HIFI4ALL.DK
Acurus & Aragon - Made in USA
HTP  [18.06.2013]
HTP er stolte af at kunne præsentere Acurus og Aragon for de nordiske lande

Acurus og Aragon er tilbage igen med et nyt forbedret design efter en længere pause. Mange kan nok erindre de legendariske amerikanske mærker og huske dem for deres lækre kvalitet og evnen til at levere rigeligt med power. Aragon blev startet for over 30 år siden i 1982 af Mondial Design fra New York, og i 1993 stiftede Mondial Design så Acurus, som et prisvenligere alternativ til Aragon. Disse 2 mærker har derfor de sidste 20 år haft stor tilknytning til hinanden og draget fordel af fælles udvikling og produktions faciliteter.

I 2008 blev Acurus og Aragon så opkøbt af amerikanske Indy Audio Labs, som består af en række elektronik ingeniører, som tidligere har arbejdet med udvikling for begge mærker. Indy Audio Labs’ plan om at få genetableret og opdateret disse 2 stolte amerikanske brands er nu lykkedes og en masse nye modeller er lanceret. Designet på forstærkerne er revideret en smule, og teknikken under låget er helt ny. Alle modellerne produceres og udvikles i USA, så både bygge- og teknisk kvalitet er helt i top.

Acurus er startet med at lancere tre effektforstærkere i A2000 serien, en 2, 5 og 7 kanals model, som hedder henholdsvis A2002, A2005 og A2007. Som navnene antyder så er hver kanal på 200Watt i 8 ohm. Teknikken er bygget op omkring et klassisk analogt udgangstrin med en massiv strømforsyning, der kan strømføde højtalerne med rigeligt ampere til selv de sværeste højtalerkonstruktioner. Forstærkerne er passivt kølet med store udvendige køleribber, der sikrer temperatur stabilitet selv ved mange timers kontinuerlig drift.

Acurus fokuserer mest på, at udstyret skal bruges til hjemmebiografen, hvorfor alle modeller selvfølgelig er THX Ultra2 certificeret. Som en ny og spændende feature er der Ethernet indgang på alle modeller, hvor det er muligt via en web interface at monitorere og styre alle features. Det er her muligt at se forstærkerens temperatur og se status på hver enkel udgang, samt tænde og slukke hver enkel kanal separat. Det kan især være nyttigt, når man lytter til stereo på en multikanals forstærker, som f.eks. en A2007, ved at mute de 5 af kanalerne og kun bruge de 2 til stereo. Derved får man hele strømforsyningens kapacitet til kun 2 kanaler i stedet for til 7, hvilket øger dynamik og overskud væsentligt.

Til august bliver der lanceret en matchende surround forforstærker og processor kaldet Acurus ACT-4. Det bliver en rigtig No-Nonsens model, hvor lydkvalitet er i højsæde. Der er ikke brugt energi og penge på en masse features, som rigtige hjemmebiograf entusiaster alligevel ikke bruger. Her er der tale om rigtig hi-fi i flere kanaler. Af features kan bl.a. nævnes modulopbygget konstruktion, Ethernet web interface, dekodning af nyeste HD lydformater og THX Ultra2 certificering.

Det karakteristiske V i kabinettet, som ligner et kæmpe øksehug, har fulgt Aragon lige siden de første modeller i 80’erne. Dette klassiske design er videreført på de nye Aragon modeller, dog er der gjort mere ud af, at finishen skal være helt i top. Kabinettet er rigtig lækkert forarbejdet og både de udvendige samt indvendige materialer er i absolut topklasse. De første to modeller, som er lanceret, er Aragon 8008 og Aragon Iridium. Begge modeller fås i enten sort eller sølvfarve.

Aragon Iridium er en monoblok effektforstærker på 400Watt i 8ohm. Det er en meget solidt konstrueret forstærker på over 30 kg, hvilket er rimeligt meget, når man tænker på de beskedne mål samt at det kun er 1 kanal. Den er fuldt balanceret og har, som der hører til i high-end segmentet, både indgange for XLR og RCA stik. Ligesom de øvrige modeller fra Indy Audio Labs, har den mulighed for kontrol, styring og monitorering via Ethernet, RS232 og 12V trigger.

Aragon 8008 er en to kanals effektforstærker på 200Watt i 8ohm pr. kanal. Den har samme features og kabinet som topmodellen Iridium.

Senere i år bliver der lanceret en stereo forforstærker til at matche disse lækre effektforstærkere samt en high-end surround processor.

Pris:

Acurus A2002: Kr. 25.995,-.
Acurus A2005: Kr. 36.995,-.
Acurus A2007: Kr. 41.995,-.
Acurus ACT-4: Kr. 35.995,-.

Aragon 8008: Kr.39.995,-.
Aragon Iridium: Kr.41.995,-.


For yderligere information, kontakt:

Home Theater Professionals

Web: www.htp.dk
Mail: info@htp.dk 
Tlf.: 2728 1212

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.