De benyttede i stedet lejer af tyk silikone-olie. Centerlejet på de gamle modeller havde ikke nogen brønd i traditionel forstand, og det var stort set den tyktflydende silikone-olie, der støttede lejet. Dog med fire nylonskruer, som sikrede at lejet var centreret. Tonearmens leje bestod af et nylonhjul, der svævede i et kar med tyk silikone-olie. Det er meget af det samme princip, der benyttes af den nye Amadeus i denne test.

Med Amadeus er der dog lagt op til, at den samlede pris skal være noget lavere i forhold til de gamle modeller, om end der stadig bydes på flere utraditionelle løsninger hér. For eksempel centerlejet som består af en brønd, hvis diameter er en del større end spindelen på pladetallerkenen. Nederst i brønden er der et skålformet plastikleje med almindelig olie, hvori spidsen fra spindelen hviler. Denne ende af spindelen er ikke rund, men spids a la en spike.

Øverst i lejebrønden sidder en plastikskive med et trekantet hul, som har et bevidst slør (de første udgaver af Amadeus havde et firkantet hul). Den ene spids på denne trekant peger i retning mod motoren, og idéen er at holde spindelen op i denne vinkel, og samtidig have mindst mulig overfladekontakt mellem leje og spindel. Sløret i lejet strammes så op, når remmen monteres.

Det er egentlig mere en snor end en decideret rem. Den er lavet af en meget tynd nylonsnor, der minder om en tynd fiskeline. Denne snor er der evighedsgaranti på, og skulle den knække får man en ny fra Well Tempered. Dog følger der en ekstra med. Motoren er af DC-typen, med en separat strømforsyning af typen ”billig”. Hastigheden kan justeres ved hjælp af en skrue på bagsiden af plinten.

Pladetallerkenen er lavet af sort akryl, og er helt integreret med centerspindelen. Der er ikke nogen undertallerken. Diameteren er et par centimeter større end en LP, og tallerkenen er sænket ca. en centimeter ned i plinten. Øverst ligger en måtte af luftfyldt skum. Plinten består af to MDF-plader der er limet sammen i en 3 cm tyk sandwich, som i denne udgave er lakeret matsort. Amadeus kan også leveres i en GTA version, hvor plinten er af aluminium/akryl og lakeret i sort pianolak. Det hele hviler på fire fødder, hvor bunden udgøres af en squash-bold.

Så kommer vi til tonearmen, som nok er det mest særegne ved Amadeus. Det første man bemærker, er en golfbold! Den sidder fast på tonearmsrøret, som én integreret enhed. Røret er lavet af aluminium, og er dæmpet med sand. Rør og golfbold hænger i en nylonsnor, meget lig den der bruges til pladetallerkenen. Nylonsnoren er viklet omkring et metalhjul, som kan flyttes på en stang i tonearms-basen, så golfbolden hænger lige over karet med den tyktflydende silikone olie. Karets bund er skålformet med en lidt større diameter end golfbolden. Det er i dette mellemrum at silikone-olien flyder. Karets højde kan justeres, så man selv kan bestemme dæmpningen af tonearmen. Det er en delikat løsning, som i det hele taget er meget følsom, og der skal ikke meget til at bringe det hele ud af justering. Røret har en længde på 10,5”, og pickup huset er med fast montering. Dette er et bevidst valg fra Well Tempered’s side, om man kan lide det eller ej. Armen er i øvrigt designet til at have et mekanisk Q på 0,5. Det vil i teorien sikre, at armen bedre kan følge ujævnheder i pladerne. Om det forholder sig sådan i praksis, har vi desværre ikke mulighed for at efterprøve.

Bagerst på plinten finder man stik til motor og signalkabler, samt en fingerskrue til stel. Kablet fra tonearmen har et lille fire-polet stik, som monteres lige over RCA stikkene. Selve kablet i armen er af kobber. Der medfølger også en del ekstra udstyr til Amadeus’en, blandt andet en stroboskop-plade, så hastigheden kan sættes helt præcist. Der følger også en digital PU-vægt med, og uden denne ville det være nærmest umuligt at indstille nåletryk, på grund af armens specielle design.

Opsætning

Lad mig med det samme slå fast, at dette ikke er en ”plug-and-play” pladespiller. Alt kommer i løsdele, og skal samles der hvor Amadeus’en skal tilbringe sin fremtid. Selve monteringen i sig selv er nem nok, hvis man ikke er udstyret med 10 tommelfingre. Det tog lidt over en halv time at samle alle stumperne, hvilket skyldes en meget udførlig manual. Hertil kommer så den endelige justering efter montering af pickup.

Dog vil jeg fremhæve tonearmen som et område, man skal have særlig fokus på. Her var manualen ikke altid lige logisk. F.eks. skal snoren som tonearmen hænger i, drejes et par gange om sig selv. Dette er halve omgange, ikke hele. Hvis nylonsnoren drejes for mange gange, får man for meget antiskating eller det modsatte, med det resultat at pickup’en ikke kan spore!

Ligeledes kræver opfyldningen af silikone-olien lidt opmærksomhed. Det er noget tyktflydende klistret stads, som gerne vil alle andre steder hen, end i karet hvor det skal ende. Der er ikke meget plads, da golfbolden som udgør lejet, hænger lige over karet. Karet kan sænkes mens det fyldes, men ikke nok til at der er god plads. Der skal kun fyldes en anelse i ad gangen, hvorefter der skal checkes om olien når ca. halvvejs op af golfbolden. Dette er et udgangspunkt, som man efterfølgende selv kan justere på.

Montering af pickup er meget ligetil. Pickup husets vinkel kan ændres, så overhæng kan justeres korrekt. Der skal løsnes en skrue på undersiden, som gør det til en lidt tidskrævende proces. Til gengæld er det rimelig nemt at justere VTA, og azimut. VTA justeres ved at løfte tonearmens base, og efterfølgende karet. Azimut justeres på det lille hjul, lejet hænger i. Vedrørende azimut, så skal dette justeres hver gang der skiftes eller vendes plade, hvis der skal lyttes kritisk. Her er løsningen med nylonsnores omkring et hjul ikke den optimale løsning. Det er ganske enkelt for løst. Med til testen fik jeg en ”Alignment Guide”, der er tilpasset tonearmens længde, til at checke sporingen på Amadeus’en.

Justering af nåletryk kræver lidt tålmodighed. Når det korrekte nåletryk er fundet, skal armen lige finde sin plads i silikone-karet igen, mens nålen hviler på vægten. Der skulle efterjusteres et par gange.

Lytteindtryk

Med en pladespiller falder lyden ofte meget naturlig selv fra meget prisrimelige modeller. De tekniske aspekter i musikken er derimod noget som koster. Her er det kvaliteten af motor, leje, pickup, tonearm osv., der bestemmer den endelige præstation. Så hvis du vil have præcist og superopløst perspektiv og rumfornemmelse med vinyl, så skal der lægges en tilsvarende sum penge. Altså stik modsat af CD mediet, hvor man nemt opnår en teknisk kompetent afspiller, men hvor lyden først falder helt naturlig på meget dyre løsninger.

Med til testen af Well Tempered Amadeus, fulgte en Sumiko Blackbird pickup. Jeg havde valget mellem samtlige modeller i Sumiko’s sortiment, men med Blackbird endte den samlede pris på cirka samme niveau som min egen vinylplov. Et godt udgangspunkt for at vurdere det samlede setup.

Amadeus’en er som tidligere nævnt en meget utraditionel pladespiller, men det er ikke noget den samlede lyd bærer præg af. Fra første strofe var der tale om en udpræget homogen klang, og det er lyden fra den monterede pickup, som har det endelige ord. En rigtig god egenskab for en pladespiller! Motoren kører ultra stabilt, og der er ingen afvigelse at spore i musikken. Sumiko’en har mulighed for at levere en tør og præcis lyd i et omfang, som lige så godt kunne komme fra en rigtig god CD-afspiller! Hermed er Amadeus’en opgave løst til punkt og prik. Den skal sørge for en stabil platform, så pickup’en kan samle mest mulig information op af rillen.

Den samlede klang kan bedst beskrives som tør, præcis og lige på. Der er ikke tilføjet romantiske rundinger nogen steder. Sumiko’en er helt sublim til at hive informationer op af skiverne, og på dette punkt er den helt på niveau med min egen, næsten dobbelt så dyre pickup. Her er det Sumiko’en som er noget af en outsider, for det er ikke normen i dens prisklasse.

Bassen er tør og præcis med masser af detaljer, hvad enten det kommer fra en kontrabas, elbas eller et trommesæt. Skal jeg være super kritisk, så kunne der godt være noget mere tyngde. Men det er kun ved direkte sammenligning med min egen vinylplov, at det høres. Til daglig kunne jeg sagtens kunne leve med niveauet fra Blackbird.

Mellemtone og diskant er ligeledes direkte og uden svinkeærinder. Sammenlignet med min egen London Jubilee savner jeg dog en mere letflydende lyd. Men stemmer falder alligevel meget naturlig, og instrumenter præsenteres med masser af krop. Et rigtig godt eksempel er nummeret ”You’ve Got Her In Your Pocket” med White Stripes fra albummet ”Elephant”. På det omtalte nummer spiller Jack White alene med en akustisk guitar. Flere gange kommer guitaren ned i de dybeste toner den kan frembringe, og her var det nærmest fysisk muligt at se guitaren for sig, med en nærmest uhyggelig realisme. Samtidig oplevede jeg Jack White siddende 2-3 meter inde bag højtalerne, som sad han i et rum sammen med mig.

Nu nævnte jeg tidligere, at teknikken er den svære del at få på plads i et vinyl setup. Men når det er sagt, så formår Amadeus og Blackbird faktisk at præsentere indspilninger med en rigtig god grad af rumfornemmelse og perspektiv. Det kan ikke helt måle sig med mit eget vinyl setup, eller CD-afspiller for den sags skyld. Her er det helt sikkert Blackbird, som mangler den sidste præcision. Det er min vurdering, at Amadeus sagtens kan danne en god og stabil platform for langt dyrere pickup’er, hvis det skulle ønskes. Detaljer er der til UG med kryds og slange. Men som tidligere nævnt, er det heller ikke her at Blackbird savner evnerne.

Der blev lyttet til meget forskellig musik, og ingen genrer faldt igennem. Her håndterede Amadeus og Blackbird det hele med samme ånd, intet bliver forfordelt. En neutral gengiver uden sminke eller romantiske rundinger.

Samlet indtryk

Well Tempered Amadeus er en rigtig vellydende pladspiller, hvis man da ellers kan sige det om en pladespiller uden egentlig egen lyd. Det er den monterede pickup, der bestemmer den endelige klang. Med til testen fulgte en Sumiko Blackbird, som er en meget kompetent og vellydende aftaster af vinyl. Lyden fra denne er meget ligefrem, og den formår at hive rigtig meget information op af rillerne. Den mangler dog det sidst raffinement, som gør at den ikke er helt så afslappet og rolig at lytte til. Der skal ikke være nogen tvivl om, at Amadeus sagtens kan yde en dyrere pickup retfærdighed. Det er et præcist og korrekt værk, som er en yderst stabil platform.

Hvis du er udstyret med ti tommelfingre, eller lider af generel skræk over for teknik, så lad forhandleren om opsætningen. Når Amadeus først er sat op byder den på mange timers afspilning uden problemer. Nogle af de tekniske detaljer kan virke lidt som Storm P. løsninger, men i praksis er det ikke tilfældet. Alt er nøje overvejet og gennemtænkt.

Prismæssigt synes jeg at Amadeus ligger lidt højt. Jeg savnede lidt ”Rega”-effekten – lav finish og lav pris, men høj ydelse. Amadeus rammer 2 ud af 3. Den er i praksis ikke bedre end min egen GyroDec med Rega arm, men koster alligevel 1½ gang mere. Finishen er heller ikke specielt god, om end heller ikke dårlig. Men matsort MDF, aluminium og akryl leder altså ikke tankerne hen på en pladespiller til 20.000,-. Den kan så leveres i sort pianolak, med en sort golfbold, og en plint af aluminium/akryl, men så er prisen også lige steget yderligere 30% - uden at Well Tempered lover en lydmæssig forbedring. Til Well Tempereds forsvar, så er de specielle løsninger måske dyrere at fremstille - lavt styktal = højere pris! Men om det i sig selv kan forsvare merprisen, er i sidste ende op til den kommende ejer.

Specifikationer

• Rummel: < -50db ved 100hz med 1 cm/sec
• Wow og flutter: < 0,04% målt iht. JIS

Pris:

Well Tempered Amadeus: Kr. 19.800,-.
Sumiko Blackbird: Kr. 5950,-.

For yderligere information, kontakt:

Hififreaks.dk

Web: www.hififreaks.dk
Mail: support@hififreaks.dk
Tlf.: 7219 0045

Reference-udstyr

• Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer, CD-afspiller
• Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito, London Decca Jubilee, pladespiller
• Audio Analogue Bellini, forforstærker
• Vincent SP-995, effektforstærkere
• Xavian XN360, højtalere
• Vincent XLR, Silver Sonic AirMatrix RCA & Q10, kabler
• Brinck Br 507, netstøjsfilter

Lytterum

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.