HIFI4ALL.DK | ||
Audio Analogue Bellini & Donizetti Mikkel Gige [28.08.2007] | ||
| ||
624.000 µf! Så meget strømkapacitet har forforstærkeren Bellini. Nok til at gøre langt de fleste effekttrin grønne af misundelse. Årsagen til den voldsomme mængde ladelytter- 16 stk. på 39.000 µf - skyldes den meget utraditionelle strømforsyning, som kaldes ”Virtual Battery Off-line Power Supply”. Ideen er at have så meget strøm på lager, at man derved isolerer de følsomme kredsløb i forforstærkeren fra elnettet. Dog uden de ulemper som batteri-drift kan medføre, som f.eks. spændingsfald når batteriet er delvist afladet. Trafoen i Bellini benyttes i dette tilfælde kun til én opgave: At oplade banken af ladelytter på skift. Det er nemlig ikke alle 16 lytter, der bliver benyttet samtidig. Først trækkes strømmen fra en fjerdedel af lytterne, til de næsten er afladet, alt imens de er koblet fra strømforsyningen. Herefter skifter forstærkeren til en anden opladet fjerdedel, som også er koblet fra strømforsyningen. Men for at undgå støj og klumper i lyden ved skiftet, sker det med en glidende overgang. Nu kobles den første fjerdedel tilbage til strømforsyningen for, at blive ladet op igen. Imens har de to sidste fjerdedele været under opladning i forskudt orden, klar til at blive koblet fra, og hen til lydkredsløbene. På den måde har lydkredsløbene aldrig kontakt direkte til strømforsyningen. Ganske smart!
Til trods for denne meget specielle strømforsyning, så har Audio Analogue ikke valgt at hvile på laurbærrene. Resten af indmaden bærer præg af samme fuldstændige kompromisløshed, f.eks. er kredsløbene 100 % balancerede, hvilket vil sige at der er dobbelt op af alt, og komponent-kvaliteten hører til i den absolutte topklasse. Der er også blevet plads til en RIAA-indgang til din pladespiller, og den er ikke kræsen. Den tager alt, både MM og MC, og byder på alle tænkelige indstillingsmuligheder for MC-pickup’er: Gain kan indstilles fra 40-70 dB, og der medfølger phonostik med modstande (100-470 ohm) og kondensatorer (110-330 pf), samt stik hvor man selv kan lodde modstande eller kondensatorer i, så du kan tilpasse RIAA’en lige til din PU. På bagsiden finder du de ekstra indgange, som kun benyttes til disse specielle stik, samt en række mini-vippekontakter til gain-indstilling. RIAA’en er faktisk identisk med den separate Aria, som Audio Analogue også producerer. Desværre var manualen ikke så detaljeret omkring opsætning af RIAA’en, hvorfor der kræves en generel indsigt fra brugerens side om MC PU’er. Dog var importøren, Radioactiv, meget behjælpelig med at fremskaffe mere materiale. Vil du have den nemme løsning, så skal du vælge en MM eller High-Output-MC PU. Her kræves nemlig ingen særlig tilpasning. Det er bare plug and play.
Bagsiden er sået til med stik. Der er en enkelt balanceret indgang og fem indgange med RCA-stik, hvoraf det ene kan benyttes både som alm. linie- eller RIAA-indgang. Der benyttes endnu et sæt vippekontakter til at skifte mellem linie/phono og MM/MC. Der findes ligeledes en udgang til båndoptager, samt fire(!) sæt udgange til effektforstærkere. To sæt almindelige og to sæt balancerede. Kvaliteten af stikkene er i ypperste klasse. Jeg ved ikke hvor Audio Analogue får deres RCA-stik fra, men det er absolut de lækreste, jeg til dato har set. Teflon-isolerede, selvfølgelig!
Så kommer vi til selve kabinettet. Jeg har før haft Audio Analogue’s produkter i mine hænder, så dette vil blot være en genfortælling af tidligere indtryk. Men hvilket indtryk! Smækker lækker aluminium, forarbejdet på ypperligste vis. Fronten er 1 cm tyk, kraftige profiler udgør siderne, og toppen er ligeledes af aluminiums-plade, som er skuret til en perfekt glat sølvfinish, blødere end det blødeste fløjl. Der er kun to knapper på fronten: Indgangsvalg og volumen. Knappen til indgangsvalg aktiverer også forstærkeren fra standby, mens den sættes tilbage i standby igen, ved at holde volumen helt til venstre nogle sekunder efter, at der er helt skruet ned. Standby er nu så meget sagt, for alle kredsløb forbliver tændt. Det er kun relæerne i udgangen, som slås fra. Volumen-knappen er, som på andre Audio Analogue forstærkere, en vippekontakt som skifter mellem en række modstande i en chip på printet. Det er muligt at aflæse volumen via en række grønne dioder rundt om selve volumen-knappen. Der medfølger den ”sædvanlige” lækre metal-fjernbetjening fra Audio Analogue. Den rasler stadigvæk! En lille irriterende detalje er, at selve modtager-dioden sidder under volumen-knappen, så der skal peges nedefra og rimelig præcist for at ramme ”bullseye”. Der er flere flippede detaljer ved denne forforstærker, f.eks. skifter rækken af dioder til indgangsvalg, farve fra grøn til rød ved ”mute”. Der er også mulighed for at vælge en indgang til bypass i forbindelse med surround. Det gøres fra fjernbetjeningen, og mens det står på, skifter de samme dioder fra grøn til gul! Der er altså en ingeniør, som har moret sig her, men samtidig udstråler det også særklasse!
Indeni er Donizetti opbygget som to separate effekttrin, altså dual mono. Lige bag fronten sidder to ringkerne-trafoer på hver 250 VA og bag dem to køleprofiler, som sørger for køling til to sæt bipolare transistorer pr. kanal. Kredsløbene er af samme høje standard som Bellini, dog uden at være balancerede. Lige bag XLR stikket sidder et par komponenter, som får rettet det balancerede signal ind til almindelig drift. Ladelyt-kapaciteten er på 18.800 µf pr. kanal.
Jeg må desværre tilstå, at jeg er lidt skuffet over den interne opbygning af Donizetti. Til en pris på ca. 16.000,- kroner, burde der have været råd til noget mere. Trafoerne burde være større, og ladelyt-kapaciteten kunne sagtens være det dobbelte, uden at det havde haft stor indflydelse på prisen. Og hvorfor ikke fortsætte den balancerede stil med dobbelte kredsløb helt frem til udgangstrinnet? Samtidig køres der også med en forholdsvis lav spænding på 30-35 Volt. Til sammenligning har den 12 år gamle reference, Nakamichi PA5E-II, en enkelt dobbelt-viklet trafo på 470 VA, og en ladelyt-kapacitet på 94.000 µf. Samtidig kører den så også med en driftsspænding på næsten det dobbelte, ca. 60-65 Volt, og alligevel kostede den i sin tid kun 12.000,-. En direkte konkurrent, Parasound Halo A21 (19.000,-), stiller med en trafo på 1200 VA, og en ladelyt-kapacitet på 100.000 µf, og ægte balanceret drift. Det hele handler om strøm, altså ampere. For det er det, der driver dine højtalere, og får dem til at leve. Watt får dem bare til at spille højt. Jeg forstår ikke hvorfor Audio Analogue har sparet på Donizetti’ens indmad, når de har brugt så meget krudt på Bellini’en. Desværre får det mig til at tænke på det gamle ordsprog om, at ”italiensk arbejde, er halvt arbejde”. Det får mig ligeledes til at tro, at Bellini rent faktisk var produktet, man ønskede at lave, men så skulle man jo bruge en partner for at have et sæt. Med til begge forstærkere følger som standard, et lækkert blåt netkabel i en kraftig kvalitet. Det samme kabel bruges internt i Donizetti mellem netbrønd og trafoer. Jeg har ikke testet forstærkerne med andre netkabler, da det er min holdning altid at teste udstyr med det netkabel, der følger med i kassen.
Lydmæssigt er Bellini ikke bare en forforstærker, men snarere en kontrolforstærker, der med hård hånd kontrollerer effektblokken, som er spændt efter. Her er der virkelig tale om et hersker/slave forhold. Nu sidder du vel og tænker, at det slet ikke kan lade sig gøre. Det burde det heller ikke, men jeg stoler på min ører, og de fortæller mig, at det rent faktisk er sådan, det forholder sig. Den gamle Nakamichi fik helt nyt liv med Bellini’en som hersker. I øvrigt er Bellini lydmæssigt fuldstændig ligeglad med, om den modtager et ubalanceret eller balanceret input, alt bliver behandlet ens og lyder derfor helt ens, så længe der er tale om ægte balanceret input som f.eks. fra Lyngdorf CD-1. Der er ingen forskel at spore, hvilket er kendetegnende for en god balanceret konstruktion! Starter vi nedefra med bassen, så præsenterer Bellini et hug og en hurtighed i bassen, som jeg aldrig har oplevet før. Der bliver sparket igennem på stortrommen, og enhver bastone holdes i et jerngreb. Netop hurtigheden er en ting, som går igen hele vejen op gennem frekvensområdet, og denne hurtighed tvinges igennem til effektblokken, som er spændt efter. Også på B&O’s Beolab 9, som var til stede i lytterummet under testen, kunne det tydeligt høres at de interne forstærkere ændrede karakter sammen med Bellini. Et godt eksempel på den fremragende dynamik er et stykke fra Mozarts Tryllefløjten, som jeg har i en rigtig god indspilning fra Deutsche Grammophone’s Archiv produktion. I det nævnte stykke starter scenen med et Tordenskrald, og selv om jeg var forberedt på, at det ville komme, blev jeg alligevel lettere forskrækket, da det kom, for det var med en uhyggelig realisme at det buldrede løs. Fortsætter vi op gennem mellemtoneområdet, så er det igen dynamikken, som først gør sig bemærket. Et smæk på en lilletromme eller et skrål fra en messingblæser skærer nærmest hul i luften mellem højtalerne, så du slet ikke er i tvivl om størrelse eller placering. Samtidig er det alligevel behageligt og ligetil. Stemmer præsenteres med naturlighed og glød. Alle de små facetter er med, og på nogle indspilninger er det nærmest muligt at række ud og røre ved sangeren. I diskanten forsætter det videre i samme dur. Dynamik! Bækkener lyder skarpt og præcist, men alligevel lette og luftige. Bellini fylder lydbilledet med luft, så du nemt kan fornemme afstand mellem instrumenterne og sangere, mellem højre/venstre, og afstand til bagvæggen. Lydbilledet er stort og næsten uden begrænsninger. Vi er helt på omgangshøjde med Ayre’s AX-7e og Jeff Rowland’s Concerto. Allermest imponerende er Bellini’s evne til at hive den gamle Nakamichi med op på dette niveau. Det understreger Bellini’s kontrol over effektforstærkeren, som er spændt efter. Jeg havde Bellini stående i lytterummet længere tid end normalt, for at få bekræftet at det virkelig var det, jeg hørte. Jeg fik det bekræftet til fulde. Detaljerne er der alle sammen så det behøver vi ikke uddybe nærmere. Det er mest for god ordens skyld, at jeg nævner det, for under testen tænkte jeg aldrig over det. Der var det, som der skulle være. En anden ting som også først kommer frem i tankerne under skriveriet er: Neutralitet. Bellini opfører sig nærmest som Xavian reference højtalerne, for den er ikke helt neutral. Men den er heller ikke betonet mod varm eller kold lyd. Det er nærmest en musikalsk betoning, som alligevel tilføjer noget, uden at det decideret kan kaldes koldt eller varmt. Bare musikalsk! Via RIAA’en opleves Bellini en anelse slankere i lyden, men den bliver aldrig kold eller klinisk. Bare slankere. Hurtigheden er der stadig med masser af hug på bassen, og den generelle klang holder sig rimelig neutral. Dog må det siges at den musikalske betoning, som jeg tidligere nævnte, ikke er til stede, når der afspilles vinyl via reference PU, Sumiko Talisman Sapphire, der ellers har en meget musikalsk klang hældende mod det varme. Det forsvandt fuldstændigt sammen med RIAA’en i Bellini. Jeg ved ikke om det nødvendigvis er en dårlig ting, for til gengæld fik jeg mere præcision og hug, og bedre rumfornemmelse og perspektiv end jeg er vant til via RIAA’en i Onkyo’en, som absolut også hører til i den bedre ende.
Når det så er sagt, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvordan resultatet ville have været, hvis Donizetti’s strømforsyning havde været dobbelt så stor, og kredsløbene rigtig balanceret. Prisen ville nok stige 1½ gang, men lyden ville sandsynligvis også distancere sig væsentlig fra Nakamichi’en. Det gør den ikke i den nuværende situation. Noget gør Donizetti bedre, men på andre punkter må den også se sig slået af den gamle reference. I øvrigt skal Donizetti helst spille via den almindelige RCA indgang for at give fuldt udbytte. Den balancerede indgang har lidt tendens til at maskere lydbilledet en anelse, så noget af luften forsvinder. Det er småting, men skal retfærdigvis nævnes.
Der skal ikke herske tvivl om, at det er Bellini, som imponerede undertegnede mest i denne test. Den er et overflødighedshorn både konstruktions- og lydmæssigt. Her er der dømt ”value for money” til trods for prisen på 17.950,-. Det er stadig mange penge, men du skal op i en helt anden klasse for at få noget, der bare ligner det, du får leveret her. I fællesskab blev undertegnede og kollegaerne Morten Witzel og Anders Fournais enige om at tildele Audio Analogue Bellini ”Editors Choice” titlen, og den bliver samtidig ny reference i undertegnedes lytterum.
Pris: Bellini 17.950,-. Donizetti 15.950,-.
Radioactiv ApS
Lytterum: Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Anlægget spiller på tværs af rummet med 2 meter mellem højtalerne, ½ meter til bagvæggen, og 2 meter fra højtaler til lytteposition. Rummet er dæmpet med absorbenter fra Foamzorb. | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |