HIFI4ALL.DK
På besøg hos fleXvoX
Mikkel Gige  [08.04.2016]
Hifi4all har været på besøg hos en ny, utraditionel, dansk højtalerproducent, som har nytænkt princippet bag opgradering af højtalere

For cirka et års tid siden fik en vi en henvendelse fra en ny højtalerproducent, som gerne ville have input til deres nye serie af højtalere, og princippet bag. Og da vi ofte lægger ører og lytterum til nye produkter, som endnu ikke er på markedet, så sagde vi i nysgerrighedens navn, ja tak. Og det viste sig, at være noget af en øjenåbner, for hele idéen bag fleXvoX var intet mindre end genial. Og samtidig ganske vellydende allerede fra de mindste serier.

Det er før set, at højtalere kan opgraderes via forhandleres eller producenters hjælp. Men med fleXvoX er det forbrugeren selv, der opgraderer højtalerne, og ganske uden at være låst af faste pakker. Man udskifter ganske enkelt bare den del af højtaleren, som man ønsker at ændre.

Det skyldes, at fleXvoX’ højtalere er modulopbygget med separate kabinetter til hver enhed. På den måde kan man starte med en 2-vejs standerhøjtaler i den mindste serie, og så bevæge sig videre til 2½-vejs og 3-vejs ved, at tilføje nye moduler til ens eksisterende højtalere.

Som udgangspunkt findes der fire typer moduler: Et diskant-modul, et mellemtone-modul, et bas-modul, og så det mest avancerede: et modul der både kan håndtere 2, 2½ og 3 vejs opbygning med bas eller bas-mellemtone. Sidstnævnte har selvfølgelig et ganske omfangsrigt delefilter for, at kunne håndtere denne opgave. Faktisk er der tale om 3 delefiltre i samme modul, der alle fungerer parallelt af hinanden.

Yderligere findes der så fire forskellige modelrækker, med bedre enheder og bedre delefiltre, jo højere op i pris man kommer. Og disse fire serier kan alle fungere sammen på kryds og tværs, uden nogen problemer med delefrekvens eller faseforhold. Det kræver en nærmest uhyggelig præcision, og det har også været det mest tidskrævende under udviklingen.

Alle enheder kommer fra Seas’ Prestige og Excel serier, og er hos fleXvoX delt i Bonum, som har coatet papmembraner, Presus med aluminium, Modus med Nextel coated papir, og sidst den dyreste række Revela med magnesium membraner. Hertil kommer selvfølgelig, at delefiltrenes opbygning er tilsvarende opgraderet, med blandt dyre Jantzen kondensatorer.

Ved første besøg i lytterummet hos Hifi4all var det ”rå” prototyper, som blev vist frem. Men det havde ingen indflydelse på vores vurdering af konceptet bag, og lyden af, fleXvoX. Der var allerede da tale om lydmæssigt særdeles konkurrencedygtige højtalere.

Men der skulle selvfølgelige produktionsklare højtalere til før, at en endelig vurdering kunne komme på tale. Og de er nu klar! Så Hifi4all tog en tur til det midtjyske for, at besøge virksomheden bag fleXvoX. Firmaet køres til daglig af Jens Wormstrup, som også har ledet udviklingen af princip og moduler. Præsentationen foregik i et lækkert lytterum, som havde god plads til, at højtalerne kunne udfolde sig.

Lyttesession

Vi startede med en ”lille” 2-vejs model fra Bonum serien, altså en helt basal højtaler. Og allerede her var kimen lagt for resten af dagen, rent klangmæssigt. For den kan kun beskrives som værende neutral på den gode, musikalske måde, hvor intet stikker af eller mangler. Der var en rigtig god sammenhæng mellem alle toneområder. Det man også kalder en meget homogen lyd.

Og ved skift til 2½-vejs med endnu et bas-modul, var det meget tydeligt, at høre, at mellemtone-området blev endnu klarere, fordi bassen nu blev aflastet af, at der var mere membran-areal. Og lige så ved skift til 3-vejs med et mellemtonemodul. Ved skift til dyrere diskant- og mellemtone-moduler fra Presus serien kom der flere detaljer med, og klangen blev endnu mere naturlig og letflydende.

Herfra gik det videre direkte til Revela-serien, et sæt moduler ad gangen indtil hele højtaleren bestod af disse. Og så var der ikke bare tale om homogen, naturlig lyd, men high end lyd af bedste klasse! Alle detaljer var med, lydbilledet var vokset, og placeringerne var tydeligere. Og bassen var blevet stram med udpræget god nuancering af tonerne hernede.

Men det resultat som undertegnede var mest begejstret for, var sammensætningen af basmoduler fra Bonum, og mellemtone- og diskant-moduler fra Revela serien. Her var der noget mere tyngde i bunden, om end det ikke var lige så præcist og detaljeret/nuanceret. Men boogie-faktoren var meget høj, og musikken var hele tiden i højsædet.

I det hele taget var det fascinerende, at opleve hvordan, lyden ændrede sig, blot ved udskiftning af en enhed og delefilter. Og endnu mere fantastisk var oplevelsen af, at overgangen mellem toneområderne forblev ikke hørbar, ved disse skift. En ting er, at konstruere en 3-vejs højtaler, hvor overgangen mellem enhederne er sømløs, mens fasen stadig er 100 % på plads. Men, at konstruere 16(!) forskellige moduler, der kan dette, med forskellige kvaliteter af enheder og delefilterkomponenter, er en præstation af højeste kaliber, og kræver virkelig en stærk forståelse af emnet. Jeg er intet mindre end imponeret!

fleXvoX højtalerne bygges på bestilling, og fit og finish er af virkelig høj klasse. De kan fås stort set i den finish man ønsker, og højtalerne der var bygget til demonstrationen, var lakeret i en finish, der ledte tankerne hen mod Montana reoler. Særdeles lækre og med et solidt indtryk af høj kvalitet.


Det har været en spændende oplevelse, at følge udviklingen af fleXvoX’ højtalere, og jeg vil gerne sige tak for, at have fået denne mulighed. Og så håber jeg, at konceptet bag fleXvoX modul-højtalere fanger an. Det fortjener det!


Producent:

fleXvoX

Web: www.flexvox.dk
Mail: jens@flexvox.dk
Tlf: 30553940

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.