højtalerne, når der skiftes indgang, samt ved tænd og sluk. Til gengæld er den lydmæssige forskel mellem balanceret og ubalanceret så lille, at jeg har mine tvivl om der reelt er forskel. Og så udjævner P-20 selv forskellen på niveauet mellem balanceret og ubalanceret. Sidstnævnte har jeg kun oplevet med Bellini’en, og det er især en vigtig detalje, når man sammenligner signalkilder eller kabler.

Pris: Kr. 35.995,-

Forhandler:

StudioSound

Web: www.studiosound.dk
Mail: [email protected]
Tlf: 4454 5401


Ear 868PL

Den næste forforstærker er fra Ear, og den er nærmest den diametrale modsætning til NuForce. Ear er et ”analogt” foretagende, som primært baserer deres produkter på rør. Og selv om der også er et par digitale produkter i deres sortiment, så er det deres forstærkere og især Riaa’er, de er kendt for.

868PL er baseret på rør, og er internt opbygget med ubalancerede kredsløb. Strømforsyningen er helt ligetil med en ringkernetrafo af pæn størrelse, og et par mindre ladelytter. Det meste af teknikken er lånt fra den større model 912, men der er selvsagt skruet ned for nogle af de kostbare løsninger fra storebror.

Blandt andet er der trafoer i udgangen til effektforstærkerne. Det løser to ting på en gang... dels afkobler det kredsløbene galvanisk fra effektblokken, men samtidig muliggør det også balanceret kobling til den efterfølgende effektforstærker, fordi der er to sekundære viklinger på trafoerne: En i fase og en i modfase. Men som jeg bemærkede under lyttesessionen, så falder udgangsspændingen med denne løsning, da spændingen skal deles på to viklinger, i stedet for én ved ubalanceret drift. Samme løsning benyttes til den balancerede indgang. I storebror 912 er Riaa delen ligeledes afkoblet med trafoer til linjetrinnet.

I 868PL finder man også en indbygget Riaa lånt direkte fra Ear’s egne separate Riaa modeller. Der er mulighed for tilkobling af både MM og MC pickup’er, hvor Ear benytter deres egne step-up spoler til formålet. Og som noget specielt er der mulighed for 3 forskellige modstande på disse spoler, a la den separate step-up MC4, som er testet her på Hifi4all ved en tidligere lejlighed. De forskellige modstande giver ligeledes mulighed for forskellig gain. Modstanden kan sættes til 3, 12 og 40 ohm. Denne værdi skal ganges med faktor 3, for at sammenligne med traditionelle aktive MC modstande, hvilket vil sige cirka 10, 40 og 120 ohm. For at skifte modstand på 868PL skal man have toppen af kabinettet, og skifte via et sæt kontakter på printet.

Der rigeligt med indgange inkl. en balanceret, men sidstnævntes stik er vendt på siden, hvilket betyder at lidt stive kabler godt kan drille. Samtidig er der fire(!) sæt udgange, både balanceret og ubalanceret. Så der er rigelig mulighed for bi-amping med begge tilkoblingsmetoder. Stikkene er af meget lækker kvalitet, og der er to stelskruer, så selve forforstærkeren også kan kobles til stel eller jord.

Kabinettet er solidt konstrueret af tyk bukket stålplade på top og bund, med stivere mellem front og bagside. Fronten er forkromet poleret aluminium med en 1 cm godstykkelse, og al betjening foregår med nogle lækre drejede knapper i samme lækre finish. Der medfølger en lille fiks fjernbetjening, som kun kan kontrollere volumen. Omme ved bagpladen sidder et motordrevet potentiometer.

Da Ear 868PL er en klassisk konstrueret forstærker, så betyder det også et fuldstændig fravær af relæer og så videre. Det betyder, at den skal tændes et par minutter før effektforstærkeren, da enhederne i højtalerne laver nogle sjove bevægelser frem og tilbage, med et blidt bump, når 868PL er klar. Ligeledes skal den slukkes til sidst, da lyden ved slukning ikke er rar. Og så skal den også have ½-1 times opvarmning, før den spiller sit allerbedste.

Lytteindtryk

Lydmæssigt er Ear 868PL noget helt andet. Den har en klang, der minder meget om Bellini forforstærkeren i lytterummet, med en lidt mere ”romantisk” tilgang til musikken. Og hvor NuForce går mere efter det tekniske og korrekte, så går Ear efter nerven i musikken.

Det betyder, at selv om bassen er solid med god tyngde, så har den også lidt fylde, om end den stadig holder præcisionen. Den besidder ligeledes en god nuancering og detaljering, men det er ikke helt på niveau med NuForce. Og så kunne jeg sagtens fortsætte med en beskrivelse af mellemtone, men det vil jeg faktisk gerne lige gemme til om lidt. Ligeledes er diskanten som på Bellini’en let afrundet, uden at det går ud over hverken bækner, eller luften omkring de enkelte instrumenter.

Rent teknisk minder 868PL også mere om Bellini’en, men her er det også tydeligt, at det ikke har været fokusområdet for Ear. Men misforstå endelig ikke, for 868PL’eren er stadig ret suveræn til det tekniske i musikken, og perspektiv, lydbilledets størrelse, detaljer og så videre er stadig helt med i bedste liga. Det når bare ikke det ekstra lille skridt videre, som NuForce P-20 gør.

Og så kommer det med mellemtone-området... for det er her, at 868PL ligger afstand til P-20. 868PL brillerer simpelthen med en indsigt, der giver en tredimensionalitet i lydbilledet ud over det normale. Man kan nærmest fysisk fornemme formen på sangerens kranie, på de allerbedste indspilninger, og afstanden mellem de udøvende er knivskarp. Tingene står mere fri af hinanden... lidt a la den ”lagkage”-lyd, jeg har nævnt få gange i andre test. Det betyder, at alle ting i musikken får sit eget lag, og er helt fri af hinanden. Og det sammen med en naturlighed og realisme, som er helt ekstraordinær!

Man får simpelthen en helt ny indsigt i mange af sine plader, og får en fornemmelse af tilstedeværelse, som ikke har været der før. Lukker man øjnene, så føler man næsten, at man kan række ud og røre ved de udøvende. Ja, lidt af en kliche, men det holder med 868PL’eren! En del af det bunder nok også i, at Ear 868PL ligesom NuForce P-20 er verdensmester i at være støjsvag... kulsort!

Ovenstående er en generel beskrivelse af lyden fra Ear 868PL, når signalet kommer fra CD eller via den indbyggede MM Riaa, og med ubalanceret signal hele vejen. Ved skift til balanceret signal ind og ud holdes niveauet pudsigt nok i lydstyrken, for den balancerede udgang dæmper rent faktisk signalet. Normalt stiger styrken på aktive balancerede udgange. Lydmæssigt mister bassen noget tyngde, og at lidt af den samlede magi, der er nævnt tidligere, forsvinder. Men det skyldes måske trafo løsningen?

Ligeledes lever MC step-up’en i Ear 868PL desværre ikke helt op til mine forventninger. For selv om Riaa delen i 868PL generelt er fantastisk støjsvag, så ryger der lidt af magien når den indbyggede step-up benyttes. Men måske er jeg også lidt forvent med step-up’en fra Ortofon, som var den bedste løsning sammen med 868PL’erens MM Riaa, hvor magien når helt i top!

Men realistisk set, så er det også de færreste, som vil koble et 70.000,- kr. vinyl setup til en Ear 868PL. Benytter man en god MC pickup under 10.000,- så tvivler jeg meget på, at man vil opleve det samme som jeg. Og når alt kommer til stykket, så er det en ret fantastisk MM/MC Riaa, der sidder i Ear 868PL!

Pris: Kr. 40.481,-.

