HIFI4ALL.DK
På med vinylen 3
Mikkel Gige  [27.09.2012]
I denne del af vores artikelserie om vinylafspilning, ser vi nærmere på en meget anderledes MC pickup, som trodser med den gængse måde at konstruere en MC pickup. Og som en lille bonus, bringer vi en omtale af den nye budget-reference

Miyajima Shilabe

Miyajima er et lille japansk firma, som har deres helt egen måde at tænke i pickup’er på. Det gængse konstruktions-princip er smidt ud til højre, og der er tænkt i helt nye baner. Der er tre vigtige ændringer, som kræver særlig omtale.

Først er der selve spolen omkring ankeret. Normalt er ankeret udformet som en firkant eller som et kryds. Og så er spolerne viklet omkring firkanten på alle fire leder, eller omkring krydsets fire arme. Hos Miyajima benytter man også et firkantet anker, men i stedet for at vikle lige omkring ankeret på de fire leder, så er spolerne på Shilabe viklet ”skævt” rundt om ankerets side. Det kan være svært at se for sig, og derfor er en illustration påkrævet.

Men resultatet er, at denne vikling giver et mere stabilt magnetfelt omkring spolerne. Og da ankeret samtidig er lavet af et syntetisk umagnetisk materiale, giver det fuld kontrol af magnetfeltet.

Samtidig er ophænget også anderledes. Blandt andet sidder gummiophænget foran ankeret og spolerne, i stedet for bagved som er det normale. Lige så er det nålefanens bagerste fæstning anderledes. Normalt bliver nålearmen holdt fast bagtil af en tynd wire, som er fæstnet til det bagerste polstykke. Denne wire kan så spændes af en skrue fra siden, som definerer ophængets compliance/bevægelsesfrihed.

 
Traditionelle MC spoler & ophæng

 

Miyajima's Cross Ring princip

Men på Shilabe er der ikke nogen wire! I stedet sidder der en nål/spids pind, på nålefanens bagside, som skrues op mod denne, for at definere stivheden i ophænget. Af samme årsag har det været nødvendigt, at flytte gummiophænget om foran ankeret, da spændingen nu ligger fortil i stedet for bagtil. Man kan sige, at nålerøret skubbes frem, i stedet for at blive trukket tilbage.

Idéen, og resultatet, af denne løsning er, at spolen bevæger sig symmetrisk i forhold til magnetfeltet, hvor traditionelle ophæng bevæger sig asymmetrisk ind og ud af magnetfeltet. Igen er en illustration påkrævet. Der en fremragende video på Miyajima’s hjemmeside, som forklarer teorien bag ”Cross Ring”. Se link her.

Ellers er Shilabe meget traditionel opbygget. Huset er lavet af træ, afrikansk ”Blackwood”, som er en hård træart a la ibenholt. Der er ikke gevind i selve huset, hvilket gør montering lidt mere besværlig, da omfanget af selve huset ligger til den kraftige side.

Selve nålerøret er lavet af aluminium, men er ret kraftigt dimensioneret, sammenlignet med hvad med ellers ser, og nålen er af Shibata-typen. Samtidig er ophænget absolut af den mere stive/træge type med en compliance på 5!


Lytteindryk

Med Miyajima Shilabe er vi i en prisklasse lige over undertegnedes favorit, Ebony TR fra Benz. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er på ”Benz-territory” med Shilabe. Men den er alligevel lidt anderledes. Det er ikke kæmpe forskelle, hvilket man i øvrigt sjældent oplever, når man er oppe i disse prisklasser.

Men hvor Ebony TR er udpræget neutral, så har Shilabe lidt mere ”karakter”. Faktisk minder Shilabe klangmæssigt lidt om Denon DL103, dog uden at de to på nogen måde tåler sammenligning! Men Shilabe har samme ”fokus” på det brede mellemtone-område, og giver en lille smule los på opløsning i bassen og diskanten. Det er ikke helt så raffineret som Ebony TR, men er milevidt fra en Denon DL103!

Og så går Shilabe faktisk et lille skridt videre i mellemtone området, sammenlignet med Ebony’en. Jeg bemærkede det under monteringen, da jeg skulle igennem sporene på testpladen. Allerede her stod det perleklart, at Shilabe har en kontrol over fasen i mellemtone-området, som Ebony’en faktisk må kigge misundeligt efter! Placeringer af de udøvende er ganske enkelt lige et mulehår bedre, og mere plastiske.

Shilabe har andre steder fået med på vejen, at den har et lidt varmt udtryk, hvilket absolut ikke er tilfældet. Rent faktisk, vil jeg vove den påstand, at kombineret med det forkerte udstyr, så vil Shilabe straffe med en pågående lyd. Derfor er det oplagt at kombinere den med rørgrej, hvilket kan være årsag til udtalelser om varm lyd. Men sæt den sammen med en super trafo, og englene vil synge for dig!

Shilabe er som sagt ikke helt så raffineret i bas og diskant, som Ebony. Længst nede opleves det ved, at bassen ikke er helt så detaljeret og nuanceret, om end det virkelig er i småtingsafdelingen. Dog er der masser af tryk og ”drive”, så det er ikke fodtramp der mangler. På den måde får Shilabe stadig én med i musikken.

Længere oppe er Shilabe ikke helt så frigjort og umiddelbar, som Ebony. Der mangler lige den sidste luft til, at det flyder lige så frit. Jeg har lidt mistanke til det stive ophæng, som måske hindrer, at de sidste detaljer kommer med. Måske ville det være en fordel, hvis Shilabe sad i en tungere 12” arm i stedet, om end Rega’en på test setup har ekstra masse i form af et tungere lod.

Det der gør Shilabe speciel, og kan retfærdiggøre merprisen, er dens formåen til at placere de udøvende. Her er den 100 meter mester! Og er man mest til kammerkoncerter, små Jazz setups eller akustisk musik med en enkel kunstner og hans guitar, så er Shilabe lige sagen. Er man derimod lidt mere allround, og lytter til store orkesterværker, eller kompleks rytmisk musik, så vil Shilabe på nogle områder miste lidt terræn. Det er dog kun sammenlignet med for eksempel Benz Ebony TR, at man vil bemærke dette.

Konklusion

Kan en pris på cirka 20.000,- for en pickup, nogensinde retfærdiggøres? Med tanke på, at arm og værk bør koste tæt på det samme, og så har vi ikke engang været i nærheden af step-up og riaa! Så realistisk set, så sidder en Miyajima Shilabe typisk i et vinylsetup til omkring 50-60.000,-. Og det er mange penge!

Men som med CD-afspilleren McIntosh MCD500, så koster det, at få denne fuldstændig fantastiske, ulidelige fornemmelse af frihed i musikken. Og så er der desværre ikke nogen vej udenom.

Men det gode ved vinylsetups er, at det kan gøre trinvis. Jeg startede selv med en solid Rega. Armen fik nyt kabel, som siden blev flyttet til et bedre værk. Og så var vejen banet for at prøve endnu bedre pickup’er, step-ups og riaa’er.

Og er man nået dertil, så ja... så kan prisen faktisk godt retfærdiggøres! For det her er ”Topklasse”!


Specifikationer:

  • Frekvensområde: 20-32.000 Hz.
  • Output: 0,23 mV.
  • Compliance: 5 mN.
  • Rør/Nål: Aluminium/Shibata.
  • Anbefalet nåletryk: 3,0 gr.
  • Anbefalet modstand: 250 ohm (eller en rigtig god trafo).
  • Vægt: 10,4 gr.

Pris: Kr. 19.500,-.

Importør:

Exotic Audio

Web: www.exoticaudio.dk
Mail: info@exoticaudio.dk
Tlf.: 35 11 27 70


 

Ortofon Rondo Bronze

Lige siden den tidligere budget reference - Goldring Legacy – valgte at smide sin nål efter kun et års brug, har jeg ledt efter en ny aftager i mellemklassen for pickup’er. Valget er faldet på Ortofon Rondo Bronze, som ligger i samme prisklasse. Det var et besøg hos Ortofon, der overbeviste om, at den skulle prøves.

Rondo serien overtog for en del år siden pladsen efter den klassiske MC Super serie, som mange kender lyden af. Med Rondo startede man helt forfra, og modellerne deler det meste af teknikken med hinanden. Kun nål og nålefane er forskellig på de tre modeller. Bronze er topmodellen, og den deler nålefane med Cadenza Bronze. Nålen er en FG80, og spolerne er lavet af forgyldt kobber.

Det helt specielle ved Rondo serien er selve huset, som er lavet af en trækomposit, hvor træstøv og en binder/komposit er blandet, så man dels opnår de dæmpende egenskaber fra træet, og muligheden for at støbe huset i en bestemt form. Herefter lakeres det med en speciel lak, i de tre farver, som angiver modellerne.


Lyden fra Rondo Bronze er ligefrem og uden svinkeærinder. Det er en meget ærlig lyd, den leverer, og den er neutral i selve ordets forstand. Der fokuseres ikke på noget bestemt område, og den samlede lyd er meget homogen. Men det betyder også, at Rondo Bronze i det forkerte setup kan lyde lidt kedelig, for der ingen ramasjang eller hanky-panky, til at sminke lyden.

Teknikken er i orden, alle detaljer kommer frem, og lydbilledet er lige så stort og præcist, som det man hører fra dyrere pickup’er. Den kan sagtens følge med dobbelt så dyre pickup’er i denne disciplin. Men der er også forskelle. Og der hvor Rondo Bronze ikke kan følge med, er på luften og friheden i musikken. Det slipper ganske enkelt ikke helt fri af højtalerne, som man typisk oplever med dyrere pickup’er.

Men kombineret med udstyr i dens egen prisklasse, vil man ikke bemærke dette, da man i samme kategori typisk har samme ”mangel” i lyden. Så det handler om, at sætte tingene sammen, så det hele matcher. Og derfor vil Rondo Bronze fremover typisk blive brugt, ved test af produkter i ”budget”-klassen.


Specifikationer:

  • Frekvensområde: 20-40.000 Hz.
  • Output: 0,5 mV.
  • Compliance: 15 mN.
  • Rør/Nål: Konisk alu/FG80.
  • Anbefalet nåletryk: 2,3 gr.
  • Anbefalet modstand: 10-200 ohm.
  • Vægt: 10,5 gr.

Pris: Kr. 5870,-.

Producent:

Ortofon

Web: www.ortofon.dk
Mail: info@ortofon.dk
Tlf: 54 91 19 15


Reference-udstyr:

  • CD-afspiller: Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer.
  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito.
  • Pickup: London Jubilee & Ortofon Rondo Bronze.
  • Forstærkere: Ortofon ST-80SE, Audio Analogue Bellini & Vincent SP-995.
  • Højtalere: Xavian XN360.
  • Kabler: Vincent XLR, SilverSonic AirMatrix RCA & SilverSonic Q10.
  • Tilbehør: Brinck Br 507 Netstøjsfilter.


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler fra Sound InVision.

 


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.