Her er du: Anmeldelser - Pathos Endorphin 29. marts 2024 | 00:51   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Pathos Endorphin
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [13.02.2008] Print testen
I mange år var Pathos primært kendt for deres forstærkere, men i de senere år har de tilføjet CD-afspillere til deres sortiment, og de har høstet flere anerkendende tests. Her ser, og lytter, jeg nærmere på deres topmodel Endorphin.

Pathos har lavet en række lækre produkter og har deres helt egen filosofi om, hvad der er god lyd. Dette har bl.a. ført til Inpol-teknikken, som er et patenteret miks af rør og transistorer, som ifølge Pathos skulle give flere fordele i forhold til at køre ren kl. A. Teknikken findes i alle deres forstærkere, som har scoret mange point hos anmeldere i den store vide verden.


Pathos Endorphin

Nu har vi så fat i en CD-afspiller fra Pathos, og slægtskabet fornægter sig ikke. Her er træet blot skiftet ud med kraftige stykker klar akryl, med sort bagside for at give en ekstra dybdevirkning.
 
Testens deltager kaldes i øvrigt Endorphin – som fysiologisk set er et polypeptid der kan fremkaldes i mennesket og således give anledning til smertelindring, indvirkning på emotionelle reaktioner og lystfølelse. Det ses bl.a. hos topprofessionelle sportsfolk, når de udøver deres ekstreme sport. Undertegnede er vist historiens eneste eksempel på, at man kan få et endorfin-kick af at ligge på en sofa, så her kommer Pathos Endorphin muligvis til sin ret.


Indbegrebet af smertelindring og lystfølelse?

Nå, det var lige et sidespring - tilbage til cd-spillen! Kabinettet er udført som et kar af kraftig bukket stålplade, som indeholder al elektronik og mekanik. Ovenpå er så monteret en 1 cm tyk akrylplade, som er fræset i form med den største præcision. Her ses high end slægtskabet tydeligt! Ovenpå igen er monteret en støbt aluminiumsramme med 3 ”ben” som peger i hver sin retning med 120 graders mellemrum. De to peger bagud mod de bagerste hjørner, og op igennem dem stikker de to 6H30 rør, som benyttes i afspillerens udgang. Det sidste ”ben” peger lige frem mod lytteren. Rammen indkapsler også løbeværket, som er hævet i forhold til resten af afspilleren. Løbeværket kommer fra Philips, og er deres topmodel CDM2 CD-PRO, hvor selve spindelen og laseren er monteret på en kraftig støbt aluminiumsprofil. Absolut kræs!


Sagde du UFO - eller tænkte du det kun?


Philips' CDM2 CD-PRO.

I midten under løbeværket sidder en ringkernetrafo. Strømforsyningen er bygget op med 12 separate forsyningskredsløb, så alle kritiske kredsløb har hver deres tapning. Dimensioneringen er absolut set større og kraftigere i denne prisklasse. Den generelle komponentkvalitet er heller ikke bedre end det man ser i mellemklassen, her bliver jeg altså en smule skuffet. Ud over løbeværket og de super gode 6H30 rør, kunne jeg ikke finde en eneste komponent, som bare lugtede lidt af en dyr anskaffelsespris. Dog er selve layoutet af kredsløbene logisk delt op, hvilket i sig selv er en dyr løsning. Det skal nævnes, at DA-converteren er af typen CS4396. Lige bag forpladen i højre side, sidder et lager af mange små ladelytter, og i venstre side de logiske kredsløb. Bagerst sidder digital-delen mellem udgangskredsløbene til henholdsvis højre og venstre kanal sammen med spændingsforsyningen til rørene. Nu er det jo ikke prisen der er det afgørende for valg af komponenter i high end klassen, men jeg forventer alligevel at det ser mere eksotisk ud, når kassen åbnes.


Et kig til indmaden.

På bagsiden sidder igen et stykke akryl, hvor stikkene er nedsænket i tilsvarende udfræsninger. Der er to udgange med RCA og XLR stik af bedste skuffe. Endorphin er opbygget som en balanceret konstruktion med de to 6H30 rør som buffer til hver kanal, og det ubalancerede RCA signal dannes lidt utraditionelt ved, at lave det balancerede signal til ubalanceret på udgangen med en balanceret opamp. På andre konstruktioner er signalet fra DAC’en ofte ubalanceret pga. filtrering. Derefter sendes signalet til udgangen og der laves et ekstra signal i modfase med en opamp. Endorphin har to digitaludgange, en optisk og en spdif via RCA stik.


Bagsiden af en emotionel reaktion...

Hele konstruktionen hviler på 3 kraftige spikes, en bagtil under kabinettet, og to fortil som er monteret i to store cylindriske aluminiumtårne. De dominerer i den grad fronten, og derfor bemærker man heller ikke med det samme det ”manglende” stykke akryl på fronten. Der sidder blot en diode som kigger ud af et lille hul i det ”rå” sorte metal. Hvorfor pokker monterer Pathos et stykke akryl på bagsiden, hvor man slet ikke ser det, men undlader det på fronten, så man sidder og kigger på den ”rå” sorte stålplade hver eneste gang man hører musik? Jeg synes nu godt, at de til 55 K, kunne have monteret et ekstra stykke akryl fortil. Det er lidt synd.

Betjeningen forgår via 6 anonyme drejede metalknapper, enten via fjernbetjeningen eller på selve afspilleren. Anonym, fordi der slet ikke står hvilke knapper der er til hvad. Efter lidt tid blev det en vane, og så tænkte jeg slet ikke over de manglende tegn eller tekst. Rækkefølgen er heldigvis den samme på både fjernbetjening og afspiller. Der medfølger også en traditionel ”plastik”-fjernbetjening med tal, tegn og ekstra funktioner. Displayet på Endorphin sidder ovenpå afspilleren i venstre side, og kan vinkles så det enten kan ligge helt fladt eller pege mod lyttepositionen. Ren detaljemæssigt er der absolut flere små ting som minder en om at det her er high end.


Lytteindtryk

Lyttemæssigt overrasker Endorphin ikke så meget, som jeg umiddelbart forventer af en CD-afspiller til 55.000,-. Pathos egen filosofi med deres CD-afspillere er, at komme så tæt som muligt på instrumenternes egen naturlige klang som muligt. Langt de fleste instrumenter har deres virke i det brede mellemtone-område mellem 200 og 5000 Hz, og det er også dette område Endorphin fokuserer på.


Tættere på løbeværket.

Jeg startede ud med at koble Endorphin til anlægget via XLR udgangen. Jeg savnede fra første tone kontrol i bassen. Stortrommer buldrede lidt og de enkelte bastoner flød lettere over i hinanden. Diskanten oplevedes ligeledes lidt afrundet, og jeg savnede den luft og umiddelbarhed som hører sig til i high end klassen. Det oplevedes ikke korrekt.

Mellemtonen er til gengæld det område hvor de russiske 6H30 rør har deres store force. Stemmer præsenteres ekstremt silkeblødt, og fuldstændig uden kant eller skarphed, med mindre indspilningen fordrer andet. S- og t-lyde er en by i Rusland(!), og instrumenter klinger naturligt, uden at lyde af elektronik. Her høres high end kaliberen tydeligt, og Pathos har på dette område ramt deres egen lydfilosofi til punkt og prikke.


Ringkernetrafoen kan lige skimtes under pladen, som løbeværket er monteret på.

Men, men, men… så skiftede jeg over til RCA udgangen, og så skete der ting og sager skal jeg love for! Først og fremmest kom der en helt anden kontrol i bassen. Rørene kunne dog stadig ikke helt levere den samme super tørre præcision som referencen, men detaljeringen blev helt klart bedre i forhold til tidligere. Nu kunne jeg tydeligt høre de enkelte bastoner, og de stod helt klare og fri af hinanden.

I mellemtonen gav det ikke den store forandring. Her var stadig den silkebløde og behagelige klang. Uhmm! Stemmer opleves helt naturlige. Diskanten blev også strammet op, eller snarere udvidet, for nu var der åbent opadtil. Luft i rigelige mængder, så bækner kunne levere både anslag og selve tonen fra messinget uden den mindste hårdhed eller kant.

Detalje- og perspektivmæssigt formåede Endorphin ikke at distancere sig fra Lyngdorf referencen. Det er her at Endorphin skuffer i forhold til prisen. Jeg må være ærlig at sige, at jeg havde en forventning om mere. Det kan også undre noget at lyden bliver mere korrekt via RCA udgangen, når der rent faktisk er flere komponenter i signalvejen. Det skyldes sandsynligvis, at opamps’ene er bedre til at levere strøm end rørene er. I øvrigt er der næsten ikke nogen filtrering på DAC’en!

Endorphin har samlet set en meget afslappet, blid og tilbagelænet spillestil. Det er også stik modsat af lyden fra Pathos egne forstærkere med Inpol-teknikken, der er ofte er mere direkte og næsten analytisk i deres klang. Til tider virker det ligeledes som om, at musikken kører en anelse for langsomt via Endorphin, nærmest som når en rem eller motor er ved at stå af på en pladespiller. Apropos pladespiller, så har Endorphin en af de mest analoge mellemtone-gengivelser jeg nogensinde har hørt fra en CD-afspiller. Her fornægter brugen af rør sig ikke.


Samlet konklusion

Er du til rørlyd og superblid mellemtone, så er Endorphin helt sikkert noget for dig. Kræver du stort perspektiv med super præcision, så skal du kigge andetsteds. Udefra er der ikke tvivl om high end slægtskabet, men åbner du kassen finder man ikke meget der indikerer at vi befinder os i plus 50.000,- kr. klassen, bortset fra løbeværk og udgangsrør. Det er en stor skam, for vender man blikket mod Pathos’ forstærkere, så er oplevelsen en anden. Det kan så undre at Pathos har truffet de valg de har med Endorphin.


Specifikationer:

  • Dimensioner: 48 x 10 x 40 cm (B x H x D)

Pris: 54.999,- kr.


Importør:

Jumon audio

Solvangsvej 25
2600 Glostrup
Web.: www.jumon-audio.dk
Mail.: salg@jumon-audio.dk


Reference-udstyr:

  • Lyngdorf CD-1, CD-afspiller
  • Audio Analogue Bellini, forforstærker
  • Nakamichi PA5EII, effektforstærker
  • Xavian XN360, højtalere
  • Silver Sonic Revelation og Q10, kabler
  • Brinck Br 507, netstøjsfilter selvbyg

Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Anlægget spiller på tværs af rummet med 2 meter mellem højtalerne, ½ meter til bagvæggen, og 2 meter fra højtaler til lytteposition. Rummet er dæmpet med absorbenter fra Foamzorb.

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes