Her er du: Anmeldelser - En lille revolution - lyntest af JVC HD-1 24. november 2017 | 04:36   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


En lille revolution - lyntest af JVC HD-1
Anmeldelse af: Jonas Gram  [05.08.2007] Print testen
For første gang kaster HIFI4ALL.DK sig over en projektor og hvorfor så ikke starte på toppen?

JVC DLA-HD1 stod der med fede typer på den relativt store kasse, der en lun forårs-aften, efter længere tids (utålmodig) venten, endelig havde fundet vejen forbi København. Desværre stod det allerede fra starten klart, at det kun ville blive en kort visit, eftersom det udlånte test-eksemplar var og er omtrent lige så ombejlet som en iskold pilsner på en varm sommerdag. Derfor var distributøren nødsaget til med hård hånd at disponere over tiden, som der i forvejen ikke var meget af – hifi er nu engang en fritidssyssel. Nok om det, for selvom der kun var tale om et kort bekendtskab, har projektoren fra JVC virkelig givet denne anmelder noget at tænke over!

Og tænkt det er der blevet – for den udvikling, som markedet for projektorer har oplevet gennem det sidste år til halvandet, er intet mindre end fascinerende! Hvor man for bare et par år siden skulle vælge mellem en personbil i den dyre ende eller det, som undertegnede vil kalde en acceptabel og udmærket billedkvalitet fra en projektor, har man i dag (groft sagt) valget mellem en scooter og en formidabel projektor. Nuvel, 50.000 kr., som er prisen for DLA-HD1’eren, er en pæn sum penge og rækker givetvis til mere end én scooter, men som det fremgår nedenfor er hver en krone givet godt ud.

 

Foruden selve projektoren følger der naturligvis også en fjernbetjening med, som er en ganske ordinær plastik-dims, der næppe pynter på stuebordet, men som dog udmærker sig ved at have baggrundsbelyste knapper. Den medfølgende brugsvejledning er ganske standard, men opfylder fint sit formål.

Selve projektoren er, som størrelsen af dens kasse indledningsvist afslører, egentlig ganske stor og man bliver faktisk overrasket over størrelsen, når man henser til den tiltagende trend, blandt JVCs konkurrenter, med at mindske det fysiske omfang af de digitale projektorer. Nu skal man endelig ikke få indtrykket af, at DLA-HD1’eren er på størrelsen med de gamle CRT-mastodonter, men petit er den bestemt ikke!

Størrelsen kan derfor også skabe nogle udfordringer med hensyn til placeringen af projektoren, men her brillerer JVC med en yderst alsidig lens-shift funktion. Ved hjælp af to indstillinger på fronten af projektoren kan man således justere billedet horisontalt (op til +/- 34%) og vertikalt (op til +/- 80%). Der er tale om en fysisk justering af selve optikken og der benyttes ikke digital keystone. Som følge heraf bevarer men derfor billedkvaliteten (inkl. 1:1 pixelmapping!) selvom man justerer billedet ganske meget – en virkelig prisværdig feature!   

Chassiset er udført i sort højglans, brudt af en sølvfarvet stribe i midten og med en sammenhørende sølvfarvet front. Den tilsvarende model, som bl.a. i USA markedsføres som DLA-RS1, er udelukkende holdt i sort. Hvilket af de to designs man foretrækker er naturligvis et individuelt valg, men det er lidt ærgerligt, at de danske købere ikke gives dette valg. Fra august 2007, kan HD1 ligeledes leveres i en hel hvid version.

Fronten prydes af den store linse og af to ventileringskanaler, hvoraf den ene benyttes til indsugning af luft ind og den anden til udblæsning af luft. Et funktionelt ganske smart design, da det muliggør en placering relativt tæt på en væg eller et loft.

Den indbyggede blæser klarer opgaven fint og selvom man sidder forholdsvis tæt på projektoren, er den stort set ikke til at høre i ”normal” indstillingen. Der er ligeledes en ”high” indstilling og her kan man godt ane en ”susen” i stille passager af en film, men der er tale om en nogenlunde lavfrekvent lyd, som derfor ikke er kilde til synderlig irritation. Det skal hertil bemærkes, at ”high” indstillingen kun er nødvendig ved brug af projektoren i dagslys – skal man se film om aftenen, eller har man en god afdækning af vinduer, er ”normal” indstillingen fuldt ud tilstrækkelig.

Bag på DLA-HD1’eren finder man to HDMI inputs, ét S-Video input, ét composit input og ét kombineret component og RGBs input. Desværre skuffer JVC lidt, da man har valgt at fravælge muligheden for en D-sub indgang (VGA) – en feature som specielt HTPC entusiaster sikkert gerne ville have haft med.

Distributøren insisterede på, at testen af projektoren blev foretaget på et Grayhawk lærred fra Stewart Filmscreen, da dette lærred efter sigende er blevet optimeret til brug for 1080p projektorer. Grayhawk lærredet gav et meget flot og naturligt billede, men prisen er bestemt ikke ubetydelig og der er næppe tvivl om, at andre og billigere lærreder tillige kvitterer med et flot billede sammen med DLA-HD1’eren. Dog er det med lærreder som med alt andet hifi og hjemmebio udstyr; prisen stiger eksponentielt med kvaliteten og skal man have det bedste af det bedste til sin projektor, kommer man ikke udenom om lærrederne i luksusklassen, herunder Grayhawk lærredet.

Selve monteringen af projektoren går egentligt ret smertefrit, særligt da lens-shift funktion giver mulighed for en alsidig placering. Opsætning kan ligeledes klares forholdsvis nemt, da standardindstillinger faktisk er ret fornuftige, hvilket desværre endnu er et selvsyn for de fleste projektorer og fladskærme. Det meste kan indstilles på DLA-HD1’eren og når man alligevel er oppe i den prisklasse, bør man ofre en smule mere og få foretaget en professionel kalibrering – det giver altså lige det sidste pift!

Og nu til det vigtigste, billedet! … Ja det er svært at få armene (og hænderne) ned på tastaturet igen når man har set hvad DLA-HD1’eren kan præstere. Der mangler ikke mange popcorn før bægeret er fyldt – eller sagt på en anden måde; der er tale om lille revolution i markedet for digitale projektorer!

På papiret ser den oplyste lysstyrke på 700 ANSI lumens (i ”high” indstillingen) ikke imponerende ud, snarere tværtimod! Men her bliver man snydt (eller konkurrenterne ”snyder” om man vil), for rent faktisk leverer den en imponerende lysstyrke, også i ”normal” indstillingen. Selv uden brug af måleinstrumenter (og med lidt skelen til andre offentliggjorte målinger af denne projektor) var det nogenlunde tydeligt, at DLA-HD1’eren, i modsætning til mange af dens konkurrenter, rent faktisk leverede den opgivne værdi, eller i hvert fald ret tæt på – og så er 700 ANSI lumens altså ret overbevisende! Det er ikke noget at sige til, at JVC har gået stille med dørene hvad denne, på papiret, lave lysstyrke angår, da det er næppe er noget, der bidrager i det efterhånden tiltagende ”specifikations-kapløb” der hersker mellem producenterne af projektorer og fladskærme. Men JVC har altså ikke grund til at være tilbageholdende med at oplyse om dette.

JVC har til gengæld ikke holdt sig tilbage når det angår oplysningen af kontrasten – ”15.000:1” har været mantraet i markedsføringen af DLA-HD1’eren. Heller ikke dette udsagn har det været muligt et efterprøve validiteten af, men kontrasten er uden tvivl meget høj, eller man fristes næsten til at sige kældersort. Og her skal man huske på, at denne projektor ikke gør brug af dynamisk iris. Nogle af de konkurrerende projektorer, herunder andre projektorer, der tillige er baseret på LCOS teknologien, eksempelvis Sonys VPL-VW50, leverer også en ganske imponerende kontrast, men de gør brug af en dynamisk iris. I denne forbindelse skal det som en lille sidebemærkning nævnes, at HIFI4ALL.DK håber, i en ikke så fjern fremtid, at kunne bringe en oversigtsartikel over de forskellige projektor-teknologier.

Forskellen på DLA-HD1’erens kontrast og kontrast ved hjælp af en dynamisk iris kan lettest – på en praktisk måde – illustreres ved at betragte åbningsscenen fra næsten en hvilken som helst Star Wars film. På eksempelvis Sony projektoren, som gør brug af dynamisk iris og som uden tvivl leverer et fantastisk billede, vil du se en sort stjernehimmel med nogle stjerner på. På DLA-HD1’eren vil du dog se en knaldsort stjernehimmel drysset med et hav af små lysende stjerner. Det er forskellen, sort på hvidt, og der er ikke tale om overdrivelse!

 

Denne projektor er altså svaret på bønnerne fra de folk, som vil have at Batmans dragt skal være kulsort og ikke grå som i den fimsede ”kapow” serie fra 60’erne. Når man tilmed bliver belønnet med en kvalitet af farvegengivelsen, som giver CRT-projektorerne kamp til stregen, hvad naturlighed og dynamik angår (omend der er lidt vej endnu), så er der ikke meget at sige til, at denne projektor i øjeblikket går sin sejrsgang verden over.

Som toppen af kransekagen kan DLA-HD1’eren vise kildemateriale i 1080p (1920 pixels gange 1080 pixels) undertiden også betegnet som ”Full HD”. Dette medfører, at man kan nyde eksempelvis Blu-Ray og HD-DVD film i deres fulde opløsning. Feinschmeckere vil uden tvivl også sætte pris på, at projektoren ligeledes understøtter 1080p/24 (24 billeder i sekundet, som er den native frekvens for filmmateriale), som lige giver film det sidste filmagtige ”look”. Dette kræver dog, at afspilleren understøtter dette (pt. ingen – men de er på vej), eller at man har en video-processor som eksempelvis DVDO VP50. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at HD film var det primære kildemateriale under testforløbet. Den ene HD-DVD film blev afløst af den anden i den kortfattede testperiode. Der blev dog også lidt tid at gennemse et par dvd film og lidt fjernsyn.

Behandlingen og opskaleringen af billedet bliver foretaget af en indbygget Gennum VXP Processor, som bestemt anses for at være en god processor, og som på mange områder kan hamle op med de dyrere stand-alone videoprocessorer. Det korte test-forløb muliggjorde desværre ikke en dybere og mere omfattede test af DLA-HD1’erens billedbehandling. Overordnet set klarede Gennum processoren sig dog glimrende, om end det i et par enkelte tilfælde blev observeret, at den ved behandling af videomateriale (særligt sportstransmissioner) et par gange tabte kadancen. Den indbyggede billedbehandlingsteknik kan altså ikke afløse en dedikeret videoprocessor, men det ville næsten også være utopi at forvente dette til den pris.

Konklusion

50.000 kr. er ikke et blot et lille greb i lommen – det er mange penge! Desuagtet skal man ikke være den store filmentusiast før man seriøst bør overveje at investere i DLA-HD1’eren og - hvis pengepungen tillader det - et lækkert tilsvarende lærred fra eksempelvis Stewart Filmscreen. Er man en decideret ”movie buff”, og har man pladsen til et projektor setup, er der slet ikke noget valg! Billedkvaliteten findes simpelthen ikke bedre i øjeblikket til de penge!

Omvendt skal man heller ikke stikke sig selv blår i øjnene, JVC har (endnu) ikke leveret den ”hellige gral”, og har man eksempelvis set nogle af de bedste CRT-projektorer fra Marquee (Electrohome) eller Barco vil man savne den allersidste knivspids af ”film-looket”. Derudover muliggjorde det korte testforløb ikke en mere indgående test af billedbehandlingen eller målinger af ydelsen, andre tests af  DLA-HD1’eren har indikeret, at den har et par mindre småskavanker, men vi er altså her i petitesse-afdelingen og det er ikke noget man opdager ved normal brug. Endelig vil JVCs konkurrenter (og JVC selv) uden tvivl, og inden for en overskuelig fremtid, lancere projektorer som giver DLA-HD1’eren kamp til (og over) stregen (Barco har allerede i skrivende stund lanceret en modificeret udgave af JVC projektoren). Men indtil da har DLA-HD1’eren utvivlsomt og velfortjent gjort sig værdig til titlen som prisklassens ukronede konge i hjemmebiografen!

Specifikationer:

  • Chip: Full HD D-ILA
  • Opløsning: 1920 x 1080 pixel
  • Projektionstørrelse: 60-200”
  • Lens shift: +/- 80 % vertikal og +/- 34 % horisontal
  • Kontrast: 15.000:1
  • Lystyrke: 700 ANSI lumens
  • Indgange: 2 x HDMI, component, S-video, composite, RS-232
  • Video input: 480i/p, 576i/p, 720p60/50, 1080i60/50, 1080p60/50/24, NTSC/NTSC4.43/PAL/PAL-M/PAL-N/SECAM
  • Støj niveau: 25 dB (i normal mode)
  • Strømforbrug: 280 watt (2,7 i standby mode)
  • Dimensioner: 455 x 172,5 x 418,5 mm
  • Vægt: 11.6 kg

Pris: 50.000,- kr

Importør:

CAVEA
Store Torv 9, 1. sal
8000 Århus C

Tlf.: +45 7027 0715
Web: www.cavea.info
Mail: mn@cavea.info

Nye anmeldelser
Norma Revo SC-2 LN
13.11.2017
PS Audio Stellar Gain Cell Dac & S300
23.10.2017
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Audio Analogue importør
17.11.2017
Hegel 190
07.11.2017
GoldenEar Triton Reference
25.10.2017
Nyt fra Thorhauge
24.10.2017
Ny butik i København
19.09.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes