Her er du: Anmeldelser - Auralic Aries Mini 29. marts 2024 | 16:16   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Auralic Aries Mini
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [15.04.2016] Print testen
Streaming er kommet for at blive, men ofte har det været bøvlet, at have med at gøre, for menigmand. Der manglede et ”plug’n play” produkt, som (næsten) kunne spille ud af kassen. Det er nu kommet med Auralic’s Aries Mini

Auralic har efterhånden sat et meget tydeligt aftryk på streaming’ens verden, især med introduktionen af Aries streameren. Men den er også meget dyr for de fleste. Det er nu ændret med lanceringen af Aries Mini, hvor meget af teknikken er ”dryppet” ned i en prisklasse, hvor alle kan være med. Samtidig er den nye Mini mere alsidig end sin storesøster, som kun fungerer rent digitalt med ekstern lagerplads.

Aries mini er både mindre og mere enkel i sin udførsel, med et lille og meget basalt kabinet i plastik. Som standard medfølger en strømforsyning af typen ”mobil-lader”. Den store forskel finder man bagpå samt indeni med egen D/A konvertering, som gør det muligt, at tilslutte Mini’en direkte til ens eksisterende anlæg, via den analoge udgang bagpå.

Hertil er der selvfølgelig digitale udgange i form af S/P-dif, Toslink og USB, samt Ethernet til netværksforbindelser. Internt er der også gjort plads til en 2,5” harddisk. Men det er selvfølgelig også muligt, at streame fra en ekstern disk, via USB, Ethernet eller Wi-Fi. Hertil kommer mulighed for streaming fra internettet og medieserver.

Men på et punkt er Aries Mini fuldstændig magen til sin storesøster, og det er brugen af en App til betjeningen. Den hentes via AppStore, og kan kun benyttes med iPads og iPhones. Dog er betjeningsvenligheden bedst med en iPad. Og det er helt bevidst fra Auralic’s side, at App’en kun laves til iOS. Det har ganske enkelt vist sig, at størstedelen af de solgte tablets med Android er for billige, og derfor ikke kan give en tilfredsstillende oplevelse.

Installation og opsætning er absolut den bedste, der findes, og er lavet så alle kan finde ud af det. Man læser nærmest manualen, mens man indstiller netværk og datakilde til streameren. Der er ingen grund til uddybelse, for det er bare lige ud af landevejen! Jeg bukker mig i støvet af respekt… for hvis streaming af høj kvalitet skal nyde en vis udbredelse, så skal det være nemt. Og det er det med Aries produkterne fra Auralic!

Lytteindtryk

Aries Mini er udviklet som et budgetprodukt, og det ville derfor være helt urimeligt, at stille krav om high end lyd. Men dermed ikke sagt, at den ikke holder niveauet i forhold til prisen. For det gør den, men så heller ikke mere. Den lyder som en CD-afspiller i samme prisklasse ville.

Mini’en blev i første omgang koblet til den digitale indgang på McIntosh’en i lytterummet. Og her kan klangen bedst beskrives som meget ligefrem og ærlig. Den er direkte i sin måde, at spille på, med en snert af ”digitalitis” i de øverste frekvenser. Det høres ikke som forvrængning som sådan, bare en lille smule hårdhed allerøverst. Men mellemtone-området er meget ligetil uden nogen unoder, og lyder som det skal. Og bassen savner en smule niveau og tyngde, sammenlignet med CD-afspilning fra Mc’en.

Lydbilledet er bredt og meget lig det McIntosh’en normalt leverer selv, men på dybden savner Aries Mini noget. Det betyder også, at placeringer af de udøvende heller ikke står så skarpt. Detaljeringen er lige i øjet, og lige så følger dynamikken godt med.

Ved skift til de analoge udgange på Mini’en forblev lyden den samme, og det var ikke muligt, at høre forskel ved A/B skift på forforstærkeren mellem de analoge udgange på Mini’en og Mc’en.

Men som med alle digitale kilder, så er det en kendt sag, at strømforsyningen er alfa omega. Støj introduceret i forsyningen af strøm, vil skabe røre i de efterfølgende kredsløb, uden mulighed for, at rette op på det. Og det blev understreget med tydelighed, da vi fik mulighed for, at skifte til Auralic’s Pure Power forsyning. Det er måske lidt overkill, da den næsten koster det samme som Aries Mini selv. Men da den blev sat til, i stedet for den lille ”mobil-lader”, så var der ingen tvivl. Det var bedre, og endda bedre end den samlede pris indikerede. Helt på niveau med en CD-afspiller til 1½ gang prisen af Aries Mini og Pure Power!

Og en pudsig detalje var, at der nu var der tydelig forskel mellem den digitale og analoge udgang på Mini’en. Samtidig blev niveauet også højere via det digitale output gennem Mc’en, og nu rendte kvaliteten af det digitale output fra det analoge. Samtidig forsvandt alle spor af ”digitalitis” i de øverste frekvenser, og klangen blev generelt mildere og mere naturlig, at lytte til. Lige så blev oplevelsen af dybde og perspektiv i lydbilledet med et trylleslag, tydeligere. Bassens niveau og tyngde forblev dog uforandret. Det var nu meget tydeligt, at den interne Dac ikke kunne stå mål med Mc’ens, når Pure Power strømforsyningen var på.

Men det understreger også versatiliteten i Aries Mini. For den kan vokse med opgaven, men også benyttes i den sammenhæng, man finder nødvendig. Skal man bare streame lidt baggrundsmusik, så er den analoge udgang fin, sammen med standard strømforsyning. Men er man lidt mere kræsen, så skal man have den dyrere Pure Power strømforsyning på, mens man streamer digitalt til en ekstern Dac. Mulighederne er mange, og bliver man grebet af det, så kan man jo også senere skifte Aries Mini ud med storesøsteren Aries… og så er man rystende tæt på lyden af CD-afspilning fra McIntosh’en! (Vi afprøvede dette under testen af Aries Mini).

Konklusion

Aries Mini kan alt det, man forventer og så lidt til. Skal den erstatte en CD-afspiller, så benytter man blot de analoge udgange. Har man allerede musikken på en separat harddisk, så kan man tilslutte denne via både USB, netværk og Wi-Fi. Men er man helt ny i streaming, så kan den også leveres med en intern harddisk. Og er man lidt mere kritisk med lyden, så kan man også streame digitalt til ekstern D/A konverter, og opgradere med en bedre strømforsyning, som forbedrer det digitale output væsentligt.

Jeg kan næsten ikke få hænderne ned over Aries Mini, fordi den med sin pris samtidig også henvender sig til et meget bredere publikum, end bare hi-fi entusiaster. Og den er til dato det mest alsidige streaming-produkt, jeg har oplevet. Og samtidig utrolig nem, at sætte op!

Jeg giver betingelsesløst Auralic Aries Mini udmærkelsen "Best Buy"!


Specifikationer:

  • Princip: Multifunktions streamer
  • Formater: 16-32bit/44.1-384kHz, DSD64-256
  • Dimensioner: 13,5 x 3 x 13,5 cm (B x H x D)
  • Vægt: 0,5 kg.

Pris: Kr. 3990,- (Pure Power: Kr. 2790,-)


Forhandler:

StudioSound

Web: www.studiosound.dk
Mail: info@studiosound.dk
Tlf: 4454 5401


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini, Norma Revo PA 150
  • Højtalere: Xavian XN360
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes