HIFI4ALL.DK | ||
Audia – raffineret lyd og design Redaktøren - tekst & fotos. Interne fotos: Vassago [09.01.2006] | ||
| ||
Læsere af disse sider kan bestemt ikke være uvidende om italienske Audia. Modeller som Flight One, Flight 50 og 100, Flight 3100 og CD One har været på det danske marked nogen tid til stor glæde for mange med musik i venerne. Audia er nu på banen med den næste generation af Flight serien med tilnavnet Two. Vi har haft den integrerede forstærker Flight Model Two til 19.995,- og den matchende CD, CD Two til 17.995,- på bænken samtidig, og det er et makkerpar, der appellerer både til din musikalske og æstetiske sans. Flight Two Den integrerede forstærker Flight Two er som CD’en aldeles nydelig og vil kunne indpasses i alle hjemlige miljøer. Fronten er holdt i enkle, diskrete linier, men med en lækker antydning af kvaliteten i form af den diplomatiske udstilling af store mængder skuret aluminium. Bagsiden er er lige så enkel og funktionel som fronten. Der er 6 sæt linieindgange, hvoraf et er forsynet med balancerede XLR-stik, mens et andet tilhører tape-loopet. Der er også en regulær pre-out, hvis du en dag skulle få lyst til at supplere med et tungt effekttrin. Højttalerterminalerne er af gedigen kvalitet og sluger det meste, men hvis du alligevel står og skal vælge termineringer på dine højttalerkabler, så undgå spader, da de kan genere et par af linieindgangene. Endelig er det stik til Audia’s AU-link, som kan overføre remotesignaler. Med til Flight Two hører en usædvanlig lækkert udført fjernbetjening, som klarer de fleste standardoperationer. Desværre havde Audia lagt ét af de indre print klods op ad fjernbetjeningens låg med det resultat, at de indre kredsløb korsluttede, så snart alu-låget blev skruet på. Et lille isolerende lag mellem kreds og låg klarede problemet, men det er dog en skønhedsfejl. Med i kassen kommer et netkabel lidt ud over det sædvanlige. En lille test med vores støj-detektiv fra Supra viste dog, at kablet – trods at det er specificeret som skærmet – kun er marginalt bedre en andre standardkabler, hvad angår udstrålende støj. Indvendigt er det tydeligt, at Flight Two har arvet mange af ideerne fra de store modeller. Følsomheden på alle linieindgangene kan justeres individuelt, så du én gang for alle kan eliminere større niveauforskelle, når du skifter mellem dine kilder. Desuden kan du vende fasen på indgangene – ret cool !! Audia har lagt et stort stykke arbejde i at afskærme den tungere del af strømforsyningen. Den 520 VA store toroide trafo er således lagt i sit eget kabinet inden i forstærkeren sammen med en del af den tilhørende elektronik. Elektronikken i signalvejen er taget fra de bedste hylder og layotet er glimrende. Audia har valgt at køre med en særdeles høj bias, hvilket gør forstærkeren temmelig varm selv uden musik. Det er en god idé aldrig at tænde den uden at have højttalerne tilsluttede. Flight CD Two Den tilhørende CD er præcis lige så smuk som sin forstærkerfætter. Igen er det den diskrete demonstration af overdådige aluminiumsmængder - selv når du åbner skuffen – der giver det eksklusive ydre. De basale funktioner er lagt ud på et sæt knapper i aluminium og displayet matcher naturligvis. Bagsiden afslører to sæt udgange – balancerede og ubalancerede og tilslutninger med master / slave valg til Audia’s AU-Link. Indvendigt står CD Two ikke tilbage for den integrerede forstærker. Inden signalet konverteres upsamlpes det til 24 bit 192 KHz og sendes til CS43122 D/A konverteren fra Crystal, der benyttes i en hel del tunge CD-afspillere. Alle relevante steder finder du separate strømforsyninger til udvalgte kredse. Der er tydeligvis kælet for detaljerne. Som i forstærkeren ligger den tunge del af strømforsyningen med trafoen i eget kabinet. Der medfølger en remote i samme lækre design som med forstærkeren, og den virkede perfekt. Lyd på. I denne test har vi ikke benyttet vores SACD-mulighed, men udelukkende ladet Audia sættet ”tale” for sig selv. Begge enheder har dog været sat sammen med referencerne fra GamuT og Audio Analoque Udvalget af musik var særdeles bredt med alt fra 1200 tallets Hildegard Von Bingen, Monteverdi, Marin Marais, Scarlatti ( den yngre), Mozart, Bizet, Verdi, Sibelius, Mahler, Carl Orff, et par messer af Brumel, den spændende Stafan Wolpes toccata og pastorale fra CD’en The Ocean That Has No West and No East samt andre klassiske værker. Flight Two er trods sin beskedne størrelse en aldeles kapabel forstærker, der kun i ekstreme tilfælde udviste en smule stakåndethed. I stort set alle almindelige situationer, hvor der indgår bevaringsværdige trommehinder, er der rigelig saft i den. Dynamikken er i orden, men sættes naturligvis lidt i perspektiv af referencesættet til den firdobbelte pris. Det gode er, at Flight Two bevarer den samme dynamiske tilgang uanset genrer og frekvensområde. Det giver en konsistent og afslappet lytning. Sammen med tilsyneladende meget lave forvrængningsniveauer i de ulige forvrængninger, er der intet, der afholder dig fra at lytte i mange timer ad gangen. De tredimensionale aspekter, som er én af mine personlige kæpheste, er aldeles udmærkede. Flight Two kan fortælle dig de vigtigste geometriske parametre af pladestudier og koncertsale og er samtidig i stand til at placere de enkelte instrumenter og stemmer på rette plads i billedet. Kun når du spiller meget højt flyttes der lidt på placeringerne – en egenskab Flight Two deler med de fleste andre, men som samtidig hænger uløseligt sammen med det rum, du spiller i.. Jeg kunne dog godt tænke mig en anelse mere plads mellem de enkelte instrumenter, så den ”virtuelle vandring” gennem orkesteret blev en smule nemmere. Tag ikke fejl – der er bestemt ikke tale om nogen form for proportionsforvrængning. Flight CD Two er en aldeles besnærende CD-spiller. Selve klangfilosofien ligger meget tæt op ad Flight Two forstærkeren – heldigvis. Det gør den til en glimrende makker – ikke bare til Audia’s egne forstærkere, men også i sammenhæng med det meste udstyr af andre fabrikater. Vælger du at fokusere på de øverste oktaver, er det nemt at identificere alle instrumenter selv i komplicerede instrumentale sammenhænge. Bækkener klinger flot ud uden antydningen af ”digitalisering”, men bedst på bundlinien af det hele, er CD-spilleren herlige timing. Tingene hænger rigtig godt sammen, og musikken swinger godt. Du kan ikke undgå at bemærke, når et anlæg har godt styr på timingen i musikken. Det virker særdeles animerende og ofte kan du slet ikke holde dig i ro. For mit vedkommende bliver det meget svært at fokusere på musikkens mere akademiske parametre, eller sagt på en anden måde – du glemmer at lytte til anlæg, men lever dig i stedet ind i musikken. På dette punkt er CD Two en lille perle Konklusion CD Two’s ligefremme tilgang til musikken er meget besnærende. Bevares – der findes CD-spillere med mere analytiske egenskaber, men det opvejes rigeligt af den musikglæde, der er bygget ind i CD Two. Du må ikke undlade at lægge øre til den, hvis du en dag jagter en CD-spiller i denne prisklasse. Flight Two forstærkeren er en glimrende partner til CD Two. Igen er det den overordnede musikalske oplevelse, der er vægtet, og sammen med sunde tekniske løsninger og et glimrende lydbillede, er der lagt i ovnen til mange års fornøjelser og musikalske oplevelser. Igen bør du ikke snyde dig selv for at lytte til den, hvis du får chancen. Er eet af dine krav samtidig fornemt og tidløst design, tja, så er der ikke meget andet at gøre end at få dem begge hjem i stuen !
Audia Flight Two til 19.995,00 kr. RMS output power 8 ohm / 4 ohm 100 W / 180 W Audia Flight CD Two til 17.995,00 kr: Frekvensområde: 0.5-20,000Hz ± +0 -.1dB. Referencer: GamuT D200
Vassagohifi | ||
Udskriften er kun til privat brug - anden brug kræver skriftlige aftale med HIFI4ALL.DK! Copyright © HIFI4ALL.DK- Alle rettigheder forbeholdes. |