HIFI4ALL.DK
Grundig Thaurus 51. 20' LCD TV
Redaktøren  [13.05.2003]
Troede du at det var plasma TV'et, du ventede på ?? Tro om igen ! Grundig har givet TFT-skærmene en overhaling - det betyder ekstreme billeder !!

Bedst som vi alle sidder og venter på den optimale plasmaskærm til den rette pris, dukker der pludselig et nyt TV op fra Grundig, som baserer sig på den efterhånden aldrende LCD teknologi. Grundigs nye Thaurus serie består af fire modeller i størrelserne 15”, 20”, 23” og 30”, hvor de to største modeller er i 16:9 format. Vi har haft 20” modellen på besøg.
For det første er der ingen tvivl om, at designet vil kunne tiltale alle - i hvert fald de fleste.... Stilen er stram i alu-look og de ydre dimensioner er kun få cm større end det synlige areal. Thaurus 51 er ikke belastet af én eneste knap på fronten, kun en lysdiode fortæller om skærmens tilstand. Lige under skærmen sidder et cylinderformet højttalersystem, der på fornem vis bryder med de firkantede former. Tilsluttes TV’et til stereoanlægget kan højttalerne tages væk og den ovale fod kan monteres direkte.

Selve højttalersystemet kalder Grundig for Magic Fidelity. Det består af to fuldtone enheder suppleret med en 80 mm basenhed, som forsynes med 2 x 5 watt + 12 watt til basenheden. Der er indbygget Virtual Dolby Surround. Der er naturligvis beslag med, så det kun 14 cm dybe TV kan indtage en plads på væggen.

På bagsiden er der diskret tilslutning til Scart, antenne, et mini DIN 8 pin stik til trådløs tilslutning og VGA, så udvalget af billedkilder er noget begrænset. Skal du tappe lyden til stereo’en, må det foregå via en hovedtelefonudgang med et minijackstik – ikke helt optimalt. Til gengæld er der en RS232 port til opdateringer af Flash hukommelsen. Selv om skærmen tager mod VGA-signaler, så er den ikke en genvej til den ideelle kombination af TV og computermonitor, da den kun understøtter almindelig, gammeldaws VGA i 640 x 480. På 20” er det uegnet til alt andet end præsentationer.
Selve skærmen er seneste generation fra LG / Philips med det aktive matrix TFT-LC display med ikke mindre end 400 cd/m2 på lysstyrken. Det betyder, at den lille skærm kan lægge selve større stuer i et pænt lys med det rette billede på skærmen. Kontrastforholdet er på 400:1 – der findes bedre medier, men det er absolut respektabelt. Responstiden på det nye display er 25 ms, hvilket ses tydeligt på den fornemme opdatering. Grundig anfører, at TV’et har ”intelligent signalbehandling” som dækker over en lang række både automatiske og manuelle tilpasningsmuligheder med navne som Digital Noise Reduction, Falconic Motion Compensation (en vektor teknologi til den indbyggede hukommelse), Cross Color Reduction, digitalt still billede, TEXT-PIP og vertikal interpolation. Selv om Thaurus 51 er et 4:3 TV, er der indbygget automatisk eller manuel tilpasning til 16:9 formatet med zoom til letterbox. Text TV har hukommelse til ikke mindre end 2000 sider med TOP/FLOF TXT Level 2,5, der er Teleweb, hvor HTML sider kan vises samt en TV Guide (EPG) som gør det til en ren fornøjelse.
Der er et glimrende On Screen Display, hvor dansk er ét af de mange sprog, der understøttes. Menuerne er talrige med flere indstillingsmuligheder end jeg kan mindes i lang tid, bl.a. kan synsvinklen justeres – omvendt er det nødvendigt, da LCD er meget retningsfølsomt specielt i det vertikale plan. Fjernebetjeningen er overskuelig, men ikke altid lige logisk for alle, da funktionerne på de numeriske taster kan ændres.

Så skulle teknologien være på plads og vi kastede os omgående over TV-kigningen. Det var dog ikke helt nemt at få det optimale billede. Der er nemlig en lang række parametre, der skal kombineres for at få det fulde udbytte. Således skulle TV’et placeres med omhu, skarpheds- kontrast-, lys-, hvid og sort balance og vinkelindstillingerne skulle igennem adskillige afprøvninger før billedet synes at opnå den bedste kvalitet. Efter en dags tid mente vi ikke, vi kunne få det bedre.
Billedet er virkelig imponerende. Der er al den kontrast og styrke på både lys og farver, du kan drømme om. På gode kanaler betyder den gode sortbalance, at der er så realistisk dybde i billede, som man overhovedet kan forvente af en lille skærm. Nærbilleder er ekstremt detaljerede. I det hele taget er det svært at være mopset over noget…. Og dog..! Uanset hvor meget teknologien arbejder på højtryk for at suge mest muligt ud af billedkilderne, kan jeg ikke komme uden om, at billedet lugter langt væk af digitalteknik sammen med en effektiv undertrykkelse af flimmer og refleksioner. Sidder du  tæt på skærmen, kan du ind i mellem overmandes af en digital træthedsfornemmelse i øjnene. Det er en meget subjektiv fornemmelse, som nemt kan forveksles med den uvante fornemmelse af kombinationen af en lille skærm sammen med høje kontrast- lys- og farveforhold.
Et skift tilbage til lytterummets 34” 50Hz TV var efter adskillige timers 20”-kigning ret afslappende efter de påtrængende, nærmest tropiske reklameagtige farver. Med Pixars animerede film på DVD-spilleren kommer Thaurus’en dog rigtig til sin ret. Billedet er åndeløst nærværende og slår alle de bedste CTV skærme i samme størrelse uanset pris.
På lydsiden klarer de 22 watt sig forbavsende godt. Lyden er klart og veldefineret, men skal naturligvis holdes i en stram snor. Virtual Dolby er naturligvis meget skægt, men du skal sidde helt tæt på for at høre ændringerne i lyden.

Thaurus serien varsler en særdeles spændende fremtid for de flade TV ! Også selv om denne model med en pris på 20.000,- synes særdeles dyr.

Pris: 19.995,-

GRUNDIG DANMARK
Lejrvej 19
3500 Værløse
Tlf.: 44 48 68 22
Fax.: 44 48 66 67
E-mail: post@grundig.dk

www.grundig.dk


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.