Importør:

Exotic Audio

Web: www.exoticaudio.dk
Mail: [email protected]
Tlf.: 35 11 27 70



Rotel RC-1580

Men hvad sker der så, når vi bevæger os i den anden retning, rent prismæssigt. Er forskellene større eller mindre. Til at finde ud af dette, har vi fået en forforstærker fra Rotel med i testen, som koster cirka det halve af Bellini referencen.

Forforstærkeren fra Rotel er lidt af en joker i denne test, for på den ene side bekræfter den, at de dyrere løsninger er bedre, men forskellene er til gengæld også små. Rotel har altid formået at indsnævre forskellen til dyrere produkter, hvilket især gælder deres forstærkere og CD afspillere. Og denne status som et ”bang-for-the- buck” produkt gjorde, at valget var oplagt, da der skulle vælges et budgetprodukt til denne stortest.

På RC-1580 er det især den interne opbygning med en kraftig strømforsyning, som har æren for dette. Der er en - efter forholdene - stor ringkerne-trafo med 20.000 µf strømlager. Samtidig er alle kredsløb bygget op omkring diskrete komponenter, og det gælder også den indbyggede Riaa, som accepterer både MM og MC pickup’er! Det borger i sig selv for, at der skulle være en rimelig garanti for vellyd. Der er kun ubalancerede ind og udgange.

RC-1580 er i forhold til prisen, lidt af et udstyrsstykke. Den har masser af indgange, som har hvert deres relæ til skift af indgang, helt ude ved stikkene. Samtidig er der også mulighed for, at sende et andet signal til for eksempel en båndoptager, mens man lytter til den primære kilde. Der er oven i det tonekontroller og balanceknap, samt stik til hovedtelefon og en medieafspiller via minijack-stik, på fronten.

Kabinettet er meget traditionelt opbygget af bukket stål, med en front af skuret aluminium, med særskilte blanke profiler på hjørnerne af fronten. Der medfølger en fjernbetjening, som kan styre et komplet Rotel setup. Samlet set er RC-1580 en seriøst konstrueret forforstærker, hvor der er lagt vægt på væsentlige.

Lytteindtryk

Men hvordan lyder den så? Kan den følge med de dyrere forforstærkere, og er forskellene meget små? Både og. For rent tonalt har RC-1580 den velkendte Rotel lyd, som egentlig ikke er helt neutral, men som har et lille tvist af varme i sig. Med andre ord en meget behagelig og naturlig klang, som man bestemt ikke bliver lyttetræt af.

Bassen har et godt punch, men er lidt til den fyldige side. Den er ikke helt så nuanceret som de dyrere forstærkere i testen, men prisen taget i betragtning, så er det faktisk ganske godt. Mellemtone-området er meget ligetil, og der er ikke noget at sætte en finger på. Samtidig har diskanten en let afrunding mod toppen, hvilket gør, at den samlede klang ligger sig meget tæt op ad Ear 868PL og Bellini’en. Dog savner diskanten noget opløsning, hvilket gør, at man vil savne noget luft sammen med et setup som her i lytterummet. Men ”luft” er i hifi også noget af det, der koster allermest.

På de tekniske sider af musikken, har Rotel’en et lille es i ærmet, for godt nok opleves lydbilledet smallere end de andre, men der er stadig en god fornemmelse af rum, perspektiv og placeringer i lydbilledet. Og så trumfer den lige med en dybde i lydbilledet, som på ingen måde står i skyggen af de andre deltagere! Og detaljeringen er samtidig fuldt ud lige så god.

RIAA’en blev selvfølgelig også afprøvet, og det var her, at den eneste egentlige skuffelse blev fundet. Der er grundlæggende den samme lyd og teknik, som man oplever via CD, og et stort plus er, at den er meget støjsvag. Ingen sus eller brummen i højtalerne overhovedet!

Men i toppen blev lyden hård og pågående, når den blev leveret af Goldring Legacy, både med og uden step-up. Det var altså både MM og MC delen, som gav denne kant til musikken. Det betød, at glæden ved vinyl blev noget indskrænket. Det er ikke et fænomen, jeg har oplevet med Ear 868PL eller Bellini’en. Ved skift til Benz Ebony TR og step-up via MM, blev det noget mildere, men det forsvandt ikke helt. Så her skal der altså matches med omhu. Til gengæld får man så de andre gode kvaliteter ved resten af Rotel’en med.

Pris: Kr. 9499,-.

Importør:

SAS Audio

Web: www.sas-audio.dk
Mail: [email protected]


Samlet vurdering

Denne test understreger i den grad vigtigheden af en god forforstærker. Og hvor er det glædeligt at opleve 3 produkter, hvor opgaven som forforstærker er taget seriøst. Man skulle tro at det var en selvfølge, når man lægger 30-40.000,- på bordet, men tidligere test har desværre vist det modsatte.

Testen viser også, at forskellene ikke er store, trods dobbelt op på prisen fra reference forforstærkeren. Men mest overraskende er det, at man også kan få en rigtig god forforstærker i budget-klassen.

Både teknisk og lydmæssigt er NuForce P-20 meget tæt på perfekt, men omvendt måske også en anelse anonym... Jeg må indrømme, at jeg selv foretrækker Bellini’ens mere romantiske lyd, med et let løft i bassen og en let afrunding i diskanten. Men NuForce P-20 leverer absolut lyd i ”Topklasse”, så den betegnelse får den med herfra. Glædeligt at møde en forforstærker, hvor opgaven er blevet taget alvorligt!

Desværre har P-20 ikke en Riaa indgang, men set i lyset af at NuForce selv er en digital-specialist, så er det forståeligt. Men det ville have gjort den endnu mere alsidig, end den allerede er. Og selv om mange mener det modsatte, så er vinyl stadig et meget aktuelt medie, især hos de entusiaster som denne forforstærker prismæssigt henvender sig til. Måske ser vi et modul til opgradering i fremtiden?

Ear 868PL er den fuldstændig modsatte løsning af NuForce, for her er både kredsløb, betjening og lyd meget ”analog”. Og den har karakter med sin lidt varmere, ”romantiske” lyd. Her er der helt sikkert truffet et valg, væk fra neutralitet og korrekthed, men med musik i højsædet i stedet.

Og ligeledes bekræfter Ear 868PL eftertrykkeligt, at der stadig er håb for, at finde en seriøs forforstærker. Det har været en udsøgt fornøjelse, at have haft besøg af denne forforstærker! Og som med NuForce P-20, så er der tale om lyd i ”Topklasse”, om end på en helt anden måde. Så Ear 868PL får også den udnævnelse med.

Rotel er altid en god joker, at tage med i tests, når man lige skal hive dyrere produkter lidt ned på jorden. For Rotel’s produkter understreger, at man sagtens kan få meget af den samme vellyd, til væsentlig mindre penge. Og det understreger især, at det er dyrt, når man skal have de små forbedringer. Til gengæld får man ikke helt den samme finish, som de dyrere forstærkere, men det giver mig bare endnu mere lyst til, at kalde RC-1580 en usleben diamant. Og havde RIAA’en ikke givet problemer, så havde betegnelsen ”Best-Buy” været på sin plads... for det er tæt på!

Men allermest rystende er, at RC-1580 gør det væsentlig bedre, end de dyre forforstærkere fra Audio Research og Chord, som tidligere har skuffet slemt i tests her på siden...


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy, Ortofon Rondo Bronze
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Forstærkere: Ortofon ST-80SE, Audio Analogue Bellini, Vincent SP-995
  • Højtalere: Xavian XN360
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10
  • Tilbehør: Brinck Br507 strømfilter, Sound InVision paneler.


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Belles Aria
27.12.2016
Vincent SA-T7
19.11.2016
På med vinylen 11
11.10.2016
Audiovector QR 1
27.09.2016
På med vinylen 10
24.08.2016
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Lyra forhandler i Danmark
11.01.2017
Nyheder fra Technics
05.01.2016
God jul & godt nytår!
21.12.2016
Innuos musikserver
16.12.2016
Ny distributør af Audeze
16.12.2016
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes