Her er du: Besøgsartikler - Supertræf 2006 19. april 2024 | 10:07   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Supertræf 2006
Af: Bestyrelsen i Viborg Musik- og Hi-fi-Klub  [07.10.2006] Print artikel
HIFI4ALL.DK bringer hermed reportage og anmeldelse fra årets Supertræf arrangeret af Viborg Musik- og Hi-fi-Klub. Tekst og billeder er udført af bestyrelsen i Viborg Musik- og Hi-fi-Klub og er således ikke redaktionelt arbejde. God læsning!

Så blev det endelig lørdag den 30. september 2006. En dag vi havde set frem til og forberedt os til i lang tid i Viborg Musik- og Hi-fi-klub. Søndermølle Kultur- og Naturcenter i Viborgs sydlige udkant skulle som sædvanligt danne rammen om vores Supertræf-arrangement, og vi havde i år indbudt syv udstillere og naturligvis hi-fi-interesserede gæster fra det ganske land - herunder også fra hi-fi-klubberne i Odense og Herlev.

ArtSound, Bertram Audio, GamuT, Hi-Fi-Klubben og Vassago Hi-fi stillede anlæg op i de to store rum på stedet. I centrets cafeområde havde Torben Pedersen desuden havde taget opstilling med et selvbyggeranlæg, og i et andet, tilstødende rum stillede Dyrholm Design Audio sin stand op.

Vi valgte at lade de fem medlemmer i vores bestyrelse hver især lytte nøje til ét af de fem ”store” anlæg og herefter skrive en lille anmeldelse af sin oplevelse på den aktuelle stand.

Per var forbi Hans Iversens stand og oplevede følgende:

ArtSound
Vi havde i år fornøjelsen af at have Hans Iversen fra ArtSound som udstiller på Supertræf. Hans kom med de store og meget skulpturelle Avantgarde Acoustic Duo Mezzo højtalere, Opera Droplet Cd-afspiller, E.A.R.-Yoshino preamp, Audio Aero prestige monoblokke, Cardas og Van den Hul kabler.

ArtSound havde også en Musical Life Symfoni pladespiller, Conductor tonearm og Lyra pickup med – denne kombination blev dog ikke benyttet, for der var vist problemer med, at gulvet var lidt for ustabilt. Der blev spillet musik fra den stille afdeling, da jeg lyttede til anlægget, og det lød efter min mening fremragende, og jeg havde ikke fornemmelsen af, at det var hornhøjttalere, der blev spillet på. Og hvis jeg havde, var det på den gode måde.



 

Visse mennesker påstår jo, at hornhøjtalere kan have tendenser til ”tragtlyd” - jeg siger, at det muligvis kan være rigtigt ved nogle konstruktioner, men ikke her! Fortæl mig i øvrigt lige, om der findes et eneste højttaler-system, der ikke kan have nogle mindre gode sider, og husk på, at der faktisk er entusiaster, som igennem mange år har prøvet alt, hvad der næsten findes inden for højttalere, og som så ender med at spille på disse eller lignende horn fra Avantgarde.

Duo Mezzo højttalerne har aktiv bund og er utroligt lette at drive - ca. 106 decibel er resultatet af blot 1 tilført watt! Var der nogen, som sagde energirigtig hi-fi?! Derfra, hvor jeg sad, lød det som helhed musikalsk og letflydende, og jeg fornemmede også den enorme dynamik, disse højtalere indeholder. Jeg har ikke så meget at bemærke om cd afspilleren, monoblokkene og kablerne - bare topklasse, vil jeg nøjes med at sige.

Jeg skal snart omkring Artsound og lytte lidt mere - håber at få en kop kaffe. Det var i hvert fald en demonstration, som gav mig smag på at høre mere fra samme skuffe!

- Per -

ArtSound: www.artsound.dk 

Morten besøgte Søren Bertrams stand og fik følgende indtryk med sig hjem:

Bertram Audio
At skrive en anmeldelse er altid svært – og endnu sværere når lytteøvelsen foregår på en udstilling.
Tiden til setup er kort – anlægget har kun kørt en eller i bedste fald et par timer inden det skal stå sin prøve. Lytterummet, strømforhold m.v. spiller også ind. Til Supertræffet synes jeg faktisk at lytterummene er rigtig gode – der er Troldtekt akustikplader på loftet, stikkontakterne er med jord og der er pænt højt til loftet. Der er trægulv overalt – og ja, det kan godt finde på at spille med. Afstanden mellem de to lytterum er også fornuftig – man kan høre det andet anlæg spille, men det generer ikke så meget.

Til sagen – Søren Bertram fra Bertram Audio havde taget den lange køretur fra det sydøstlige sjælland – helt fra Nykøbing Sjælland faktisk. Et pitstop i Gravballe havde dog nok fået de fleste km ud af benene, men om Lars’ øl så havde gjort skade aftenen før må stå hen i det uvisse. Bertram havde blandet eget grej med grej fra Accuphase. Accuphase leverede drev og DAC men også rumkorrektionsenhed og elektronisk delefilter. Faktisk var det første gang jeg hørte alle 4 Accuphase-”kasser”. Det drejede sig om:

  • Accuphase DP-100 SACD drev
  • Accuphase DG-38 rumkorrektionsenhed
  • Accuphase DC-330 converter/preamp
  • Accuphase DF-45 digitalt elektronisk delefilter

Resten af udstyret var så Bertrams eget. For nu at starte med kablerne – det var jo også dem Bertram startede med at lave for år tilbage: Signalkabler var Bertram Reference i kobber. HT-kablerne var Bertram TX i kobber. TX’erne var nye for mig – signalkablerne har jeg hørt på mit eget anlæg ligesom TX’ernes storebror Ref. 3. Netkablerne var i sølv – selvfølgelig Bertrams egne, om end de ikke er kommercielt tilgængelige.

Højttalerne var også ”hjemmebyg” fra Bertrams hånd. Hvis nogle syntes enhederne så bekendte ud så er der en god forklaring på det. Bertram har nemlig strippet to sæt Infinity Epsilon og genbrugt enhederne på en anden måde. Der er således brugt et EMIT-bånd, 2 EMIM-bånd og 2 L-EMIM-bånd pr. side. Opbygget i to kasser med hver et EMIM og L-EMIM-bånd og så med EMIT’en imellem. Tilhørende er der så et basmodul med to 12” basser pr. side. Det oprindelige Infinity servosystem bruger han dog ikke. Bertram fortalte, at han er i gang med at bygge to nye bastårne – men med 4 stk. 12” i hver side. De er så tænkt til at skulle køre aktivt med et ASP1000 modul pr. enhed.

Der er m.a.o. tale om relativt store højttalere – og det kunne da også høres, men inden da skal det nævnes, at Bertram selvfølgelig kørte med aktiv deling til enhederne. For¬stærkerne var egen produktion:

  • Diskanten blev trukket af en standard Beast (ICEpower ASP1000)
  • Den øvre mellemtone blev trukket af en Ghost 500 watt high current version (ASP1000 moduler)
  • Nedre mellemtone blev trukket af en Ghost 500 watt high current version (ASP1000 moduler)
  • Bassen blev trukket af en standard Beast ( ICEpower ASP1000)

Det lykkedes mig at høre anlægget alle de 3 gange der blev spillet på det i løbet af dagen – godt nok kun et par numre eller 3 – jeg skulle jo nå at høre det hele ;o). Set i bakspejlet var det godt, at jeg nåede det alle 3 gange, da der blev ”pillet” ved opsætningen imellem seancerne – og det gav store lydmæssige forskelle. Ved første sæt var jeg ikke særlig imponeret. Bertram fortalte siden hen, at højttalerne stod for tæt på væggen og det fik de løst til andet sæt. Til gengæld viste det sig at det ene bånd havde fået en lille transportskade så det raslede en anelse – det blev så løst til tredje sæt ved at flytte delfrekvensen 1200Hz op. Det lød til gengæld ikke så godt – jeg synes især det gik ud over stemmerne.

Andet sæt var altså langt det bedste – man skulle så bare lige ignorere den mindre raslen når der blev spillet højt. I andet sæt hørte jeg bl.a. 3 numre fra ”Amused to death” med Roger Waters – og det var noget musik der passede til højttalerne. Man kunne se smilet på flere af tilhørerne. Der var et væld af detaljer, velopløst mellemtone, stor bas når der skulle være det, ”hul igennem” og stadig var musikaliteten i behold. Helt generelt synes jeg at det lykkedes rigtig godt med at skabe en åben og detaljeret lyd uden at det blev skarpt – og det er faktisk lidt svært. Det var også kendetegnende at det var et stor lydbillede – sættet fyldte rummet med lyd. Hvis man er vant til mere intime to-vejs systemer, tror jeg man ville synes det er for meget – musikerne lyder større end de er i virkeligheden – men her er vi ude i noget med smag og behag. Hvis man er til stor lyd fik man under alle omstændigheder en god oplevelse.

Alle udstillerne havde i mine øjne (ører) gode elementer og det er svært at kåre en ”dagens vinder” – men Bertrams setup (i anden opsætning) kommer rigtig tæt på.

- Morten -

Bertram Audio: www.audiokabel.dk

Johnny var en tur rundt om GamuT’s stand, og her er hans beretning:

GamuT
Lars fra Herning var repræsentant for GamuT’s setup i dette års Supertræf. Udstyret der blev demonstreret var:

  • L-7 højttalere
  • CD-3 Cd-afspiller
  • D3i forforstærker
  • M250MKIII effektforstærkere

Produkterne fra GamuT fremstår endog særdeles stilrene. Især Cd-afspillerens udseende tiltaler mig. Jeg kan godt lide den lidt "blærerøvsagtige" effekt med navnet indgraveret på toppen af kabinettet.

GamuT’s produkter har fået mange fine anmeldelser over hele kloden. Det kan jeg godt forstå! Det første jeg lagde mærke til var en udpræget ro og man havde fornemmelsen af, at der var uanede kræfter og overskud i de medbragte M250MKIII effektforstærkere. Der skal vist nogle særdeles heftige højtalere på for at få dem i åndenød. Det andet jeg lagde mærke til var en meget stor lyttevenlighed - en egenskab som jeg personligt vægter meget højt. Nogle ville måske efterlyse en anelse flere detaljer eller luft om man vil, men jeg synes nu, der var al den luft og de detaljer, man kunne ønske. Personligt kan jeg ikke fordrage anlæg der udpensler de mindste detaljer, som så ofte gør, at lidt mindre heldige produktioner bliver ulidelige at høre på.

Musikaliteten og neutraliteten var også i top, og samspillet mellem de forskellige komponenter virkede fornemt afstemt. Jeg kan forstille mig, at hvis man eksempelvis købte et af produkterne (f.eks. CD-3 afspilleren) til brug med andet udstyr, kunne det hurtigt kunne blive en dyr fornøjelse. Dette selvfølgelig fordi GamuT’s udstyr ville afsløre mangler i ens eget udstyr og man derfor kunne blive nødt til at opdatere noget af dette. For musikelskeren, som ønsker et system, der bare passer sammen både i udseende og musikalitet, er et samlet system fra GamuT i mine øjne og ører noget af et scoop.

- Johnny -

GamuT: www.gamutaudio.com

Jan koncentrerede sig om Hi-Fi-Klubbens demonstration og skriver følgende:

Hi-Fi-Klubben
Produkter fra Lyngdorf Audio var også med til vores Supertræf. Det var Hi-Fi-Klubben i Herning med Henrik Sonne i spidsen, der var så venlig at komme og demonstrere, hvordan et komplet anlæg fra Lyngdorf Audio kunne spille. Henrik forsøgte igennem et stykke tid at få selveste Peter Lyngdorf himself til at komme og forklare, men det kan være svært at få fat i denne travle og initiativrige herre, som der iflg. sagens natur bliver rykket i fra mange sider. Henrik demonstrerede derfor selv anlægget på bedste vis på Supertræf 2006.

Hjertet i anlægget var TDA2200 forstærkeren med room perfekt indbygget, som bruges ved hjælp at målemikrofon. Højttalerne, som hed MH1, var så nye, at de ikke engang var prissat af Hi-Fi-Klubben, og Henrik havde modtaget dem to dage før Supertræf, så de var desværre ikke spillet til. Enhederne var alle fra Scan speak og modificeret efter de krav, Lyngdorf Audio stiller. For øvrigt en meget flot højttaler lakeret i sort pianolak med en høj WAF-faktor, da de heller ikke fylder ret meget. Der var desuden 2 stk. W210 hjørne basser, også helt nyudviklede og heller ikke prissatte endnu, til at hjælpe med de dybeste toner - en i hvert hjørne bag fronthøjttalerne. Til at trække hjørnebasserne anvendtes SDA2175 forstærkeren. Som Cd-afspiller blev CD1 benyttet med sit Philips løbeværk - afspilleren opsampler til 192khz/24 bit og er optimeret til at arbejde sammen med Lyngdorfs egne digitale forstærkere.

Jeg syntes, anlægget fremstod meget stilrent i sort. Det syner ikke dominerende og vil derfor være meget let at indpasse i en hvilken som helst stue, specielt når der er mulighed for at tilpasse og justere lyden med room perfekt, hvis der er nogle”unoder” i rummet. Her tænkes specielt på bassen. Henrik demonstrerede fornuftigt nok anlægget ved at spille musik, som mange mennesker kendte, f.eks. fra Pink Floyd, Dire Straits m.fl. For bedre at kunne bedømme anlægget, opfordrede han til, at hvis folk havde noget musik med, kunne de sætte det på.





Jeg syntes, at anlægget spillede godt på mange måder, dejligt neutralt lydbillede med en åben top og venlig mellemtone, hjørnebasserne var godt integreret og forsvandt i lydbilledet. Kunne dog godt have ønsket mig noget dybere bas og savnede måske også en anelse sjæl og varme i lydbilledet, for det hele virkede meget korrekt og præcist. Men alt i alt et godt bud på et anlæg hvor det hele bare passer – og spiller – sammen!! Glæder mig til at høre det, når højttalerne er spillet til, ja, måske skulle man køre forbi Herning en dag!

- Jan -

Hi-fi-klubben: www.hifiklubben.com/dk

Andreas beskæftigede sig med den femte af udstillerne i de store rum:

Vassago Hi-fi
I den sidste uge af september var der fornemt amerikansk besøg i Jylland. Her tænker jeg ikke på noget med en tidligere præsident. Nej, i hi-fi-kredse blev der lagt meget mere mærke til en anden amerikaner, som kom forbi. Fornavnet var Krell, og efternavnet var Evolution. Og så er der med det samme dømt høj klasse.

Og hvordan gik det så til, at disse prestigefyldte og kostbare amerikanske hi-fi-produkter for en stund pludselig kunne ses og høres i Viborg? Jo, det kunne vi takke en af vores udstillere på Supertræf 2006 for, nemlig Rene Jensen fra Vassago Hi-fi. Hele to produkter fra Krells Evolution-serie indgik i hans anlæg – en todelt forforstærker og en effektforstærker. Krell angiver selv, at Evolution-serien er resultatet af 25 års udvikling – deraf uden tvivl navnet. Man kan altså ganske roligt sige, at Evolution-produkterne er Krells referenceprodukter. State-of-the-art i stilrent design fra den måske førende amerikanske producent af high end hi-fi anno 2006.

Vassago Hi-fi’s  anlæg på Supertræf 2006 var sammensat sådan:

  • Krell Evolution 402 stereoeffektforstærker, 2 x 400 watt
  • Krell Evolution 202 forforstærker
  • Eera DL 1,0 Cd-afspiller
  • Cardas Neutral Reference kabler
  • Vienna Acoustics Mahler højttalere i sort pianolak

På elektronik-siden havde Rene Jensen altså valgt at lade det dyre amerikanske forstærkersæt spille sammen med en - i denne sammenhæng - nærmest billig Cd-afspiller fra den franske producent, Eera, som er relativ ny på den danske hi-fi-scene. Eeras Cd-maskiner er baseret på Philips’ velkendte 12.10 drev, og bl.a. i model DL 1, 0 er dette ændret med Eeras’ patenterede Gyropoint-system. Man bruger altså velkendte komponenter i sine produkter og modificerer dem så for at opnå højere ydelse. Konverter-delen i Eera DL 1,0 er baseret på 24-bit Delta Sigma konvertere, som opererer med 384x oversampling.

Kablerne var det meste af tiden alle fra amerikanske Cardas. Kun under en enkelt demorunde var Krell-sættet monteret med Krells egne CAST-kabler. På højttalersiden var det Vienna Acoustics topmodel, Mahler, som blev anvendt. Vienna Acoustics er, som de fleste efterhånden ved, en østrigsk højttalerproducent, som i flere år har været ganske anerkendt i flere europæiske lande og ikke mindst i USA. I løbet af de sidste to-tre år har mærket så erobret en absolut ikke ubetydelig markedsandel i Danmark. Mærkets lydfilosofi, flot samlekvalitet og Rene Jensens urokkelige tro på produktets muligheder i Danmark ligger uden tvivl til grund for denne succes.

Hvordan lød dette anlæg så? Det var der delte meninger om. Det er der i øvrigt næsten altid, hvis flere hi-fi-entusiaster lytter til et hi-fi-anlæg – det er faktisk en del af charmen ved vores hobby. Og Vassago Hi-fi’s anlæg var der rigtig mange, der lyttede til! Alle måtte naturligvis høre, hvordan det fornemme Krell-forstærkersæt spillede. Jeg hørte forskellige kommentarer i løbet af dagen, men jeg vil kun referere en: ”Det er vel nok udstillingens bedste lyd”, lød kommentaren fra en af udstillingens gæster.

Og hvad mener jeg så? Jeg synes, det kunne være vanskeligt at sammenligne lyden fra de fem anlæg, som spillede i de to rum, og jeg ved heller ikke, om man absolut skal gøre det. Jeg fik en god lydoplevelse på alle fem stande, og det gjorde jeg bestemt også hos Vassago Hi-fi. Det var fem ganske forskellige anlæg og fem næsten lige så forskellige indtryk, man fik, synes jeg.

Hvis man kom efter knivskarp, analytisk imponatorlyd, var det bestemt ikke det, man fik hos Vassago Hi-fi.. Lyden var til gengæld stor, rund og venlig, og lyttetræthed var et fremmedord på denne stand. Rene havde - heldigvis - valgt at præsentere sit anlæg med en masse forskellig musik i løbet af de tre lytteseancer, og så vidt forskellige kunstnere som Bob Dylan og Harry Belafonte fandt eksempelvis vej til skuffen i Eera Cd-spilleren. Belafonte med et uddrag fra sin berømte live-koncert i Carnegie Hall fra 1959. Et nummer som jeg ofte selv anvender, hvis jeg går i ”test-mode”, da det helt givet stiller store krav til det anlæg, som udsættes for det.

På anlægget fra Vassago Hi-fi var det en fornøjelse at høre Belafontes specielle og meget kraftfulde stemme. Ægthed er det ord, der først falder mig ind, og jeg mindes ikke tidligere at have hørt dette nummer gengivet så varmt og naturligt. Den ekstreme live-fornemmelse, som bl.a. har gjort denne indspilning berømt, var virkelig til stede. Kontrabassen på nummeret, som Rene havde valgt, har jeg dog hørt gengivet lidt strammere – men næppe så vægtigt. Det var på et andet anlæg med samme type højttaler men i et andet rum og med anderledes elektronik tilsluttet. Jeg synes alt i alt, at Vassago Hi-fi’s anlæg lød klart bedst, hvis man sad på den forreste stolerække.

Rene eksperimenterede i løbet af de tre lytterunder lidt med opstilling af højttalere og med kabler, ligesom andre af dagens udstillere også gjorde det. Han blev efter eget udsagn selv aldrig helt tilfreds med den lyd, han fik ud af sit anlæg i Søndermølle Centret. ”Jeg ved jo, hvordan det kan spille”, siger han og opfordrer alle interesserede til at komme til Odense og høre det i Vassago Hi-fi’s nye shop, hvor det angiveligt skulle spille rigtigt godt. Det synes jeg nu da også, at det gjorde i Viborg, men jeg kunne alligevel godt finde på at kigge forbi shoppen, hvis min vej falder forbi den fynske hovedstad.
 
- Andreas -

Vassago Hi-fi: www.vassagohifi.com

Herudover var der som nævnt i indledningen to mindre stande på Supertræf 2006. Her vil vi ikke komme med nogen decideret anmeldelse – hos Dyrholm Design Audio blev der slet ikke spillet men fremvist en masse kabler og et par nye højttalerkonstruktioner. Her er en liste over, hvad John Dyrholm havde med af kabler og højttalere:

Signalkabler lavet af sølvtråd. Modellen kaldes Vision No. 5.1, 5,3 og 5.5 og lederne er lavet af massivt finsølv. Der er 1, 3 eller 5 parallelle tråde pr. leder i disse kabler. Fås med Bulletplugs eller som balanceret med Switchcraft stik. Sølvet bliver overfladebehandlet, så det ikke oxiderer. Der er et højttalerkabel på vej i sølv, men tilspilningstiden har været længere end forventet, så der skal testes lidt mere, oplyser John.

Så var der et signalkabel med ledere lavet af fortinnet kobbertråd. Modellen kaldes Astro No. 8.1 og 8.3, med 1 eller 3 tråde pr. leder. Derudover havde John højttalerkabel med i fortinnet kobber. Modellen hedder Astro No. 8.6 og 8.12, med 6 eller 12 tråde pr. leder. Fås med bananstik eller spader. Så havde John også 2 sæt 2-vejs højttalere med. John henviser til sin hjemmeside for flere detaljer og fortæller om sin kabelforretning, at der sælges direkte fra produktionen uden fordyrende salgsomkostninger. Alle betaler samme pris, dvs. ingen rabatter, og der er fuld returret i 2 uger, så man kan høre kablerne fra Dyrholm Design Audio på sit eget anlæg.

Dyrholm Audio Design: www.dyrholmdesignaudio.dk

I centrets cafeområde holdt Torben Pedersen til. En medbragt Teac Cd-spiller havde Torben naturligvis ikke konstrueret, men resten – bl.a. en rørforstærker og nogle højttalere – havde han selv konstrueret på ægte selvbyggermaner. Torben spillede også musik på sit anlæg, men akustikforholdene i caféen lader en del tilbage at ønske. Interesserede kunne dog naturligvis få et fingerpeg om lyden, og Torben fortalte gerne om sit grej. Vi i bestyrelsen er glade for, at Torben kom forbi, for vi var meget tilfredse med også at have den klassiske selvbyggerdisciplin repræsenteret på Supertræf.

Afslutningsvis vil vi gerne sige tak til de mange gæster og til udstillerne. Selv om vi i år havde lagt Supertræf om efteråret, hvor der er større konkurrence på hi-fi-udstillingsområdet, endte Supertræf 2006 alligevel med at blive lige så hyggeligt og velbesøgt som sidste års træf, og det er vi naturligvis glade for.

- Bestyrelsen i Viborg Musik- og Hi-fi-Klub -

Flere besøgsartikler
SoundSociety 2024
03.03.2024
På besøg hos Dantax/Raidho
18.04.2023
På besøg hos Nordsø Records
07.03.2022
CPH HighEnd 2019
27.10.2019
På besøg hos Michell Engineering
26.09.2019
Nye indsigtsartikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes