HIFI4ALL.DK
Martin Logan Vista
Mikkel Gige  [31.01.2007]
Jeg har altid haft gode oplevelser med at lytte til elektrostat højtalere, vel at mærke i det rette setup. Med det mener jeg at nogle elektrostater er urimeligt slemme at trække, og derfor ikke kommer til deres fulde ret. Dette er ikke tilfældet med Martin Logan Vista.

Den testede model hedder Vista, og er bestykket med en almindelig 8” basenhed, der tager sig af frekvensområdet fra 40-450 Hz. Det aflaster elektrostatpanelet, så det ikke skal flytte luft i dette område. Til gengæld tager det sig så af resten af frekvensområdet til langt over det hørbare område. Basenhederne er med aluminiumsmembraner, og er fremstillet efter Martin Logan’s specifikationer. Basserne er passive, og bliver trukket direkte af din effektforstærker. Vista fås også med aktive basser -  så hedder den Vantage og koster 50.000,- sættet. Prisen for Vista er 36.000,- sættet. Dog har Vista og Vantage kun panelet tilfælles. I Vantage er der tale om en anden afstemning af bas kabinettet; en art Transmisionsline i Vantage, hvor Vista er en ”normal” Bas refleks. Endvidere er de to bas enheder lidt forskellige da de er tilpasset til de forskellige afstemninger. En yderligere forskel mellem Vantage og Vista, ligger også i at Vantage er processor styret, hvilket ifølge Martin Logan skulle give en mere optimal sammenhæng mellem Bas og Panel.

Elektrostatpanelerne er det, der er rigtig interessant ved disse højtalere. Lyden kommer vi til, men du kan roligt glæde dig! Et elektrostatpanel har ikke nogen traditionel magnet. Magnetismen bliver skabt af højspænding som løber igennem en folie, mellem to statorpaneler som sidder foran og bagved folien. Det er derfor nødvendigt med tilslutning for 220 V, for at kunne skabe den nødvendige spænding.  Det er også her musikken bliver skabt, ved at signalet løber igennem de to statorpaneler med en kraftigere spænding, som bliver skabt af en step-up transformer i højtaleren. Når polariteten skifter i musikkens signal, så skifter statorpanelerne også polaritet, og folien bevæger sig derfor frem og tilbage i takt med signalet. Det er dette der frembringer musikken.

Panelet på disse højtalere er ca. 1 meter højt og 25 cm bredt. Dybden er kun 5 mm, når man ser bort fra rammen det sidder i. På Martin Logan’s højtalere buer panelet for at sprede lyden mest muligt. På andre elektrostathøjtalere er disse paneler typisk helt lige, og man vil derfor kun opleve fuldt frekvensområde i sweetspot. Dette omgår Martin Logan ved at panelet buer, men det er nemmere sagt end gjort. For at folien ikke skal ramme statorpanelerne, må folien støttes af nogle buede plastikstykker. Disse kan også nemt ødelægge foliens bevægelsesfrihed, så der er brugt meget tid på at optimere dette. Løsningen kaldes CLS (Curvilinear Line Source).

Finishen er absolut førsteklasses med en smuk mørk kirsebærfiner på baskabinettet, og en sort aluminiumsramme som dækker hele fronten og holder elektrostatpanelet. Rammen er lakeret sort med en hårdfør lak som tåler lidt af hvert. Det blev bekræftet under flytningen af højtalerne da undertegnede undervurderede højden, med det resultat at den ene højtalerramme knaldede ind i en aluminiumsdørramme. Kunne det ses efterfølgende? Næ!

Selv om disse højtalere er 1½ m. høje, så dominerer de ikke særligt meget i synsfeltet. De lave baskabinetter fylder selvfølgelig lidt i dybden, men panelet er i praksis gennemsigtigt uden at skygge for det der er bagved. Det gør at de nemmere falder ind i møblementet i en almindelig dagligstue, også selv om de står en meter ude fra væggen. Termineringen er til UG med kryds og slange. Store kraftige ellipseformede fingerskruer, som er nemme at stramme – hårdt! Og med god plads til kraftige kabler. Terminalerne tager imod alt du byder dem.

Lyden… Jeg har simpelthen aldrig før hørt en højtaler spille med så meget luft og frigjorthed. Panelerne forsvinder fuldstændigt i lydbilledet, og lader dig glide længere og længere ned i sofaen, mens musikken kommer mod dig som en frisk brise. Her må selv Xavian’s XN360 se sig slået. Detaljerne myldrer frem, og specielt de helt små detaljer bliver tydeligere her. På nogle få plader dukkede der endda nye ting frem i musikken, som jeg ikke havde hørt før. Sugababes’ Hole In The Head, starter med en masse blop- og blip-lyde, der på Vista’erne kravler op og ned af langs panelerne, lige så jeg får ståpels over det hele. Aldrig før har jeg oplevet lyden kravle op og ned af en højtaler på denne måde!

Stemmer og instrumenter gengives med en naturlig glød og varme, som næsten kun en elektrostat kan gøre det. Perspektivet er stort, rummeligt og tredimensionelt med masser af højde, hvilket selvfølgelig også skyldes højden af højtalerne. Dog savner jeg lidt præcision i forhold til det bedste jeg har hørt, men til prisen er det rigtig godt. Der er aldrig optræk til kantet eller hård lyd, alt glider af sted som i den bedste olivenolie.

Bassen havde jeg derimod lidt problemer med, og det er ikke kun højtalernes skyld. De kræver simpelthen mere plads end jeg kunne tilbyde, minimum et rum på 25-30 m2 og en meter til bagvæggen. I vores lytterum på under 20 m2 var det desværre ikke muligt at få Vista’erne længere ud end en halv meter, så kollapsede perspektivet fuldstændigt. Det værste bulder blev klaret med en sok i basporten, og til trods for sokken så var præcisionen i bassen helt i orden.
 
Selv med den oppustede bas jeg oplevede, så formåede elektrostatpanelerne alligevel at spille sig udover dette. Faktisk frygtede jeg oprindeligt at det ville være panelerne med deres dipole udstråling, som skulle blive årsag til problemer. Men de klarede sig faktisk fint med ¾ meter til bagvæggen. Overgangen fra basenheden til elektrostatpanelerne er ikke hørbar og fuldstændig gnidningsfri.

En ting som også lige skal nævnes er Martin Logan’s manual. Heri finder du masser af tips og vejledning til opsætning af højtalerne. Selvfølgelig prøvede jeg at flytte rundt på højtalerne for at finder den bedste position, men alligevel vendte jeg hele tiden tilbage til det som Martin Logan havde foreslået i manualen. De har virkelig gjort et stort arbejde ud af, at få det beskrevet så præcist som muligt. Hvis du vil læse det med egne øjne, så kan du gå ind på deres hjemmeside og læse manualen. En sjov detalje er hvordan de beskriver, at du skal sidde i sweetspot med en lygte under hagen og lyse mod panelet. Når lyskeglen så skinner i den inderste tredjedel af panelet, så står de korrekt.

Den eneste anke jeg har over for disse højtalere er, at de savner noget attack. Hermed mener jeg enhedernes evne til at accelerere ved voldsomme og pludselige udladninger. I forhold til andre, både dyrere og billigere højtalere, oplever jeg at Vista på dette område sakker lidt efter.

Vista'erne får mine varmeste anbefalinger med på vejen. Har du pladsen, så bliver du belønnet med super vellyd af allerbedste skuffe. De tangerer ”Editors Choice”, men for at få den titel skal de også kunne spille problemfrit i et mindre rum. I stedet får de en ”Top klasse” titel med på vejen, da vi her har med High End af fineste kaliber at gøre.

Specifikationer:

  • Princip: 2 vejs elektrostat med dynamisk basenhed.
  • Frekvensområde: 43-23.000 Hz, +/- 3 dB.
  • Følsomhed: 90 dB.
  • Impedans: 4 ohm, 1,2 ohm ved 20 KHz
  • Delefrekvens: 450 Hz.
  • Basenhed: 8” med aluminiums-membran.
  • Elektrostatpanel: 102 x 25 cm.
  • Dimensioner: 145 x 27 x 43 cm (H x B x D).
  • Vægt: 24,5 kg.

Importør:

Interceptor Audio
Web: www.interceptor.dk
Mail: info@interceptor.dk 
Tlf. 48 27 79 79

Producent:
Web: www.martinlogan.com

Referenceudstyr:

  • Lyngdorf CD-1, CD-afspiller.
  • Onkyo P388F, Forforstærker.
  • Nakamichi PA5 MKII, Effektforstærker.
  • Xavian XN360, Højtalere.
  • Silver Sonic Revelator & Q10, Kabler.
  • Netstøjsfilter, selvbyg.

Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Anlægget spiller på tværs af rummet, med 2 m. mellem højtalerne, ½ m. til bagvæggen, og 2 m. fra højtaler til lytteposition. Rummet er dæmpet med absorbenter fra Foamzorb.


Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK!
Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes.