Som en naturlig forlængelse af testen af RIAA’er, ser - og lytter - vi nærmere på MC pickup’er i den eksotiske ende af prisskalaen, i denne test. Alle MC pickup’er i denne test er af low output typen hvilket betyder, at de skal have ekstra forstærkning sammenlignet med MM eller MC High. En pickup er i princippet en lille generator, som genererer spænding og strøm, når nål og nålerør bevæger sig i pladerillen, men ikke nok til at klare sig uden ekstra forstærkning sammenlignet med for eksempel CD.

I grove træk findes der to primære principper inde for pickup’er: MM er Moving Magnet, som betyder at det er magneten der bevæger sig, og at spolerne er fastmonteret. På en MC er det spolerne der bevæger sig, og magneterne som er fast monteret. Moving Coil findes både med højt output a la MM, men også med lavt output som kræver ekstra forstærkning. Det er antallet af viklinger på spolerne som bestemmer udgangsspændingen. På dyrere MC pickup’er benyttes oftest low output, da mange producenter mener at det lavere antal viklinger slipper flere detaljer igennem. Der benyttes også typisk mere eksotiske materialer til magneter og spoler i denne ende af prisskalaen.

Der findes andre principper, som f.eks. Moving Iron. På en MI er både spoler og magnet fastmonteret. I stedet sidder der et stykke metal på enden af nålerøret, som ikke selv er en magnet, men som er magnetisk aktivt, f.eks. stål. Når dette metal bevæges mellem magneter og spoler flyttes magnetfeltet, og spænding genereres i de faste spoler. Aluminium og andre letmetaller kan ikke bruges, da de er ufølsomme over for almindelige magneter. Grado og London (Decca) er eksempler på mærker der benytter MI princippet.

Ortofon Cadenza Blue

Cadenza serien har overtaget pladsen efter den ganske kendte Kontrapunkt serie, og det er stort set de samme tekniske egenskaber, der går igen. Cadenza Blue deler egenskaber med B-modellen, blandt andet nålerøret af rubin, men den har fået en lidt mindre FG70 ”stift” på, som til trods for sin mindre størrelse, har en lidt større anlægsflade i rillen. Den kan ganske enkelt nå dybere ned i rillen! Tråden i spolerne er stadig af sølv, og Cadenza Blue har et lidt højere output end sin forgænger.

Cadenza’en var ikke super nem at montere, og til trods for at den på billeder ser rimelig stor ud, så er det altså en væver, lille sag. Og glat som en ål! Men med en pæn portion tålmodighed gik det alligevel. I øvrigt sidder pindene til signalet ikke i en firkant, men forskudt af hinanden. Og forsænket! Der er ikke meget plads, og farvekoderne sidder anderledes i forhold til pickup’er fra de fleste andre mærker. Så en rolig hånd var påkrævet, sammen med en pincet med en tynd spids.

Men da Cadenza’en først sad der, var azimut og lignende en ren fryd at justere ind. På Cadenza serien sidder der - forrest oven på huset - en lille tap, og to tilsvarende bagerst i hver side. Så ved at løsne den ene skrue ganske lidt, og stramme den anden lige så, ændres vinklen stille og roligt. Og med et forkromet øjemål og en testplade, var det nemt at justere de sidste detaljer ind. Samtidig er dette også med til at sikre, at man ikke får overspændt skruerne lige så nemt.

Cadenza Blue kræver et ganske højt nåletryk på 2,5 gram, og da antiskating blev justeret ind via testpladen, viste der sig samtidig behov for en ganske høj værdi hér også. Rent faktisk kunne det ikke sættes højere på Rega armen. Men det var så heldigvis også nok! Typisk følges værdien for nåletryk og antiskating ad. Men det høje nåletryk betyder også, at pickup-huset svæver ganske tæt på pladernes overside, ved korrekt VTA.

Til gengæld sporer den perfekt, og det var kun på testpladens tortur-spor, at der var tendens til at give op – hvilket de fleste pickup’er faktisk gør! På Pink Martini’s ”Splendor In The Glass”, er der et par af numrene i inderrillerne, som godt kan være lidt ”fuzzy”. Her sporede Cadenza Blue helt perfekt, i en grad så det ”fuzzy” slet ikke kunne høres!

Lydmæssigt er Cadenza Blue udpræget neutral og ligetil. Den hælder lidt mod toppen, men med rette indstilling på RIAA’en kan det holdes på plads. På den måde blev toppen ”tæmmet”, og jeg opnåede en meget disciplineret og nøgtern klang. Måske en anelse til den kølige side, men det skyldes at bassen tilsvarende savner lidt tyngde. Men bassen er generelt meget præcis og rigtig godt defineret med tydelige detaljer, som for eksempel anslag på elbassens strenge. Bassen er i øvrigt ultra hurtig, og fremstår meget ren og klar.

Cadenza Blue er indbegrebet af en super dynamisk pickup, med en ekstrem hurtighed i hele frekvensområdet. Det er MC ”the good way”! På mange måder minder Cadenza Blue meget om min egen 2M Black fra samme producent. Men Cadenza er lige en tand mere fri i sin klang, og giver en oplevelse af mere luft i musikken. Der er en meget ren lyd, der strømmer fra Cadenza Blue, som gør den meget let at lytte til. Ikke noget med lyttetræthed her! Det er bare på med den ene skive efter den anden.

Detaljeringen er generelt rigtig god, især i bassen som beskrevet tidligere. Men jeg savner lidt størrelse på lydbillede og perspektiv, i forhold til min London Jubilee. Placeringer af de udøvende er heller ikke helt så præcise. Et godt eksempel på dette er Waters/Gilmour på ”Wish You Were Here”. Her skal Waters helst stå bag Gilmour lidt til venstre, men det opleves ikke helt så tydeligt på Cadenza Blue. Men derudover fremstår stemmer og instrumenter meget realistiske og naturtro.

Ortofon Cadenza Blue er samlet set en rigtig lækker lille pickup. Lækkert udført, med en ligetil lyd uden svinkeærinder. Klangen er meget homogen, og kun på den tekniske side af musikken savner jeg lidt. Denne pickup vil helt sikkert tiltale mange, da den på ingen måde gør opmærksom på sig selv. Den spiller det der er i rillerne, næsten uden omsvøb.

Specifikationer:

• Frekvensområde: 20-50.000 Hz.
• Output: 0,5 mV.
• Compliance: 12 mN.
• Rør/Nål: Rubin/FG70.
• Anbefalet nåletryk: 2,5 gr.
• Anbefalet modstand: 50-200 ohm.
• Vægt: 10,7 gr.

Pris: Kr. 8799,-.

Producent:

Ortofon
Web: www.ortofon.dk
Mail: info@ortofon.dk
Tlf: 54911915

Lyra Delos

Lyra Delos er én ud af to nye modeller i Lyra’s sortiment, og Delos overtager pladsen efter både Dorian og Argoi. Prismæssigt lander den også lige midt i mellem. Rygterner siger, at det ender med fire-fem modeller i den nye serie, der dækker samme område som tidligere bestod af seks (Dorian, Argoi, Helikon, Skala, Titan og Olympos). Indtil nu er to nye modeller kommet frem, og den anden model er Kleos, som har ”puffet” Helikon ud af programmet. Der skulle så komme en tredje, som skulle tage over efter Skala og/eller Titan.

Delos deler det meste af sin teknik med den udgåede Dorian, blandt andet nålerøret af boron, samme type diamant og spoler af kobber. Men der er helt sikkert også skævet til de større modeller ved udviklingen af Delos og Kleos, hvilket deres fysiske fremtoning tydeligt bærer præg af, omend materialevalget stadig holder sig i den prismæssigt rimeligere ende.

Output er ligeledes det samme som Dorian. Men en ting er helt ny ved Delos (og Kleos): Nålearm og spoler sidder ”skævt” i forhold til magnetsystemet, når pickup’en er ubelastet. Når nålen kommer ned i rillen ændres vinklen, så spoler og magnet nu sidder korrekt over for hinanden – ved korrekt nåletryk. Ifølge Lyra er dette helt nyt, men hvis man kigger lidt på andre modeller på markedet, så er der nogle stykker, der har haft samme tanke før, for eksempel Rega's Apheta.

Delos var meget nem at montere, da ”huset” er forholdsvis stort, og nemt at tage fat i når Delos skal flyttes frem og tilbage, så den sporer korrekt i forhold til ProTractor’en. Pindene på bagsiden sidder med god afstand, og det var fuldstændig ligetil at montere de små stik. Her klarede den ”almindelige” pincet sig fint.

De sidste detaljer som VTA og antiskating var efterfølgende en fryd at justere ind. Azimut er der ikke mulighed for at justere sammen med en Rega arm, da Delos ligger helt fladt mod tonearmens monterings-flange. Og det senere check med testpladen bekræftede da også, at Delos var samlet helt korrekt fra fabrikken uden nogen skævheder overhovedet. Dermed var der heller ikke behov for justering af azimut!

Delos sporer tæt på perfekt, og kun på det sidste ”tortur”-spor på testpladen, var der tendenser til at give op. På Pink Martini’s ”Splendor In The Glass” inderspor, klarede Delos sig næsten lige så godt som Cadenza Blue. Den kunne ikke komme helt så dybt i de allerinderste riller, og der var stadig noget ”fuzzy” tilbage at spore.

Delos er ikke helt neutral i sit udtryk. Den fokuserer på de tre hovedområder hver for sig, og lyden er ikke helt så homogen som for eksempel Cadenza Blue. Det betyder at overgangen mellem bas, mellemtone og diskant kan fornemmes en smule. Lidt som når Keith Richards og Ron Wood spiller ude af takt med resten af Rolling Stones ved live koncerter. Musikken er stadig god, men man kan ikke helt slippe det alligevel.

Lyra anbefaler til Delos en modstand mellem 91 og 47k ohm. Jeg har helt ærligt ikke hørt en low output MC pickup yde særlig godt over 500 ohm, for slet ikke at tale om 47k ohm! Delos har også lidt ekstra energi i toppen som godt kan tåle lidt dæmpning, så jeg startede ud med belastning i den lave ende, men det skulle vise sig at der skulle afprøves forskellige belastninger, før det lykkedes at holde diskanten på niveau med bas og mellemtone. Jeg prøvede for god ordens skyld også med højere værdier, men her blev der rundet for meget af, med tab af detaljer til følge. Delos mangler generelt lige den sidste opløsning i toppen, og kan godt lyde mindre "finkornet" heroppe. Det betyder at der også mangler lidt luft i diskanten, for at lyden kan slippe helt fri.

Bassen har væsentlig mere tryk end Cadenza, præcisionen er helt i top, og bas og stortromme står tydeligt fri af hinanden. Men jeg savner lidt bedre detaljering og definition. For eksempel er stortrommens 3-i-1 lyd ikke super skarp hér. Og anslag på en elbas’ strenge kunne godt være tydeligere.

Mellemtone området er lidt fremhævet, nogen vil måske endda sige en anelse markeret. Og det er helt fra lav til høj mellemtone, at dette ”løft” sker. Det kræver lidt tilvænning, men ud over dette ”løft” er der ikke noget som helst, at udsætte i mellemtone området. Stemmer lyder naturligt, og alle instrumenter præsenteres fuldstændig korrekt.

Detaljeringen er lige som den skal være, og jeg savner ikke noget ikke noget fra de plader jeg har lyttet igennem. Men som på Cadenza, savner jeg også med Delos lidt størrelse på lydbillede og perspektiv. Der er heller ikke den præcision af placeringer, som jeg er vant til fra min London Jubilee. Dynamikken er til gengæld lige i øjet. Og sammen med bassens tryk er det svært, ikke at rocke med til musikken.

Lyra Delos er samlet set ikke lige så nem at gå til, for Lyra har bestemt valgt en klang, frem for 100 % neutralitet. Men hvis man ønsker musik mere end korrekthed og teknik, så er den helt sikkert et oplagt emne. De tre toneområder hænger ikke helt sømløst sammen, og jeg oplever lidt at de spiller hver for sig, med hver sit fokus. Men det glæder mig, at Lyra er gået væk fra de tidligere modellers nøgterne og meget direkte klang.

Specifikationer:

• Frekvensområde: 10-50.000 Hz.
• Output: 0,6 mV.
• Compliance: 12 mN.
• Rør/Nål: Boron/Namiki Microridge.
• Anbefalet nåletryk: 1,75 gr.
• Anbefalet modstand: 91-47k ohm.
• Vægt: 7,3 gr.

Pris: Kr. 7900,-.

Forhandler:

ArtSound
Web: www.artsound.dk
Mail: artsound@mail.tele.dk
Tlf: 28198163

I 2.del ser vi nærmere på pickup'er fra ZU Audio og Goldring. Den kan læses her

Reference-udstyr:

CD: Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer.
Vinyl: Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito, London Jubilee.
Forstærkere: Audio Analogue Bellini & Vincent SP-995.
Højtalere: Xavian XN360.
Kabler: Vincent XLR, Silver Sonic AirMatrix RCA & Silver Sonic Q10.
Tilbehør: Brinck Br 507 Netstøjsfilter.

Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.